Skønhedens historie 4: Følelser og passion

af Karin Waldhausen 02-11-2010 Vist: 11758 gange.

Følelse og passion - hellenistisk-romersk tid: 200 år f.kr. – 200 år e.kr.

Mens romerne erobrede hele den kendte verden og byggede deres verdensrige på resterne af de græske bystater, fik kunsten helt andre og nye opgaver at varetage.

Formmæssigt var de klassiske idealer om symmetri og mimesis stadig fremherskende og de fleste kunstnere i Rom var grækere eller græsk uddannet.

Alligevel fik såvel kunstens udtryk som dens funktion en anden drejning i romerriget:

Fra ”hvad er skønhed”, der optog grækerne som et fornuftsspørgsmål, til ”hvordan kan kunst gøre lykkelig”, der handler om kunsten selv og dens evne til at fremstille og formidle følelser og sanselig nydelse.

Altså fra den klassiske skønheds-metafysik til en moderne kunstteori om nydelse.

Samtidig ser vi, at kunsten i højere grad frembringes for og til overklassen, der i rigt mål opkøber og bestiller kunstværker.

Antikkens kunstnere hyldede de klassiske græske idealer, men de tilsatte disse lidenskaber, patetiske ansigtsudtryk og endda forvredne og lidelsesfyldte kropsholdninger.

Endvidere ser vi, at der opstår en række kunstteoretikere med forskellige teorier om kunstens funktion og disse teoretikere tillader en langt større variation, flere stilarter og dekorative indfald.

Det enkle og objektive er ikke længere smukt, men derimod det personlige og det følte.

Fra objektiv kunst til kunstnerens følelse

Kunstnerens fantasi og følelse kommer i hellenistisk-romersk tid til at spille en omfattende rolle.

Det sker, fordi skønhedsbegrebet som sagt rykker sig og bliver et spørgsmål om, hvad sanserne finder skønt. Det at nyde kunst er helt nyt.

Hvor kunstens funktion før har været at fremstille og fortælle om evige og bestandige forhold eller at holde historier og fortællinger om guder og helte i live, ser vi nu, at kunsten begynder at fremstille almindelige mennesker og livsforhold og de følelser, der er forbundet hermed.

Således bliver det kunstnerens evne til at fremstille følelser, der bliver bestem-mende for det kunstneriske udtryks kraft og den oplevelse, han herigennem kan overføre til betragteren.

Den dygtige kunstner er stadig en dygtig håndværker, men værket måles altså også på kunstnerens evne til formidle lidenskaber igennem værket.

Hermed løsnes sandhed og skønhed fra hinanden, for nu formidler kunstværket ikke længere objektive og ideale tilstande og ideer, men kunstnerens oplevelse af verden.Kunstneren er den, der ved bedst om skønhed og kunst.

Kunst som terapi

Herfra udspringer ideen om at kunstens funktion ligger i kunsten selv! Dette forklares igennem begrebet Katharsis.

Katharsis er græsk og betyder renselse. Oprindelig havde begrebet metafysisk betydning og refererede til en åndelig renselse og klart skuen.

Men allerede filosoffen Aristoteles (384 – 342 f.kr) havde givet begrebet en psykologisk, følelsesmæssig drejning i sit værk Poetikken, som er en kunstteori for det græske drama.

Nu udfoldes teorien også i forhold til andre kunstarter: musik, digtekunst, skulptur, maleri, relief, mosaik m.m.og man forstår Katharsis-begrebet som en renselse af terapeutisk og medicinsk værdi.

Denne renselse kan formidles af kunstværket og dets evne til at ophidse og lade betragteren gennemleve de følelser, som værket formidler med den efterfølgende sjælero en sådan proces kan give.

Kunstens helende og udrensende potentiale formidlet i det lidenskabelige udtryk, sætter i nogen grad de klassiske grækeres højeste dyd – nemlig fornuften – udenfor det kunstneriske selskab.

Romerske variationer

Til gengæld åbner kunstens tilknytning til sanserne og følelserne muligheder for et væld af nye kunstneriske formsprog og udtryk:

Den romerske portrætkunst er veludviklet og selvom man stadig skaber figurer af guder og helte, så ser vi også, at almindelige (rige) mennesker bliver portrætteret og gjort evige.

Romerne er også kunsthistorisk berømte for deres arkitektur med de lange historiske beretninger i reliefform, der skildrer faktiske begivenheder.

Reliefferne optræder på triumfbuer, søjler og sarkofager og betragtes som selvstændige kunstneriske kompositioner, selvom deres arv fra klassisk græsk kunst ikke lader sig fornægte.

I de romerske malerier ser vi alle former for malerisk indhold: Portrætter, historier, landskabsmalerier, still-leben. Det er ikke en naturalistisk fremstilling og endnu lader opdagelsen af perspektivet vente 1000 år på sig, men det er malerens ide om et smukt landskab, en smuk opstilling, en portrætteret mands væsen, vi ser.

Og på samme måde som vi ser disse personlige portrætter og fortolkninger af landskaber og opstillinger, ser vi også en farverigdom og frihed i farvevalget. Dog uden lys og skyggevirkninger og stadig med det vigtigste forrest i billedet.

Laokoon og hans sønner

Indbegrebet af romersk kunst i den her beskrevne periode er en skulptur:

Laokoon og hans sønner, ca. 50 f.kr, udført i marmor med en højde på 184 cm, Vatikanmuseet i Rom (Se ill.).

Skulturgruppen viser præsten Laokoon og hans sønner, der straffes af Guderne, fordi han har advaret trojanerne om den store træhest, som grækerne brugte til at smugle et antal krigere ind i bystaten Troja.

Disse soldater brød ud af træhesten om natten og åbnede byens porte indefra, så den græske hær kunne trænge ind og destruere byen.

Guderne straffer Laokoon og hans sønner ved at sende to store søslanger, der kvæler dem alle tre.

Den tragiske skulpturgruppe udstråler sorg, lidelse og afmagt og frem for alt en fremragende skulpturel dygtighed i portrætteringen af spændte muskler og anstrengelsen i den håbløse kamp.

Den hellenistisk-romerske kunst elskede vilde og voldsomme kunstværker, der skulle virke stærkt på betragteren og det gjorde de!

KLW Vive Okt 2010