Hvad er samtidskunst?

Jensen

 I morgen er dagens samtidskunst i går... Og kun kunst, der springer af stærke indre følelser og iøjnefaldende udtryk får lov til at blive stående - også i overmorgen.

Per Corell

 Spørgsmålet er hvilken samtid vi taler om. For jeg er sikker på at min ikke er den samme som din. Jeg aner ikke engang om det er kunst jeg laver jeg er faktisk temmelig ligeglad, for den process det er for mig behøver ikke at foregå indenfor malerkunsten. Jeg er også ligeglad med hvad "publikum" mener. Hellere almindelig mennesker som publikum end folk der skal gå på museum for at se kunst, fordi de ikke ser skønheden omkring dem.

Jeg er ikke ligeglad med om mit publikum "ser" noget og især ikke om de ser noget "nyt". Men et publikum er idag ellers noget socialt, det er smag og trends der vurderes og som jeg lige har sagt er jeg fuldstændigt ligeglad med deres mening, -- dette er mit og ikke deres.  Skønheden er glemt, Glemt i en grad så også visionerne er forsvundet --- Samtidskunsten er død, den har aldrig existeret.

Karin Waldhausen

 Arh - Silver - det er lidt let det der - for hvad har så eksisteret? Og noget er mere samtidigt end andet og noget er mere kunst end noget andet og noget er bedre end noget andet..hvis vi som dig afskaffer kunstbegrebet eller som så mange glade amatørkunstnere udbreder det til at omfatte alt, hvad den enkelte definerer som kunst, så er den gode, nærende og dannede samtale gået i stå - (hvilket den næsten også er, men jeg kæmper videre), jeg tror nemlig på at denne samtale om godhed, skønhed og sandhed er det eneste, der holder vores hoveder over det dyrsike vand, resten af kroppen befinder sig i. ;),

Karin Waldhausen

 Ps: men er helt enig med dig i, at det pricipielt er ligegyldigt og nogen kan lide ens ting eller ej. Smagen er noget af det mest uholdbare vi har - 

Per Corell

 Du efterlyser samtiddskunsten det er den jeg har problemer med for jeg annerkender den ikke.  Begrebet indikerer at malerkunsten er en homogen størrelse at der er en bestemt retning hvilket desværre også er tilfældet --- på webbet. Med "Likes" og med "Besøgende". Hvor fører det egentlig hen ?

Karin Waldhausen

 Ja det kan jeg faktisk godt følge dig i - begrebet samtidskunst er meget problematisk...

Per Corell

Ja, det bliver nemmere og nemmere at blive Rindalistisk. Sværere og sværere at bibeholde en tro på at kunsten har en fremtid og ikke kun en nutid. Det går jo lige fra "Mestre" der aldrig har rørt værkerne men har bestilt dem og sat deres egen signatur på dem, fordi de nu ejer dem. Til malere der har malet en uge og uden et annerkendt tallent falder i hak i kunstens sociale maskine.

Elendig kvalitet og utrolige billeder i en stor sammenblanding, samtidskunsten er lig med kaos. "Kunstner rollen" er blevet vigtigere end gode billeder eller nye visioner, Og samtidig med at det ikke er billdet der dokumenterer tallentet bliver maleren bedømt på om den er hobby maler eller akademi uddannet -- når så hobby malerens værker er fantastiske og den akademi uddannedes knap nok kan beskrives som kunst, vokser kaos. Det handler vel om at færre og færre har noget at have deres meninger i, at et kunstværks værdi handler om hvormange der snakker om det og det til trods for, at snakken sjældent handler om kunsten men om kunstnerens privatliv eller gode forbindelser, altså noget socialt.

Så min påstand er at samtidskunsten er noget socialt. Den er ikke hverken god eller dårlig, det er ligegyldigt hvad der er på lærredet eller hvordan det er havnet der, hvad mening der er med det, alt det er ligegyldigt hvorimod det er vigtigt, hvem der har udstillet i samme galleri tidligere, hvor mange jurnalister maleren kender, om kunstneren tidligere har været pop musiker i den høje ende eller husmor i den anden ende.  ; jamen de tidligere pop musikere ryger da ret ind på de største gallerier hvorimod husmoren der begynder at male i en sen alder sgu selv kan leje sig ind på et galleri.  Samtidskunsten er noget socialt.. 

