Skønhedens historie 11: Oplysningstiden ca. 1730 – 1800

af Karin Waldhausen 19-01-2012 Vist: 11425 gange.

Med oplysningstiden begynder det moderne Europa, idet de fleste af de tanker og begreber vi igennem hvilke, vi forstår os selv i dag, fødes på dette tidspunkt.

Renæssansen var en tidsperiode, hvor man forsøgte at genskabe antikkens idealer og storhed, men oplysningstiden så mennesket som et fornuftsmenneske, med en strålende fremtid foran sig, der langt ville komme til at overgå antikkens storhed.

Fornuften over alt

Man var overbevist om at mennesket igennem videnskaben, kunsten og litteraturen og med menneskets fornuft som redskab ville kunne overgå oldtiden på alle felter. Opgaven var nu at udbrede viden og uddanne mennesker til at bruge deres fornuft.

På denne måde skulle mennesket blive i stand til at afsløre falske autoriteter og traditionelle fordomme og udvikle sig selv.

Kritik er kodeordet

Mennesket skulle frisættes fra al overtro og undertrykkende mekanismer igennem fornuften. Kodeordet for fornuftens udfoldelse var ordet ”Kritik”, som betyder efterprøvelse. Igennem at efterprøve alle teorier og teser skulle ny viden afdækkes.

Begrebet kritik i betydningen efterprøvelse indgår da også i utallige af oplysningstidens skrifter. Og alt blev efterprøvet med et kolossalt opbrud i hele vores tankegods og selvforståelse som resultat.

Religion og moralfilosofi, videnskaben og kunstnerisk skaben, politik og organiseringsmåder. Den frisættelse i tanken som oplysningstidens filosoffer har sat i gang med fornuften som bannerfører betyder at vores forståelse af os selv i verden ændrer sig.

Mennesket bliver nemlig et enestående væsen, der nok har det dyriske i sig, men først fremmest kan hæve sig over det dyriske med sin fornuft og med sin bevidsthed ændre og forme verden.

Vi kan underkaste verden objektive undersøgelser og beherske verden med vores fornuft. Gud har skabt mennesket i sit eget billede og givet det verden at lege med.

Mennesket er lige med Gud

Denne ligestilling med Gud og frigørelse fra naturen får kolossale betydninger for vores kultur. Her skal vi naturligvis forsøge at holde os til kunsten og de ideer om kunst, der fremkommer herfra.

I første omgang slår oplysningstidens fokusering på fornuften næsten kunsten ihjel og antikkens gamle triade imellem sandhed, godhed og skønhed opløses i uafhængige størrelser.

Det er ikke længere sådan, at når noget er sandt så er det også automatisk både skønt og godt.

I den tid ser vi en hel del kunstnere der fortsætter med at arbejde i lige line fra traditionen selvom traditionen endegyldigt er brudt.

De skaber fortsat illustrativ kunst til kirken., De laver fortsat portrætter til de rige og udsmykker deres hjem med skulpturer og malerier af landskaber.

De skaber arkitektur og facader, men snart trues de af industrialiseringen, der, især på arkitekturens område, presser det gode og langsommelige håndværk med langt hurtigere og mere effektive metoder.

Hvad kan kunst bruges til?

I England forsøger en yngre maler William Hogarth (1697 – 1764) sig med et fornuftens bud på en billedkunst igennem at stille spørgsmålet: Hvad kan kunst bruges til?

Skønhed som kunstens primære kendetegn har ikke umiddelbart nogen nytte, men kan kunstens nytteværdi findes? Hvad kan det bruges til?

Hogarths svar bliver at et billede, der udtrykker fornuftens ”gode smag” er et billede, der belærer os  om, hvordan man bør leve sit liv.

Han udvikler en række malerier, hvis nytteværdi ligger i deres opdragende og undervisende temaer om god opførsel. Altså en moralsk kunst.

Den stil og malemåde han udviklede i tilknytning til disse nyttige billeder kunne sammenlignes med en slags teatersceneri, hvor hver figur i billedet spillede sin rolle. Billederne blev på den måde en slags fortælling eller måske snarere en prædiken – opbyggelig og opdragende.

Det nyeste ved hans billeder er måske snarere stilen med at skabe teaterscenerier end billedernes indhold. Vi har set billeder brugt i opdragende øjemed i middelalderen, hvor ikke ret mange kunne læse, men man kan sige at Hogarth genintroducerer formålet og indsætter det i en ny motivkreds.

Kunst efter fornuftens orden

Hans malemåde er klassisk baseret og han udvikler dertil – og igen i overensstemmelse med fornuftens orden -  en række love, som han mener – i fald de bliver fulgt – med sikkerhed kan skabe et godt og smukt billede i klassisk forstand.

En af de første læresætninger i hans bog ”Analyse af skønheden” er således den, at en bølget linie altid er smukkere end en kantet linie.

Jeg tænker altså er jeg

Vi kan ryste på hovedet i dag, men overfor oplysningsfilosoffen Descartes (1596 - 1650) og hans dictum: Cogitum ergo sum – ”Jeg tænker altså er jeg” kommer den sanselige tilgang til verden sørgeligt til kort og Hogarth forsøger altså at skabe en billedkunst, der henter sin værdi i at være nyttig.

Hans efterfølger Sir Joshua Reynolds (1723 – 92) opnår langt større udbredelse med de samme tanker. Reynolds havde studeret de gamle mestre i Italien, han kom i overklassens kredse og som præsident for det nyskabte Royal Academy of Arts havde han adgang til at præge en hel generation af akademiets malere.

Undervisning i ”den rigtige fremgangsmåde” 

Han underviste i ”den rigtige fremgangsmåde” og vejen hertil gik over de gamle mestres teknikker men med den nye tids belærende og opbyggelige temaer i historiemaleriet.

Fra England kom altså en kunst og en kunstnerisk smag baseret på fornuften til Europa i løbet af 1700-tallet som en stilmæssigt klassisk baseret kunst, men med et nyttigt og opdragende formål.

I forlængelse af dette formål begyndte malerne at se på deres egen tid og egne omgivelser og selv i Frankrig gik den tunge barok og den forfinede rokoko af mode.

Den franske revolution (1789) giver denne didaktiske tilgang til maleriet et særligt heroisk vrid, der nærmer sig en ideologisk kunst.

Den dræbte Marat

De franske revolutionære kunne lide at se sig selv som helte fra de gamle Rom eller den græske antik, der her er repræsenteret af Jacques Louis David (1748 – 1825) og hans maleri: ”Den dræbte Marat”, 1793, Museet, Bruxelles.

Historien er som flg: Marat var læge og en af revolutionens ledere. Han blev dræbt i sit badekar af en ung idealistisk pige.

På maleriet har David forenet denne nutidige historie og smagen for det heroiske ved at male Marat som en af revolutionens martyrer.

Fra de græske skulpturer har David hentet sin viden om muskler og sener og antikkens sans for enkelhed og fra den klassiske tradition henter han sin viden om at udelade alt, hvad der ikke er strengt nødvendigt.

Farveholdningen er stram uden spræl og alt i alt får vi et meget alvorligt og indtrængende portræt af denne ”ydmyge folkets helt” som Marat yndede at kalde sig selv.

Malemåden er klassisk, men motivet og dets fremstilling er samtidsbaseret.

Karin Lykke Waldhausen

Vive, december 2011