Skriv til Poul LydaPræsidenten gennemflyver luftrum for at notere sig dette lands tilstand, når store skysystemer ændres voldsomt. Hun dikterer sort mode til en årstid. Jeg ville have havudsigt, men ser fra mit rum ned mod blodbøgens skinnende tag. Læner mig frem, og hviler hænderne på murværk før afsluttende forhandling.
Drengene spiller bold i haven. De kigger ikke op, for de ved at træet som de ikke kan lege under spejler sig i ruden, og at skjorteærmerne blafrer i skelet. De ved det alt for godt. Ingen er ude efter børnenes fasthed. De skal bare gribe den bold.
Jeg bliver anholdt ved solnedgang, smides ned i cellen, og tæller plukkede knapper indtil jeg ligger på knæ for deres skilte og uniformer. De sender lægen ind, og tænker, at han har en skuespillers stemme fra en film jeg så engang. Vi snakker om børnesange og de figurer som lægges ind i fuldmånen, når den lyser op. De huse man måske kan bygge deroppe.
Bliver løsladt i baggård ved midnat, foran bygningen en betjents kinder badet i en aftagende månes lys, og hans øjne låst fast i stjernebillede over havnens hotel.
Går hjem gennem forstæderne, mindes da jeg som barn løb mellem byskilte i nattøj.
Poul Lyda
Ååh -- Lee Krasner/ spar dame
08 December 2010