Kirsten Glad

Jeg er ikke så pessimistisk på samtidskunstens vegne..... Jeg tror der er kunstnere, der forsøger sig i nye udtryk og lykkes i værket....... Jeg var i London i foråret og så ting på Saatschi Galleri, hvor jeg tænkte "wow" - nye visuelle udtryk og netop visuelle! og ikke bare fortænkte....

Jeg værdsætter at kunstnere forsøger at finde  nye veje.......  Det er langt fra alt jeg personligt bryder mig om. Men jeg forsøger ikke i udgangspunktet at være afvisende.......

Per Corell

 Ja det er vældigt prisværdigt, Jeg synes bare at intet af det der skal afspejle samtidskunsten, er hvad det giver sig ud for at være. De største kunstnere på det plan er foretningsmænd og ikke kunstnere i nogen tradisionel forstand. Alligevel opfører vi os som et socialdemokrati der er blevet hjernevasket af 10 års borgerligt spin, --- vi tror tingene foregår som de gjorde for 100 år siden og lukker øjnene med den undskyldning at vi skal være realistiske men det vi præsenteres for, snyder os til at annerkende alt det kunsten netop ikke skal være.  Den skal være fordybelse men tilbyder et spetakulært spetakel, Det er netop det jeg er mest bekymret for -- at i en tid med så mange billeder, skal det næste billede overgå det forrige.  Bliver kunsten overhovedet taget alvorligt,  er den simpelthen stivnet i en urokkelig fødekæde hvor det sociale betyder alt ?

Per Corell

 Jeg regner med at du forstår hvilken del af den tone angivende kunst jeg taler om ;  Diamant kranier, hajer i formalin, osv.

Kirsten Glad

Nu snakker jeg om samtidskunst generelt , hvor Damien Hirst kun er een repræsentant. Nu har jeg ikke set hans værker i virkeligheden, men forstår godt din kritik.

Men jeg ser ingen grund til generelt at afvise samtidskunst  pga. ham. Der er kunstnere, der ikke bare er smarte forretningsmænd, men faktisk har noget på hjerte. Hvis værker måske netop lægger op til fordybelse og eftertanke.

På Aros i Århus er der lige nu en udstilling med videokunstneren Tony Oursler., som i mine øjne laver samtidskunst, som er nytænkende, visionær og engageret.....

Ofte gør videoværker ikke dybere indtryk på mig og er hurtigt glemt igen..... Men disse værker bliver hængende på nethinden........

Jeg tror stadig der kan findes nye og  friske udtryk, der kan overraske og bringe liv ind i kunstverdenen.......  Som ikke kun er klam spekulation.....

Karin Waldhausen

 Hej igen Silver - ja hold da helt op, hvor er jeg enig med dig og så har du samtidg leveret en af de analyser, jeg elsker som man bliver optaget og klogere af! Samtidskunsten er noget socialt. Værket er det der foregår imellem mennesker. Eller sagt på en anden måde: Da jeg underviste i æstetiske fag på pædagogseminariet, var der en pædagogisk teori der opererede med noget de kaldte "det fælles tredje". Det fælles tredje er kort fortalt, når nogen laver en aktivitet sammen - f.ex. bygger en hytte, maler et stort billede, kokkerere en ret, spiller noget musik laver teater osv. osv. men hvor aktiviteten ikke er vigtig og underordnet det sociale, der kommer til at udspille sig imellem aktørerne omkring aktiviteten. Teorien er sådan set meget god og uhyre brugt (bådfe misforstået og forstået), men den gjorde det æstetiske til noget der ikke havde værdig i sig selv kun i det sociale spil, der kunne sættes igang omkring det. Det er jo det, så meget af den glade kunst i dag udfolder på baggrund af! jeg siger ofte: Reformpædagogikken har vundet slaget mod det æstetiske. Det er jo sørgeligt Silver. Er der slet intet håb? :),

Per Corell

 Selvfølgelig er der det, men ligesom når du læser en rejse beskrivelse, fortalt af en person opererer fortælleren med noget tredie. Som om fortællningen ikke formidles til en nemlig læseren men en bredere kreds hvor læseren annerkender den usynlige tredie part. 

Det bliver værre når det er billeder, for der indgår figurene i billedet nogle gange som rigtige personer forstået af både maleren og publikum, som enten intensionen eller stedfortræderen, --- ja undskyld hvis jeg forvirrer mig selv med dette, men det er altså mærkeligt.

