Kunst på Amalienborg

30-08-2010 Vist: 3048 gange.

Allerede langt fra ser jeg køen. Den snoer sig langs bygningen, rundt om hjørnet, forbi af bilerne, så langt blikket rækker. Nu opdager også min ledsager køen. Det havde hun nu ikke troet, at forfinde den slangs forsinkelse. Jeg havde håbet på, at på en onsdag med åbningstider frem til kl. 21, ville vi går glip af den. En kørende kaffemaskine på jul langs køen bidrager til trøsten, en espresso til mig og en Café latte til min kunstnerkollega Karen.

I Kronprinsessens arbejdsværelse ser vi det første kunstværk, som høster begejstring hos publikum lige fra begyndelsen, da vore blikke rammer væggen. Et blomstermotiv i oval format, udført af Erik A. Frandsen. Hans marmorede billede er lavet af en meget gammelt metode, som næsten ingen mestrer i dag. Man fandt dog en der stadig kan, udenfor kongerigets grænser, en tysker. Han stillede en betingelse for at give sit viden videre: en betalt læreplads for en der lærer håndværket fra bunden af.

Køen snorrer sig videre så roligt og stilfærdig som man kan forvente i kongelige gemakker. Gennem riddersalen, den grønne hall kommer vi til spisestuen. Kunstneren Kasper Bonnén har boltret sig her med de store vægge han forvandlede til landkort. I en mørk farve, afbrudt af lyse striber, der vidner om solskinsstråler faldet ind i rummet. Vi går på opdagelse og finder Danmark i overnaturlig størrelse, lidt til højre henkastet i håndskrift ”Husk Bornholm”. Den slags små hentydninger findes en del af. Amerika ligger på hovedet og Tasmanien får en værdig plads. Jeg er imponeret over affekten med så lidt farver. Disse manglede i hert fald ikke i møderummet, hvor kunstneren Eske Kath malede på loftet. En stort sol maser sig over hele loftet, afbrudt af regnbuens farver i organiske former. Jeg glæder mig over at farverne få lov til at folde sig ud, et dekorativ værk i mesterklasse.

I anretterkøkkenet smykker Kathrines Ærtebjergs finurlige dyrskikkelser, elskede jagdmål, væggene. Jægeren retter geværet mod pigen og dyrene i overstørrelse går fri. Jeg har set Ærtebjergs malerier mange steder, sidst i en fornem udstilling på Trapholt i Kolding. Efterhånden blegner disse fortællinger for mig, som om jeg har set nok af det. Morten Scheldes vægudsmykning, holdt i jordfarver sagde mig ingen ting, ramt af kedsomhed går jeg videre og standser først i Kronprinsens arbejdsværelse. Jeg nå ikke at holde mine tanker tilbage, lettet chokeret over det jeg ser. Mine naboer i køen der glor det samme sted smiler til mig lidt usikker og nogle os nikkende, da de hører min stemme: ”Nå... Da må vi da håbe på, at Frederik bliver glad for det.” Jeg indrømmer det blankt, jeg er ikke særlig vild med malerier fra kunstneren Tal R. Har aldrig forstået hvorfor han bliver handlet på kunstmarked i den grad. Billedet på væggen, der viser en vej med husene i siderne, mangler alt det der kan kendetegne et godt billede. Humor, ide, lys, en god komposition, lidenskab og ikke mindst sjæl.

Heldigvis er vor tur ikke slut og vi har nogle tankevækkende kunstværker tilbage. Olafur Eliassons lamper langs træppeopgangen der fører til et loft mange meter oppe som indikerer betragteren en fornemmelse af at befinde sig under vandoverfladen langt ned i havets dybde. Det kan lide.

Jeg har mistet orienteringen, følger bare strømmen af mennesker, imens min ledsager studerer nøje folderen med husets plan.

Inden vi beundrer taffelsalens udsmykning, lavet af Erik A. Frandsen, med store metalvægge der er sandslibet og ser ud som spejle med bedårende blomstermotiver, står vi i et rum der kaldes Taffelsalens forgemak. Jeg bemærker manglen af hvisken, små udtalelser og raktioner fra publikumet. Endelig rammer mit blik et stort lærred. To faldne soldater, en kamel og en palme er motivet, malet af John Kørner. Jeg har læst meget i pressen om hvordan Kronprinsparet afviste et maleri kunstneren har lavet. De havde spurgt ham, om han kan male videre på det. Det kunne han selvfølgelig ikke. Jeg ligger ikke sjul på, at jeg er vilde med John Kørners malerier. Han elsker at male med gul, en farver jeg selv er draget af. Kørner siger så meget med så lidt. Han forholder sig til den verden vi lever af. Jeg har set hans værker forskellige steder, et vægmaleri ved Amager Centret i København, på museet ”Heart” i Herning og på udstillingssted Gammel Strand i København. I forlængelse af Kørners serie ” 16 dead danish problems in Afghanistan”, som Ny Carlsbergfond har købt nogle af, malede han så et nyt billede i denne seriens ånd. Min første indskydelse er: Hvor er det stærkt, at de tør. At turde at se virkeligen i ansigtet. Danmark er med i krig. Ikke set før 2001 i mere end hundrede år. Som krigsmodstander tager jeg hatten af.

Karen og jeg er kommet igennem den udsadvanlige udstilling på en time. Tankerne og følserne hænger i luften, det hele skal synke. Vi siger ikke ret meget. Mit blik rammer solen i fuld styrke, da vi kommer ud igen, blinker med øjnene og opdager med et smil køens vedvarende størrelse.

Et par dage senere spørger jeg vidt omkring efter andres oplevelser med udsmykningen. Især krigsbilledet har jeg svært ved at give slip på. De fleste trak med skuldrene, da jeg spurgte, dog en af dem var villig til at give sig til kende. ”Jeg synes det er forkert.” Min nysgerrighed er vakt og jeg lytter til argumenterne: Rummet hvor maleriet med de faldne soldater hænger er det sted, hvor der drikkes champagne, inden folk bliver kaldt til bords. Er det måden at håne soldaterne på? Bliver de til grin? Min samtalepartner forsikrer mig, at det har ikke noget med hans holdning mod krigen at gøre, han bliver trist ved at høre om hver eneste døde soldat i Afghanistan, på vegne af de pårørende. Ja tænker jeg, det er så meningsløst...

og er det ikke lige det, John Kørner peger på med sit maleri?