Jens Valdemar

 Beskrevet af Kunstkritiker Tom Jørgensen Kunstavisen.

Valdemar er romantiker om en hals, og dette er ment i ordets allerbedste betydning. Hans malerier drejer sig om at få indprentet sine indtryk så direkte og kraftfuldt som muligt på lærredet. Indtryk der har med intet mindre end den store natur at gøre. Den store natur og så de mennesker der befinder sig og handler i den.

Indenfor astrologien taler man om de fire elementer, vand, jord, ild og luft som de byggesten, alt kommer fra. I Valdemars maleriske univers kredser det hele tiden om disse fire elementer. For det meste i et direkte møde mellem himmelen, jorden, vandet og ilden i store dramatiske kompositioner. En glødende solnedgang i et paradisisk tropelandskab, frådende bølger i brændingen, en rolig tusmørkeblå himmel eller et brusende vandfald, der hamrer ned over klipper og frodig plantevegetation. Et naturens drama, hvor der veksles mellem højspænding og stille idyl.

Kompositionerne kan være figurative, hvor siv, træer, strandbred og klipper skaber dynamiske diagonaler i billedopbygningen. Men Valdemar kan lige så ofte finde på at zoome ind på f.eks. bølgetoppe og uvejrsskyer, så billederne kommer til at fremstå halvvejs abstrakte. En måde at skabe malerier på som man kan kalde naturabstraktion.

Det vigtigste er her at understrege den lidenskab, hvormed Valdemar opfatter naturen. Der ligger en god portion indlevelsesevne gemt i disse malerier. Det er som om kunstneren ser Verden på ny, når han står overfor det tomme lærred og skal gå igang. Man fornemmer noget på en gang, jomfrueligt, usentimentalt og meget ærligt. Der ligger en sand ærefrygt bagved disse billeder. En sand fornemmelse for naturens storhed, hvad enten det er danske eller mere eksotiske motiver.

Valdemar er heller ikke bleg for at skildre de mere brutale voldsomme naturkræfter, han har således en facination af ild. Ild som den kommer til udtryk i dramatiske skovbrande eller i billeder af menneskets boliger, omgivet og hærget af flammer. Her ser man de voldsomme luer brede sig over lærredet, ofte med brandmænd i noget, der ligner en håbløs kamp med elementernes rasen.

Det er på en gang skræmmende, facinerende og meget romantiske malerier. Malerier der viser en kunstner, som er klar over menneskets lidenhed i forhold til naturkræfterne, selv i vores højteknologiske tidsalder.

Det er således en meget usentimental kunstner vi har med at gøre. Valdemar er ikke interesseret i bare at skabe pæne billeder. Han vil vise naturens drama både når det går allerhårdest til og når der er ligeså stille og idyllisk som i en reklame for et tropisk ferieparadis. Han øser af sig selv, bruger alle sine kræfter på at give beskueren et så umiddelbart og friskt indtryk som muligt, så man føler, at man selv er til stede i brændingen, stormen, foran flammerne eller under palmerne på den gyldne sandstrand med den blide lyd af havets bølger baggrunden.

Det er malerier, man føler sig forynget af. Der er saft og kraft i dem, der virker smittende, selv på en overskyet novemberdag i Danmark. Og at man kan have en sådan følelese i den kedeligste måned i vores land, er måske den bedste hyldest man kan give til Valdemars billedverden.

Tom Jørgensen.