Paris retur

19-03-2013 Vist: 5642 gange.

Paris retur

Hvad er det, der får en til at hoppe med på en udstilling i Paris på La Gallerie Thuillier ?

Ganske kort er det vel, at det er det, man ikke gør, man senere vil fortryde.

Muligheden bød sig, 4 kunstnere blev fundet tunge nok og invitationen dumpede ind ad brevsprækken. Der blev holdt møde i Paris og kontrakten blev udfærdiget.

Aftalen var i hus.

Billeder skulle males og færdiggøres.

Transport

Et spørgsmål der hurtigt blev aktuelt var - hvordan får vi billederne til Paris til en bestemt dato og et bestemt klokkeslæt. Franskmænd er jo ikke til at flytte med. Mellem kl. 13-19 var det tidspunkt, billederne skulle afleveres og på bestemte dage. Take it or leave it.

Som privatperson er det ikke nemt at få de store transportfirmaer til at interessere sig for dig. Der er jo også et forsikringsspørgsmål. Jeg fik tilbudt at få sendt en bil af sted med mine billeder for ca. kr. 8.000. Det er jo mange penge oveni alt det andet.

Det lykkedes mig at få kontakt med en mellemhandler, der samarbejder med de store. Pakken – 29 kg. kunne nu sendes med et stort transportfirma for kr. 1.700 ekspres fra dag til dag.

Nyt spørgsmål meldte sig. Hvordan får vi egentlig de billeder, der ikke bliver solgt med hjem?

Vi skulle selv sørge for at hente billederne. Der var 3 afhentningsdage og fastlagte tidspunkter. Jeg besluttede mig for at selv at køre til Paris og efter 14 dage hente billederne igen. Tog lidt sydpå til lidt bedre vejr før retur Paris.

Ankomst, fernisering og ophold

Vi skulle jo også have noget at bo i.

Det blev til en stor fælles gammel parisisk lejlighed med plads til 6 personer. Kan virkelig anbefales i stedet for dyre hoteller.

Den 4. marts ankom vi til Paris. Galleriejer Denis Cornet havde lavet en meget fin udstilling.

Den 5. marts var der fernisering (vernissage) kl. 18-21. Den røde løber var rullet ud på gaden.

Mange inviterede ankom til vin, brød, kager m.m. Og forhåbentlig for at se, hvad udstillingen bød på.

Vi blev hilst på og set an. Vi fik at vide, at den tidligere præsident Nicolas Sarkozy´s bror og en berømt klovn skulle være til stede.

Folk var så rare, og de kunne lide, det de så, sagde de både på fransk, engelsk og norsk.

Vi solede os i fotografernes blitz og kl. 21 var det slut. De nødvendige kindkys til Denis og hustru med tak for i dag. Vi ses i morgen.

Næste formiddag tog vi til galleriet for at hilse på og fik sagt på gensyn den 14. marts.

En af mine malekolleger har stort kendskab til den grafiske verden. Mens vi var i Paris, var en dygtig grafiker til vores rådighed. Vi besøgte den meget anerkendte danske grafiker Bo Halbirk i hans grafiske virksomhed. Dybt interessant.

Vi travede og travede, som man jo gør i Paris og besøgte alverdens gallerier. Der blev også tid til at nyde parisernes kulinariske formåen.

Efter et par dage spredtes vi igen til flere sider. Nogle tog flyveren hjem, en tog tilbage til sit hjem i Luxembourg og jeg startede bilen og tog syd på.

Den 14. marts hentede jeg billederne retur i Paris. En ny udstilling var sat op.

Denis Cornet oplyste, at der havde været stor søgning og interesse for udstillingen. Det havde ikke resulteret i det store salg.

Hvorfor skulle købelysten også være større i Paris og med alle de udbydere af gallerier.

Jeg fik en tilbagemelding på mine billeder, og det var rart.

Evaluering

Det har generelt været en positiv oplevelse. Jeg tog ikke til Paris med en forventning om, at jeg ville få solgt. Selvfølgelig er det altid rart, hvis der også er lidt salg forbundet med en udstilling. Det er jo ikke anderledes end herhjemme.

Vi er blevet eksponeret og så meget, at vi er inviteret til en udstilling i Japan senere på året.

Jeg fik at vide af udstillingsarrangøren, at mine billeder kunne have japanernes interesse. Det lyder jo fint og kunne give anledning til at sige – selvfølgelig skal jeg det.

Det kræver mod i bred forstand at ville noget med sin kreativitet. Vil du lidt ud over rampen og gøre noget, ja så må du også vove noget og tage imod de udfordringer, der kommer. Men der er også en grænse.

Hold begge ben på jorden og bevar noget realitetssans. Jeg er ikke og bliver aldrig verdensmester, hvilket jeg heller ikke har intentioner om. Jeg er lidt ydmyg overfor de muligheder, jeg allerede har fået og de udfordringer, der ligger lige foran mig.

Jeg glæder mig meget over, at der er bud efter mig fra forskellig side.

Jeg har 5 udstillinger resten af året. Regner med at jeg vil forsøge 1-2 censurerede udstillinger også i år, og så har jeg en aftale om en granitskulptur i Give, som jeg skal have færdig hen over sommeren, og det glæder jeg mig meget til. Der er flere workshops på bedding bl.a. i Provence.

Der er dejlig meget at give sig hen til. Japan må vente.

Britta Elhøj Greve

19. marts 2013