Skønhedens historie 5: Billedet i religionens tjeneste – ca. 300 – 1200 årh.

af Karin Waldhausen 14-11-2010 Vist: 11611 gange.

De næste århundreder har det tilfælles, at kunsten og skønheden stilles i religionens tjeneste. Det sker på lidt forskellig vis og vi ser påvirkninger fra især nærorientens tanker om kunst, men også østens måde at anskue kunst og skønhed på kan udledes af periodens værker og skrifter om kunst.

I året 311 e. kr. gør den romerske kejser Konstantin kristendommen til statsreligion og dermed bliver religionen den stærkeste magt i romerriget. Kristendommens sejrsgang suppleres af de to andre trosretninger, der deler den samme Gud: Jødedommen og Islam.

Fælles for de 3 trosretninger er billedforbudet, men dette billedforbud behandles lidt forskelligt i de forskellige retninger.

Islam tager det strengt bogstaveligt: Der må ikke gøres billeder af Guds værk, derfor var det forbudt at lave billeder overhovedet.

Dette resulterede i, at de orientalske kunstnere og håndværkere i stedet udvikler ornamentet.

Vi ser de forunderligste mønstre optræde overalt i den orientalske verden – især på deres arkitektur og mest kendt er måske de ægte tæpper, som udtryk for den islamiske kunstners kunnen.

Senere i islams historie tages der knap så strengt på billedforbudet og det tillades at lave menneskeafbildninger udenfor de religiøse tekster i f.eks. eventyr og romaner.

Men den orientalske måde at illustrere på holder fast i at fremstille og opbygge billedfladen som en slags mønster også i de tilfælde, hvor der optræder mennesker eller dyr og planter.

Didaktik og mystik

I jødedommen som jo er den ældste af de 3 religioner optræder afbildninger af mennesker, dyr og ting, men billederne har intet naturalistisk over sig.

Jo mere livagtigt et billede var, des mere ville det forsynde sig imod Guds bud, om ikke at gøre sig billeder af hans værk.

Billederne skal derfor udelukkende tjene som symboler og læringsmateriale for den jødiske hellige tekst og minde folk om de gange, hvor Gud har udøvet sin magt.

Derfor fremstår den jødiske kunst forholdsvis primitiv, men det er en villet primitivitet – formålet er netop ikke at efterligne naturen.

Denne tilgang til billeder ser vi også i den kristne kirke og derfor sker der det, at den græsk/romerske viden om formen – som vi under ét kunne kalde en formæstetik, fordi den henter sin skønhed igennem formen – forsvinder fra kunsten omkring år 500.

Dog forsvinder denne viden ikke helt, som vi senere skal se under renæssancen.

Den latinske kirke

For den kristnes kirkes vedkommende finder vi to hovedretninger indenfor tolkninger af billedforbudet: En didaktisk, belærende (den latinske kirke) og en mystisk, lysdyrkende (den byzantinske kirke).

I den latinske del af romerriget tillader paven kun den type billeder, der lærer folk, som ikke kan læse, om den rette kristendom og gudsdyrkelse og holder de bibelske fortællinger friske i almuens hukommelse.

Altså en historiefortællende og belærende tilgang til billedet.

Fremstillingen skulle først og fremmest være klar og tydelig – dvs. alt unødvendigt på billedfladen blev sorteret væk – skygger og dybdevirkning hørte f.eks. til under ”unødvendigt” og var derfor forbudt.

Det skønne/smukke billede var det, der bedst tjente dette formål om enkelhed og klarhed. Vi ser her en parallel til den gamle ægyptiske kunst i formsproget.

Rækker vi frem i tiden kan vi se paralleller til vores dages illustrative og didaktiske billedsprog: Grøn mand gå – rød mand stå. Eller recykling-tegnet for noget, der kan genbruges eller brochuren i lægehuset om influenzavaccination.

Endvidere trækker vore dages bogillustrationer og design-håndværket på denne ”klarhedsæstetik”.

De to sidste begreber viser jo med al tydelighed, at skønt en didaktisk og funktionel kunst kan synes primitiv i forhold til den græsk/romerske erfaring med skønheden i formen, så har den så absolut sin berettigelse på sine egne præmisser.

Middelalderens kunstnere udviklede da også denne klarhedsæstetik til det yderste og skabte særdeles seværdige billeder.

Den byzantinske kirke

Den anden retning indenfor den kristne kirke er den byzantinske, der tillod billeder som et middel til kontemplation - hjælp til religiøs fordybelse.

Billeder var ikke noget i sig selv, de skulle henlede tanken og følelsen på det guddommelige bag billedet eller som i det rigtigt udførte billede strømmede ud igennem billedet. 

Man kunne sige det således: Kunstens funktion var at åbenbare det guddommelige igennem billedet.

Denne måde at anskue kunst på skabte strenge krav til udførelsen for kunstnerens vedkommende.

Det var ikke alt, som kirken anerkendte som i stand til at åbenbare det guddommelige.

Derfor ser vi en tilbagegang til det traditionelle og en dyrkelse til perfektion af det traditionelle.

Eksemplet er icon-maleriet, som netop udtrykte denne tankegang, at der findes ét og kun ét billede af gudsmoderen, som fremstiller det hellige og denne kraft har iconet optjent igennem en ældgammel tradition.

Heldigvis indbefattede det, man forstod som ”ældgammel tradition” de gamle grækeres måder at skabe form på. Derfor ser vi, at byzantinsk kunst trods en vis stivhed i udtrykket alligevel kommer til at stå naturen nærmere end dens latinske pendant.

Paralleler til kinesisk kunst og i dag

Den mystiske tilgang til skønhed og billedfremstilling har paralleller til kinesisk kunst (billedruller til kontemplation), til hinduistisk og buddhistisk kunst (mandalaformen f.eks.) men også til vores begreb om skønhed i dag, om end dette skønhedsbegreb ikke henviser til en bestemt gud og trosretning, men til en guddommelighedserfaring som sådan - igennem mødet med værket.

En erfaring af, at der findes noget større, noget mere end det, billedet selv fremstiller og det større eller mere er netop denne oplevelse af skønhed.

Vi bruger sprogformuleringer om denne oplevelse ved at sige: Jeg blev rørt, jeg blev grebet i mødet med værket. Hvad er det, der griber, hvad er det der rører? Og hvorfor må det udtrykkes i passivform? I moderne æstetik udtrykkes dette forhold bl.a. i teorien om ”det sublime”.

Vi vender tilbage hertil i artikelserien, men indtil videre kan jeg henvise interesserede til den franske filosof Lyotard eller vores egen danske idehistoriker Dorthe Jørgensen.