Skønhedens historie del 10: Fransk klassicisme

af Karin Waldhausen 01-12-2011 Vist: 6751 gange.

Fransk klassicisme – barokken i Frankrig (1650 – 1750)

Frankrig fik sin egen udformning af Barokken, der stort set blev synonymt med det vi kalder fransk klassicisme som igen stort set betyder alt den kunst og arkitektur, der blev skabt omkring og på befaling af den enevældige franske kong Ludvig d. XIV.

Ludvig brugte kunsten ideologisk til at ophøje sig selv og demonstrere sig magt som enevældig hersker. Eftersom han belønnede alle kunstnere, arkitekter og videnskabsfolk, der tog del i denne ophøjelse og knægtede eller bare overså alle andre, så lykkedes hans strategi både hvad angår musik, teater, kunst og arkitektur.

Endvidere blev der udformet en officiel statsdoktrin med retningslinjer for kunsten og som udøvedes igennem akademier og højere læreranstalter. Det 1700 århundrede tilhører Ludvig d. 14. Han har muligvis fortjent det. I hvert fald var han en genial politiker og strateg.

Da han overtog magten som børnekonge i Frankrig i (tal) lå landet i ruiner efter år med en slap konge (Ludvig d. 13) og deraf følgende krige om magten mellem landets adelsslægter.

Frankrig var hærget af lejehære som adelsfamilierne slap løs, når pengekassen var tom og disse soldater måtte så tage deres sold selv fra den almindelige befolkning.

Ludvigs fortjeneste var at han opkøbte den forarmede adel med borgerskabets penge og dermed skabte stabilitet i landet.

Det var kun naturligt, at også kunst og arkitektur indgik i hans genoprejsnings-planer.

Slottet i Versailles (1660 – 1680) er det bedste eksempel på en arkitektur, der understøttede kongens autoritet og magt.

Det er så stort at det ikke på nogen måde kan overskues fra jorden og imponerede naturligvis med sin størrelse alene og dets tilknytning til barokkens arkitektoniske ideer demonstreres tydeligt i denne overvældende størrelse og i selve slottets teatralske udsmykning.

Overalt i Europa ville fyrstehusene have deres eget Versailles slot efter at have set Ludvigs.

Også jeg var i Arkadien

En af den franske klassicismes førende malere er Nicolas Poussin (1594 – 1665). Han skaber en essenstialistisk klassicisme, hvor kunstværket så at sige forsøger at fremkalde eller fremmane skønhedens ide i stoffet således som den græske filosof Platon havde beskrevet antikkens skønhedsideal.

Poussin fremstiller ikke mennesket som det er, men som det kunne være i en ideal verden.

Hans billeder viser en fantasi af harmoni, balance og fred, hvor det barokke element kommer til syne i figurernes poseringer.

Det minder om opstillinger fra teatrets scener mere end en virkelig verden og virkelig natur. Hans maleri ”Også jeg var i Arkadien”, (1639 – 1640), olie på lærred, Louvre, Paris, viser teknikkerne godt.

For det første er Arkadien et lykkeland fra Antikkens mytologi, dernæst ser vi den klassiske opstilling og komposition med harmoni og balance imellem figurerne indbyrdes og figur og grund.

Også i farveholdningen slår harmonien og balancen igennem. Billedet forestiller hyrder der dvæler ved en gravskrift som de forsøger at tyde og dermed minder Poussin os om, at selv i dette harmoniske lykkeland er døden tilstede som et vilkår.

Hyrderne forfærdes dog ikke af dødens nærvær for i Poussins billeder løses det klassiske drama mellem følelse og forstand med heroisk selvopofrelse.

På den måde er ”det onde” ikke fraværende i poussins billeder, men blot indordnet noget højere, der så at sige neutralisere det: Selvopofrelsen.

I Poussins fortolkning af de klassiske æstetiske ideer får især forfinelsen og det teatralske element betydning for den næste retning, vi skal nævne og som står i modsætning til Solkongens officielle klassisme – nemlig Rokoko.

Rokoko er en særlig forfinet og elegant fortolkning af de klassiske æstetiske ideer. Efter Solkongens død flytter kunstdiskussionen fra slottet i Versailles ind til Paris og dyrkes herefter i de såkaldte Saloner.

Selve salonkulturen er egentlig en italiensk konstruktion fra 1500-tallet og skønt tæt knyttet til magten, så er salonkulturen også et modspil til magten med dens ideer om en herredømmefri åndelig samtale mellem ligeværdige partnere om kunst og videnskab.

Som repræsentant for rokoko har jeg valgt den belgiske maler Antoine Watteau ( 1684 -172) som eksempel. Maleriet ”Udsigten”, 1715, olie på lærred, 46,7 cm x 55,3 cm, mfa, Boston, USA fremstiller et univers, hvor alle er lykkelige og smukke, klædt i de fineste klæder og iscenesat i en harmonisk ufarlig natur, hvor det aldrig regner eller blæser langt fra alt kedeligt og hverdagsagtigt.

Det virker som personerne danser en indviklet menuet, hvor detaljen – et vink med hånden, et kast med hovedet får overordentlig stor betydning i billedets udtryk. Rokoko ophæver skellet imellem drift og forstand igennem forfinelse og elegance.

Naturalistisk barok i Holland

Den sidste retning indenfor barokken, som vi bliver nødt til at beskæftige os med, er den naturalistiske barok repræsenteret af en af verdens allerstørste kunstnere: Rembrandt van Rijn (1606 – 69).

Mennesker, der er vænnet til den italienske renæssance kunst og den forfinede del af den klassiske barok bliver måske både forskrækkede og oprørte, når de ser Rembrandts billeder første gang.

Antikkens kunstnere skildrede mennesket som det kunne blive, Poussin skildrede det som det burde være, men Rembrandt skildrer mennesket, som det er – og det er ikke for sarte sjæle.

Der er en lige linie fra Caravaggios clair-obscur til Rembrandts æstetiske udtryk. Lige som Caravaggio skildrer Rembrandt sandheden og oprigtigheden i sine udtryk og disse er ikke overenstemmende med de klassiske skønhedsidealer.

Rembrandt skiller antikkens treenighed sandhed, skønhed og godhed fra hinanden på den måde, at selvom udtrykket ikke er skønt i klassisk eller ideal forstand, så er det skønt, fordi det er sandt!

Ingen har som Rembrandt især i sin portrætkunst og helt unikt i sine selvportrætter formået at skildre et menneske i sin hele natur. Ikke bare i det øjeblik personen bliver malet, ikke bare en enkelte side af ham og hans temperament, ikke bare en bestemt tid i hans liv – men hele mennesket og dets personlighed.

På den måde kan vi sige at Rembrandts ideer om skønhed er en følelsesmæssigt og psykologisk begrundet skønhed – selvom der ikke var noget, der hed psykologi dengang.

Hans billeder fremstiller en følelsesmæssig sandhed, der rører os, fordi vi genkender følelsen i os selv. Rembrandt døde ludfattig efter et langt liv med opture og især fallit og nedture og hele hans liv og skæbne kan aflæses i hans selvportrætter.

Men også hans mange bibelske billeder og raderinger vidner om dels hans utrolige evner til at fremstille en følelsesmæssig situation i en tegnings få streger dels om hans brug af lys i en ellers mørk og brun palet – der netop hører realismen til.

Rembrandt er menneskeskildrer og som sådan er han overgået i verdenskunsten.

Vive nov. 2011

Karin Lykke Waldhausen