Skønhedens historie 12: Kunst som erkendelse og den gode smag

af Karin Waldhausen 27-02-2012 Vist: 6107 gange.

Kunsthistorien efter oplysningstiden og frem er vanskelig at fremstille i uafhængige afsnit.

Det skyldes at en del af tankegodset og de æstetiske overvejelser ikke afsluttes og forsvinder, men holder sig levende og klinger med i de forskellige retninger som det moderne kunstneriske udtryk repræsenterer.

På en måde kan man sige, at kunsthistorien nu i stedet for at vokse fremad og opad i én vertikalt gående linie i stedet spreder sig ud horisontalt i flere og flere nuancer som principielt er sideordnede og som hænger sammen indbyrdes, men hvor ingen er overordnet de andre og hvor man i de forskellige retninger genfinder tanker og udtryk fra andre retninger.

Tankerne bag værket er vigtige

De er derfor principielt vigtigt at forstå kunstnernes tanker og overvejelser for at forstå deres kunst.

Man kan naturligvis stadig nyde et billedet alene for dets skønhed, men ikke uden samtale om det og ynder man denne vej ind i værket, så støtter man sig op ad en smagsæstetik som er den ene retning i det moderne.

Den gode smag og dens forhold til det gode liv. Men interesserer man sig mere for kunstens erkendende potentiale, dens evne til at drive samfundets fremad med nye erkendelser af sanselig og sensitiv karakter, så bliver det i højere grad kunstens som sandhedskabende fænomen, der kommer i fokus.

Begge spor bliver italesat i oplysningstiden, hvor Skønheden får en helt ny og egen retning indenfor filosofien – nemlig den filosofiske æstetik.  

Læren om det skønne

Det er filosoffen Alexander Gotlieb Baumgarten (1714 - 1762), der bruger begrebet første gang i sin afhandling ”Aestica” (1750 – 1758).

Selve ordet æstetik kommer af det græske ”aisthesis”, der betyder sanset eller fornemmet og ordet ”techne”, der betyder teknik eller kunnen (kunst).

Vi kan således oversætte begrebet Æstetik med ”sanseteknikker” eller ”sansekunnen”.

Vi ser i første omgang, at begrebet ikke kun knytter an til kunsten, men i højere grad til en særlig type sensitiv erkendemåde, der iflg Baumgarten skulle kunne konkurrere med logikken.

Æstetik er således læren om erkendelse igennem sanserne og man kunne sige, at kunst er en af denne erkendemådes redskaber. 

En anden betydelig oplysningsfilosof – Immanuel Kant (1724-1804) – udtrykker det således: Æstetik er læren om det skønne og kunsten er dens redskab.

Det sande og det gode

De to filosoffer adskiller sig på det meget vigtigt punkt som jeg har omtalt i indledningen til kapitlet: Baumgarten beskæftiger sig nemlig med ”det sande” ved det skønne og Kant beskæftiger sig med ”det gode” ved det skønne.

Disse to retninger indenfor æstetikken kan vi følge i de kommende århundreder som:

1) kunstnerens søgen efter sandhed igennem sin kunst og hvor kunst er noget der fremlægger og afdækker nye erkendelser om verden og mennesket samt

2) kunst som noget livstilsdannende (den gode smag), der er kunst som vækker behag og følelsen af ”godt liv”. 

De to spor kan sagtens være sammenfaldende, men er det netop ikke nødvendigvis. Den del af kunstnerne i slutningen af 1700-tallet og fremad i 1800-tallet, som ikke finder tilfredsstillelse i at kæmpe mod industrialiseringen og den illustrative ”tomme” fortsættelse af traditionen, finder trøst i den filosofiske æstetik.

De tager menneskets nye status som behersker af naturen og Guds lige mand op som et vilkår og de begynder at se sig selv som undersøgere af verden.

Den moderne kunstner fødes

De giver sig til at søge efter kunstens betydning i dette lys og de begynder med at søge i sig selv.

Her fødes den moderne kunstner, som vi kender ham helt op til i dag og her fødes den moderne kunst med dens retninger, der alle på den ene eller anden måde forsøger at give kunstnerens personlige bud på sin omverden (hans perspektiv) og som afsøger kunstens funktion i denne omverden.

Resten af kunsthistorien kan på en måde beskrives som variationer over dette emne, hvilket dog ikke gør den efterfølgende kunsthistorie kedelig – tværtimod – langt mere dynamisk, men det er måske meget godt at huske på, at det er variationer over disse to ting:

Kunstnerens perspektiv og den sensitive erkendelse, han fremlægger i perspektivet og at denne proces knytter an til dels en sandhedssøgen, der ikke interesserer sig for ”den gode smag” og en smagsæstetik, der beskæftiger sig med kunstens funktion i forhold til et livstilsdannende aspekt. 

Sandheden er ilde hørt - og sjældent god smag

Disse forhold fletter sig naturligvis ud og ind imellem hinanden, for det er jo ikke givet at den sandhed, der erkendes om et livsforhold ikke på et senere tidspunkt glider ind og bliver til god smag.