I "Kunsten.Nu" er der en diskution vedrørende kunstner rollen, altså Hirsh's spetakulære forestilling, og jeg kan se der er mange der er forargede over hvordan kunsten endnu engang tages som gidsel. Det er dejligt at se og læse selvom det indlæg jeg taler om er på engelsk.  Men det er jo ikke noget man skal opfordre til samling omkring, --- de store spetakulære engagementer hvor kunsten formidles som  --- ja undskyld jeg siger det Kirsten -- men som Cirkus og med både den udstoppede Haj og verdens største dværg og verdens mindste kæmpe ; disse forestillinger er faktisk baseret på at nogle vil protestere sætte diskutionen i gang om hvorvidt det er kunst at bestille arbejderne og sætte sit eget navn på.  *Det er simpelthen med i konceptet og gør at det stadig flyder. Så kunsten er blevet lige så avanceret som det sociale, det er de samme forsvars mekanismer osv. ---- Men det er somom der mangler en tredie person.

Per Corell

 Jeg er også forvirret, men denne diskution er nok en af de vigtigste at holde i gang. Så undskyld hvis jeg udtrykker mig lidt uklart.  Det er bare det med den tredie person jeg synes er så vigtigt, Selvfølgelig en fiktiv størrelse og en der nogle gange forsvinder undervejs --- men en der altid skal være der ---- der "sker" altså noget undervejs sådan er det ikke når et publikum bare skal tage stilling til en Haj i formalin eller et juvel besat kranie, det er godt nok storslået men efter min mening også kun frembragt alene for at skabe virak ikke for at man skal kunne fordybe sig eller stille sig i den beskrevne eller beskrivende persons sted.. Et eller andet mangler altså.

Gerald Nyegaard

Per Corell

 Tak fordi du med dit indlæg giver debatten mulighed for at fortsætte, Naturligvis er samtidskunsten nutidig så at sige, men det der gjorde mig frustreret, var at samtidskunsten ligesom indeholder samtligt tidlige stilarter, ideer og retninger. Jeg har simpelthen svært ved at pege på en retning en stil som vil blive husket frem for andre.  For ikke at virke akademisk kan  jeg vel sige at vi burde være forbi det abstrakte selvom der jo altid vil opstå nye værker indenfor en hver tidligere stil, har vi vel udlevet den  udtryksform og dermed skulle vi være begyndt på noget der burde være en modsætning. --- Og det er da også en tendens man kan spore, altså at det i stedet for abstrakte figure, er mennesket sat overfor eller indenfor det moderne samfunds rammer.  Vi tvinges til at forstå i det sprog vi er blevet fodret med, reklamens. Modsat kræver vores dovenskab levende billeder og at vi får meningerne serveret som i Tv. Filmen er smaltet sammen med andre billed medier som viser en levende verden eller verdener i bevægelse hvor vi forventer en mening,  Tingene forsimples også i billedsproget hvor portrættet posteriseres,  Men nogen entydig retning nej. Og det er nok det der gjorde mig frustreret, for vi ved det jo alle, og så gør vi det alligevel ikke. 

Godt nok får vi muligheden for at vælge eller udvikle os selv. Tilslutte os noget entydigt som samtidig udelukker andet og du har ret i at kunsten vel afspejler nutiden og at vi kan skabe i leg og med glæde, --- noget jeg altid har følt for ; men når det så er nået dertil, når vi alle har den mulighed og så mange med glæde og ihærdighed gør det, hvorfor bliver jeg så så kritisk, stiller så høje krav til mig selv og andre, hvorfor er håndværket pludselig så efterspurgt når ønsket og visionerne er gået i opfyldelse med alle de digitale muligheder, --- jeg forstår det ikke, og det værste er næsten at jeg ikke forstår mig selv.

Gerald Nyegaard

Det jeg kunne få øje på var i diskussionen om samtidskunsten, et latent søgen efter et svar på, hvad kunst er. Og jeg kan godt forstå din forvirring, Silver, for i det gevaldige tæppebombardement af visuelle indtryk bliver det svært overhovedet at få øje på kunstværket. Meget giver sig ud for at være kunst, men er noget, der bare ligner kunst. Billedmagere sælger deres billeder til billedkøbere, og når ingen føler sig snydt, er alle tilfredse.

