Hun er sig selv – og lidt Davids

af Karin Waldhausen 01-05-2011 Vist: 11007 gange.

Så står hun der i bare tæer på havegangen foran det lille røde hus. Anja Altenburg – årets vinder af kunsttalent er bare en lille bitte, spinkel pige, men hendes udstråling er tilsvarende stor og hendes filosofmand David er meget høj og venlig.

Fotografen og jeg er kørt langt ud på landet for at besøge og interviewe Anja i anledning af, at hun har vundet Kunsttalent 2011 på MAS.

Men det er ikke kun på MAS, det går godt for Anja.

Hun sælger de fleste billeder i udlandet – bl.a. italien, hvor hun lige har sat udstilling op – men også herhjemme begynder karrieren at tage form.

Stærkt og særpræget mix

Man forstår det jo godt. Anjas billeder er et originalt og særpræget mix af 1600-tallets karikaturtegninger, mangafarvebrug og stærk socialrealisme.

Jeg vil endnu ikke beskrive hende som Michael Kviums kvindelig pendant, for dertil er han for gammel og hans arv for tung og Anja er endnu ung og på vej, men det er lige før.

Pengene er imidlertid ikke alt, om end vi bliver enige om, at de er både interessante og vigtige, men

”Hvis jeg ikke solgte èt eneste billede, ville jeg stadig male”, siger hun, på et tidspunkt, hvor vi har været omkring de fleste af de faldgrupper, der er i kunstmiljøet.

Anja kender dem alle fra galleristerne, der vil have en til at male i bestemte farver og serier, fordi de lugter penge, til de censurerede udstillinger, der er så utrolig vigtige for at blive optaget i Billedkunstnernes fagforening. Anja er ikke akademi-uddannet, men det er faktisk heller ikke nødvendigt.

Bruger renæssancemalernes metode

For Anja har malet altid.

I mange år malede hun realistiske billeder og selvom hun i dag rammer trenden i samtidskunsten, så var der flere år, hvor hun stod meget alene med sin tro på det figurative og det gode håndværk.

Anja kan nemlig både tegne og male. Hun kan sit håndværk til bunds og har – som de fleste andre kunstnere – et nært og hemmeligt forhold til sine metoder, sine materialer og sin teknik.

Men MAS´ udsendte medarbejder kan afsløre at Anja maler efter renæssancemalernes metode, som hun fortæller, at der ikke undervises i i Danmark.

Det betyder kort fortalt at hun tegner sit motiv op – tegningen er bærende – derefter laver hun en bund, ikke i verdacchio, men i gråtoner og så males der laserende henover i mange, mange, mange lag med oliefarver.

Tingene skal holde

For Anja vil have at hendes ting holder. De skal vedblive at være de samme i farveintensitet og styrke om 50 år og det er jo en fuldstændig gammeldags tilgang, som er jeg vild med i disse køb og smid-væk tider. Jeg mener, at Anja har fat i den lange ende her.

Det bliver varigheden og langsommeligheden, der sejrer til sidst, når vi alle sammen har stresset os ud af fitnesscentrene og ind i nærværet og stilheden. Dér kan vi omsider sætte os ned og fx bruge tiden på at se på Anja billeder, som til den tid vil se ud lige, som de gør i dag.

Følger egne veje

Det figurative udtryk, har fulgt Anja siden hun begyndte at male og hun har holdt ved igennem hele den postmodernistiske æra og alle de abstrakt-ekspressionistiske udtryk, der nu er blevet så ufarlige, at de kan købes i billige kopier i Bilka og netto.

Anja har holdt ved det figurative, uanset hvad tiden ellers har budt på af stilretninger.

Hun skildrer mennesket og det menneskelige i sine malerier og hun gør det med en blanding af blød humor og ætsende satire.

Faktisk kan jeg godt komme i tvivl om Anja overhovedet kan lide mennesket, som fænomen.

Filosoffen Heidegger, som ledte efter tingenes væsen i sig selv, mente at mennesket netop ikke var en ting. Et menneske er ingen ting, sagde han.

Men hvis mennesket ikke er nogen ting, hvad er det da? Hvad er dets væsen i sig selv?

Anjas svar på dette spørgsmål, kan opfanges igennem hendes malerier.

Studerer psykologi

”Jeg er kyniker”, siger hun og bliver straks imødekommet på denne tilgang til livet af fotografen, der også er kyniker og vi får os herefter en længere snak om filosoffer (især de kyniske) og det filosofiske liv og her kommer Anjas mand David på banen. Han er nemlig filosof.

Og så arbejder han på et hjem for misbrugere og alkoholikere – lige som Anja arbejder med senhjerneskadede. Anja kalder det studierelevant arbejde, for hun læser nemlig også psykologi ved Københavns universitet.

Måske er de to unge menneskers arbejde lige så studierelevant for Anjas malerier, for selvom hun er kyniker, så er der et fint lag af medfølelse i opbygningen af figurerne på billedfladen, og det er efter min mening netop dette næsten usynlige lag, der hæver malerierne ud af dystopiens mørke og gør dem unikke og vedkommende og overhovedet mulige at rumme.

Verdensborgere i landlig idyl 

Det er således et intellektuelt par, vi har fundet herude på landet – begavede, unge mennesker – som er opdateret både på livsstilen i storbyen og ude på landet, hvor huspriserne er til at betale, men som til syvende og sidst har deres helt egen, kosmopolitiske måde at leve på.

Kosteligt er det at høre Anja fortælle om, hvordan hendes kæmpestore longhorn-dekoration på orange væg i stuen afstedkom flere bremsehvin og næsten ulykker udenfor vinduet, når de lokale kom kørende forbi.

I dag er væggen heldigvis grøn og langhornene er taget ned.

Det er ikke altid nemt at blive integreret i den danske landsbyidyl, som kosmopolit. Men Anja er som hun er.

Sammen med mor og en søster er Anja er vokset op med en meget rejsende, bjergbestigerfar og familien har været med mange steder rundt på kloden – især naturligvis i Nepal, der rummer verdens højeste bjerge. 

En sådan barndom kan man godt forestille sig giver luft under vingerne og åbner til andre meninger og holdninger end de gængse, men også godt kan give en arv af fremmedgjorthed, der må følge med overalt – også og måske især - i maleriet.

April 2011 KLW