Elsebeth Norrie

Om Elsebeth Norries kunstneriske univers Beboere i Nivå kan med det samme stedfæste Elsebeth Norries landskabsmotiver til de fredede strandenge, som giver et indtryk af, hvordan hele området langs Strandvejen så ud før i tiden. Hun er imidlertid andet og mere end en topografisk kunstner. I Elsebeth Norries hånd forandrer landskabskunsten sig fra at være lokalkoloristisk til at hæve sig op over tid og sted. Dette gør hun ved at trodse den gængse akvareltekniks spontane ”vådt-i-vådt” til fordel for kompositioner, der fanger essensen af det, hun ser. I stedet for som impressionisterne at prøve at fange det evigt omskiftelige lys, arbejder Elsebeth Norrie sig langsomt og minutiøst frem til meget afklarede kompositioner, præget først og fremmest af en stor stilhed. Hun koger simpelthen indtrykkene ned til nogle faste kompositoriske holdepunkter med et mere end godt øje til de dekorative og arabeskagtige kvaliteter ved buske,levende hegn, grenenes fletværk, bølgekrusninger og skyformationer. Motivernes stiliseres, deres former forenkles og linjeføringen spiller en mindst lige så rolle som farven.Alt dette peger hen på slægtskab med den symbolistiske landskabskunst, man fandt i Europa i 1890´erne og frem til 1. verdenskrig. Elsebeth Norries landskabsbilleder har således mere til fælles med L.A. Ring, Vilhelm Hammershøi, Johan Rohde og Mogens Ballinend med guldalderkunstnerne og modernistiske kunstnere som Sigurd Swane, Harald Giersing og Fritz Syberg.Et slægtskab, som Elsebeth Norrie deler med mange unge kunstnere verden over, som ser med fornyet interesse på såvel symbolismensom jugendstilen i deres indiskutabelt moderne værker. Som hos de symbolistiske malere er der i Elsebeth Norries akvarellandskaber mere end det, øjet ser. Der hviler en stemning af mystik,af ophøjet ro og afklarethed over hendes billeder, som gør dem til andet og mere end naturalistiske naturgengivelser. De bliver tilstemningslandskaber, hvor det er vigtigere at kunne opfatte billedets følelsesmæssige svingninger end den topografiske nøjagtighed. Med deres afklarede ro og stiliserede former antager Elsebeth Norries landskabsakvareller en monumental karakter, skønt billederneofte ikke er særligt store. Der bliver åbnet en dør til noget større, til noget tidløst og evigt, som man godt kan kalde metafysisk uden at skamme sig. I hvert fald formår Elsebeth Norrie at hæve selv det mest prosaiske stykke natur til noget, som har uendelighedens væsen i sig, samtidigt med, at hun holder benene nede på jorden og med stor kærlighed skildrer havet og himmelen, sandet, skoven og stranden med en friskhed, der er lige så smittende som den er uprætentiøs. Der er ingen tvivl om, at Elsebeth Norrie har fundet sin helt egen måde til at skildre det danske landskab på. Dette sker ikke ved forførende ekspressive stilmanøvrer eller ved smægtende billeder af den blå time, men ved en malemåde, der i første omgang virker stille og uanselig, men som ved nærmere øjekast åbenbarer en kunstner med en imponerende vision og med et rigt varieret følelsesregister.