Kender du det?

Per Corell

 Det er jo en lige så stor kunst at opleve den. Måske er tilskueren den største kunstner. Nogle gange kommer tingene jo af sig selv uden det har været nødvendigt at tage kunstner hatten på --- det ka komme fuldstændigt bag på maleren men bagefter ved man jo meget bedre ---, for tilskueren kræver det noget helt andet og måske er glæden ved kunsten enda større. Når jeg har de tanker handler det mere om hvordan jeg selv bliver tifreds og ikke konstant forsøger at gøre det bedre, men jeg har det osse anderledes åbentbart, end de fleste -- for når et billede er færdigt, handler det om det næste --- ikke om at udstille det. 

Jeg synes det er helt fint hvis det handler om kunsten, den er jo en mangfoldig herre, for hvis det handler om kunstner rollen tror jeg de fleste vil blive værdigt skuffet. Det er det jeg vældigt godt ka lide ved strit arten, --- man bruger ikke sit eget navn før man er nået dertil at man ka være sig sine ting bekendt. Indtil da er det jo bare skæg og alvor i en forfærdelig blanding, og kan man holde det der tror jeg godt man kan se kunsten som en frigørelse, hvor hvis man gennem kunsten søger annerkendelse, -- så har man misforstået noget vigtigt. 

Mark Bundgaard

 Det kender jeg kun alt for godt!... er dog for mavesur til at bebrejde mig selv :-D

"Har jeg måske forstand på kunst?" spørger du... ja, jeg har i hvert fald ikke - 99 ud af 100  værker, der bliver omtalt som kunst, synes jeg er noget værre lort... Sorry men sådan er jeg. Til gengæld mener jeg at kunne mene noget om den håndværksmæssig udførsel, brug af farver og komposition.

...og SilverScreen, du er ikke den eneste der interesserer sig langt mere for det næste billede frem for at udstille det. Har det på nøjagtig samme måde... har godt nok en udstilling lige om hjørnet, men det er der hvor jeg arbejder og kun efter at kollegerne har plaget mig i 2 år :-D

Karin Waldhausen

@Silver: Du er et menneke , jeg mere og mere kommer til at holde af. jeg kan virkelig bruge dine nogen gange absolut alternative betragtninger til noget - min verden bliver rigere, fordi du indfører nye perspektiver, jeg ikke selv har fået øje på.

@Mark: Åh ja, den kyniske mig, kan sagtens følge dig. Desværre skal jeg have drukket det meste af en flaske rødvin for at få fat i det lag og jeg kunne sagtens bruge det mere i min hverdag. Men når jeg ser alle disse "glade farver" og "fri fantasi" , så smadrer det ind i mig, så det føles som om jeg er en snegl uden hus der danser vals med et eller flere pindsvind. :),

Martin Leighton Lindhardt

Jamen stakkels Karin da. Du skal ikke tage det så tungt. Ork jo, jeg kender følelsen og ork jo jeg kender den indre diskution om hvorvidt man kan bilde sig disse tanker ind.

Det kan du sagtens i min verden. Kunst handler om smag. Jeg vil til hver en tid give Mark ret i at vi KAN gradbøjes kunst i det håndværksmæssige, det kreative, det nyskabende eller det regelbundne. Men hvilken kunst kan vi lide? Og gør det kunsten mere til kunst? I min verden er problemet måske ikke så meget al den "kunst" der bliver lavet, som alle de "kunstnere" der findes derude. Jeg er IKKE kunstner i min egen optik og det er jeg ganske enkelt ikke fordi jeg ikke er uddannet kunstner. Jeg kan godt slå et søm i et bræt - det gør mig ikke til tømrer og jeg kan godt male min væg - det gør mig ikke til maler og jeg kan godt komme polifyla i et hul - det gør mig ikke til murer, fordi jeg ikke er uddannet. Ligeså skriver jeg ikke Kunstner på mit visitkort - fordi jeg ikke er uddannet kunstner.

Problemet ligger jo netop i ordet smag og den varigation der findes inden for det begreb. Det som i nogle øjne er fantastisk er i andres noget lort (sådan har jeg det foreksempel med hele Cobra bevægelsen),. Og nogle ser det geniale, mens andre ser Kejserens ny klæder. Hvad fanden skal vi stille op? Intet, siger jeg. Vi skal nyde den kunst der siger lige netop OS noget, prøve at lade være med at være smagsdommere, medmindre vi bliver spurgt OG naturligvis i vort eget stille sind og så skal vi prøve at udvikle os. Og det kan vi gøre ved at skærpe vores smagssans, vores blik og vores tanker.

Men stop dine tårer. De er det ikke værd. Man kan alt for nemt blive bitter over at se "den der kunst", så fremherskende i det amatørlag vi bevæger os i, men som du selv skriver: lad dem dog have den glæde. Du forholder dig lønhurtigt til, hvad du kan lide - og det modsatte og det er længe fint. For så har DU udviklet dig igen.

M.

Karin Waldhausen

Kære Martin

Det er gode og trøstende ord, du skriver - og ja, der er jo ikke andet at gøre ved det. Men nogen gange tænker jeg at reformpædagogikkens overvældende sejr over æstetikken muligvis har medfødt at barnet blev smidt ud med badevandet.

Generelt er vores æstetiske sensibilitet dog i en sørgelig forfatning. Det kan man skrive meget om - men fakta er at når sansesystemet bombarderes med impulser fra morgen til aften, så er det almindelig overlevelses mekanisme at man lukker af for indtrykkene, lugte, lyde, farver - og det medfører så igen en særlig type afstumpethed, som i virkeligheden er det, der bekymrer mig mest. Silver skrev engang i et indlæg: At skabe grimme billeder er som at sige noget grimt..

I alle de år jeg har holdt foredrag, undervist og selv udtrykt mig i forskellig medier, har jeg været tynget af en forpligtigelse overfor mit medmenneske - at jeg ikke misbrugte hans øjne, ører, næse og forstand til at trykke mig selv af i et eller andet trip. Jeg siger ikke at det altid er lykkedes for mig - det må jo andre dømme om, men jeg siger, at det er forbandet vigtigt dog at have overvejelsen om, hvad det egentlig er jeg sender ud i verden - og hvorfor og hvordan.

Men igen - denne benhårde etiske tilgang til tilværelsen kræver en frygtelig masse rødvin at opretholde og man er aldrig sikker på om det overhovedet lykkes eller om man bare er offer for sit eget tankespind - så jeg tror sgu at I andre har fat i den lange ende... ;),