• Billeder
• Profiler
• Læsestof
• Log ind

• af Michael Kofod
• mandag den 9. marts 2009

Glas er et fantastisk materiale. Det er på en gang skrøbeligt og samtidigt utroligt stærkt. Det er fysisk stærkt ved at det kan tåle fx fugt, sol og frost.
Men det er også stærkt i dets kunstneriske udtryk. Glassets natur, farver, gennemsigtighed og re-fleksion af lys gør, at det er et perfekt materiale til at skabe spændende kunst. Artiklen er skrevet af forfatter Michael Kofod, Micko.dk, kunstner på MyArtSpace.dk.
Har du selv et tip eller et trick i ærmet, som du gerne vil dele, så send os en mail via kontaktsiden.

Hovedteknikker i koldglas

Her ridses de mest anvendte koldglasteknikker ganske kort op:

• Fusing:
  At smelte glasset sammen. Fx en full-fusing, hvor glasstykkerne smelter helt plane. Man taler også om tack-fusing eller relief-fusing, hvor glasset godt nok smelter sammen, men hvor de øverste glasstykker ikke er smeltet helt ned i underglasset. Derved skabes der en relief-effekt. Det er temperaturen, varigheden på højeste temperatur og temperaturændringshastighe-den i ovnen, der er bestemmende for hvor meget glasset smelter sammen.
• Slumping:
  Her blødgøres glasset i ovnen - typisk i en form, så glasset formes til fx en skål. En variant af slumping er bending. Forskellen er bare, at her er formen ikke konkav, men kon-veks, og formningen sker typisk ved lavere temperatur, da der er mindre glas der hviler på for-men og dermed løser tyngdekraften formningen hurtigere.
• Sagging:
  Her blødgøres glasset over et hul i en plade, så det midterste af glasset kan falde ned gennem hullet og danne en U-form, som kan blive til fx en skål.
• Combing:
  Som en undtagelse til det hidtil skrevne, arbejder man her med glasset i flydende form. Først smeltes en mængde glas på ovnpladen. Glasset kan fx have et zebramønster ved at glasset er sat sammen af glasstænger - skiftevis sorte og hvide. Når glasset er flydende åbnes ovnen, og man river i det med en tang, så man får lavet et andet (tilfældigt) mønster end zebramønsteret. Resultatet kan så enten bruges i sin helhed eller man kan save det ud og lade dele indgå i et andet design.

Her er katten relief-fuset da ører, øjne og ben ikke er smeltet helt ned i det hvide glas. Bunden af sne er knust hvidt glas, der også bevarer sin struktur i relief-fusingen.	Her er et fladt fletlag slumpet i facon, så det kan bruges som et frugtfad.

Denne skål er lavet som en sagging, hvor den øverste kant, der hvilede på pladen, efterfølgende er slået af. Den nye kant er slebet til i et buet design og skålen er limet på et stykke støbeglas.	Et eksempel på combing hvor jeg med en tang har "hævet" i glasset to steder.

• Støbning:
  I sin grundsubstans handler det om at smelte glas, så det fylder en støbeform ud. Men der er fle-re spændende delteknikker, hvor jeg her vil nævne tre:
• • Sandstøbning:
    Her støber man i sand, hvori man har lavet en form via en uddybning i sandet. Det er den mest frie form for støbning, og den er nem at gå til. Man lægger simpelthen glasstykker i sandet og smelter dem i ovnen. Det vil altid give en meget grov struktur, og man kan vælge, om der skal hænge noget sand fast i glasset. Det vil ske hvis man ikke lægger et lag separator mellem sandet og glasset.
  • Åben gipsstøbning:
    Her skal man først lave en form i gips, fx en form til en maske. Den kan pga. gipsens egenskaber være ganske fin og detaljeret. Ligesom med sandstøbning fylder man formen op med glasstykker - evt. i forskellige farver - og smelter glasset i ovnen. I en åben form vil den side, der i ovnen vender opad, altid blive flad, ligesom bagsiden af fisken herover.
  • Lukket gipsstøbning:
    I en lukket gipsstøbning kan man lave mere fuldendte, 3-dimensionelle støbninger, da der ikke behøver at være ret meget af støbningen, der bliver flad. En lukket gipsform er fx en gipskugle, hvor der i midten er et hulrum - fx med facon som en broccoli - som skal fyldes op med glas. At arbejde med lukkede gipsforme har større udfordringer end med de åbne. Selve gipsformen kan laves ved at man først har en form, der skal afspejle det færdige design. Det kan fx være en rigtig broccoli eller en dansende kvinde lavet i bivoks. Man bygger så flere lag gips op udenpå broccolien eller voksformen til man har en gipskugle. Derefter udbrænder man gipsformen i ovnen, hvor fx broccolien så fordamper og efter-lader et hulrum magen til broccolien. Derefter hælder man flydende glas ind i den lukkede gipsform gennem et lille hul. Dette kan fx gøres ved at placere en urtepotte med glasstykker ovenpå formen og smelte glas-set i ovnen.

Hvis man sætter glasstykkerne på højkant helt tæt i sandet og ikke smelter glasset fuldstændigt, får man en spændende takket støbning.	En broccoli støbt efter ovenstående metode.