Men ofte falder sandheden og den gode smag ikke sammen i udgangspunktet, hvilket vi kan se op igennem den moderne kunsthistorie med alle dens skandaler, hvoraf nogle bliver helt spiselige for smagen senere hen, mens andre aldrig kan falde ind som noget man har på væggene i almindelige hjem.

Turner og Constable - romantikeren og realisten

Vi skal have nogle eksempler på disse bevægelser og vi starter med to engelske landskabsmalere, der nok begge to arbejder ud fra malerens personlige perspektiv, men med meget forskellige resultater:

Den ene er William Turner (1775 – 1851) og den anden er John Constable (1776 – 1837).

William Turner har en romantisk tilgang til maleriet: Hans landskaber er følelsesbaserede og skildrer ideelle tilstande eller kunstnerens indre syn af et landskab.

Se f. ex Turners ” Damper i stormvejr”, 1842. Turner er ekspressiv længe før, vi bruger begrebet ekspressiv om en kunstnerisk retning.

John Constable derimod skildrer det han ser og intet andet end de han ser.

Alle landskabsmaleriet små fif og tricks – f.eks. at man kunne stille et træ i forgrunden for at fremhæve dybden i de bagvedliggende lag eller at farvetonen skulle være bestemt på bestemte emner eller at skyer skulle males efter bestemte opskrifter - var Constable fuldstændig ligeglad med.

Den rå virkelighed ikke på mode

Han ville male tingene, som tingene var. Uden krukkeri og effekter. Han ville skildre naturen ærligt.

Hvor Turner skildrer et følelsesunivers (hans eget) omsat i naturen, skildrer Constable virkeligheden og på en måde, hvor maleren er trådt diskret tilbage for naturen selv.

Turner var langt den mest berømte og succesombruste af de to og den romantiske tilgang til maleriet med sin tilknytning til menneskets indre følelseunivers er måske også den, der umiddelbart kan tiltale det moderne menneske.

Hvorimod den sandhedssøgende skildring af virkeligheden bliver udgangspunkt for det vi kalder konkret kunst, som er langt vanskeligere at gribe om for almindelige mennesker.

Vi har alle følelser og kan umiddelbart genkende dem i de tilstande som billedfladen fremkalder i os, men vi er ikke alle filosoffer og videnskabsmænd og den konkrete kunst kræver, at man sætter sig ind i malerens perspektiv med sin forstand.

Imidlertid er det bestemt ikke altid så klart som i Turners og Constables tilfælde at bestemme retningerne.

Tværtimod ser vi næsten fra starten af opgøret med traditionen en masse cross-overs, hvor man f.eks. kan sige at billedet måske er romantisk i sit udtryk, men sandhedssøgende i sit tankegods eller sandhedssøgende i sit udtryk, men romantisk i sit indhold.

To andre malere, der kan siges at repræsentere hver sin cross-over er Goya og William Blake.

Goyas hæsligt ærlige portrætter

Spanieren Franscisco Goya (1746 – 1828) skildrede sandheden i en slags socialrealistisk idealiseret maleri som ”Mayaer på balkonen”, 1815, MOMA, New York, hvor vi ser, hvordan han forener de klassiske maleteknikker med Hogarths almindelige mennesker tilsat sin helt egen måde at skildre virkeligheden på.

Goyas brud med traditionen ses måske endnu bedre i hans portrætter fra det spanske hof, hvor han havde ansættelse som hofmaler.

Her gør han virkelig op med Vandykes forskønnende doktrin for portrætmaleriet og maler folk som de er!

Grimme - næsten hæslige – tykke eller måske bare ærligt. Hans portrætter virker rå og ubarmhjertige, men sådan så virkeligheden altså ud. Se fx ”Kong Ferdinand VII af Spanien”, 1814, Prado, Madrid. Ham gad jeg ikke ligne.

Men Goya begynder udover at skildre virkeligheden som den var, også at male sine egne indre syner og private oplevelser af verden.

Se fx det meget berømte ”Giganten”, 1820, der viser en fantasiskikkelse af kolossalt format siddende på kanten af verden.

En sådan mare, har Goya måske drømt om eller måske har han skabt den som et symbol på Spaniens tilstand på dette tidspunkt.

Uacceptable æstetiske retningslinjer

William Blake (1757 – 1827) derimod skildrer udelukkende sit eget rum og univers.

Han er udover at være maler også digter og mystiker.

Han levede i sin egen verden og foragtede akademiernes officielle kunst og ville på ingen måde godkende deres æstetiske retningslinier.

Han skabte frit sine visioner og religiøse oplevelser og det er nemt at forstå at datiden blev chokeret over hans værker.

Der gik 100 år før William Blakes blev ”spiselig” for et alment publikum og genopdaget med den beundring hans værk fortjener.

Karin Lykke Waldhausen

Vive, december 2011