Alle, der skaber billedprodukter, hvor billedet peger på noget udenfor sig selv, benytter sig af billedkunstens metode. Men det at benytte sig af billedkunstens metode er ikke ensbetydende med det at skabe kunst. Disse billedskabere er bevidst om, at vi mennesker behæfter alting med bedtydning. Og det har de fuldstændigt styr på. Det jeg mener med, at noget peger på noget uden for sig selv, er, at det er skabt som et middel og ikke er et mål i sig selv. Hvis man maler et billede, for at skabe noget smukt, peger dette billede på sig selv. Det er ligesom med mad, som aldrig nogensinde kan blive til kunst, lige meget hvilken sublim oplevelse det giver at nyde den, så vil det være nydelsesoplevelsen, som er målet, og dermed vil det altid pege på sig selv.

Meningstilkendegivelser, også hvis de er pakket ind på underholdende vis, reklame eller propaganda kan heller aldrig blive kunst, fordi disse ting altid vil tale til modtagerens overlevelsesinstinkt. I meningstilkendegivelsens tilfælde kan jeg have samme mening, eller en anden mening, men jeg vil altid få bekræftet min egen holdning, jeg vil blive konsolideret i mit eget standpunkt. Jeg ved hvor jeg har mig selv. Svarer min holdning til den holdning, som er fremherskende i det fællesskab, som jeg er medlem af, sikrer det mig min overlevelse i fællesskabet. Reklamen skaber et behov hos mig, en mangel, som jeg bliver nødt til at imødekomme for at genoprette følelsen at være hel igen. En spiral uden ende, ren overlevelse. Propaganda vil få mig til at føle mig truet på min ekstistens, så jeg begynder at søge frelse i fremtiden, kæmpe for sagen, få mig i værste fald til at begå vold for at få fjernet truslen og finde frelse. Også ren overlevelse.

Værker som er frembragt gennem benyttelse af tidligere tiders stilarter, er ikke originale, som Karin indledningsvis påpeger. Men en kunstner kan sagtens gør brug af tidligere stilarters formsprog, når disse forarbejdes til ny betydning i værket. Selv børnetegningens formsprog kan bruges som betydningsbærende element (Tal R, John Kørner, mm),.

Prøv at finde begreberne i kunstværkerne, og se hvordan de indbyrdes er kombineret. Tag aldrig det du ser i et værk for pålydende, men se efter om du kan finde de enkelte betydningskomponenter, og se hvad de står for, eller hvad de betegner. Og her kan selve malestilen være en betydningsbærende komponent i værket, eller titlen, eller rummet, som værket er opstillet i. Nogle gange refererer værker til tidligere tiders værker, og så er det nødvendigt for beskueren, at have kendskab til det refererede værk (Roy Lichtenstein),. Den danske streetart-kunstner Don John refererede f.eks. til Brdr. Grimms eventyr i værkerne på udstillingen Fairytale Ending (der forefandtes et bind af de originale eventyr på udstillingen til dem, der ikke var så velbevandret i dem),. 

Lige til sidst: Det at kunst er et fænomen, der foregår mellem mennesker, gør andre sociale fænomener ikke til kunst, ligegyldigt på hvilket bevidsthedsmæssige plan de forgår.

Karin Waldhausen

 Kære gerald - jeg læser i dine virkelig gode indlæg om kunst og betydning en hel masse om hvad kunst IKKE er, jeg ser ligeledes at du selv indleder temaet om hvad kunst er - jeg er naturligvis enig med dig i dine betragtninger - for som Silver siger - så er det vigtigste omkring kunstdiskutionen at den dannede samtale om kunst aldrig holder op. På den måde er kunstneriske udtryk fællesskabende og denne samtale er noget af det fineste vi har, hvorfor det for mig at se er en forbrydelse at lukke den - hvilket du heller ikke gør - men til andre læsere, der evt læser med. Luk ikke denne samtale med udsagn som "Smag og behag er forskelligt" eller "Kunst er alt, hvad en given bevidsthed definerer som kunst" eller andet snik snak - hold den igang og vi må må gøre os umage med at holde den i gang ofr herigennem nærmer vi os hinanden og bliver klogere på hinanden og klogere på verden. jeg ser en lille overvægt i dit sidste indlæg til den side der betragter kunst og kunstneriske udsagn som kommunikative (betydningsbærende), og at det så gælder om så at sige at løse denne rebus som billedkunstneren har sat op. Det er en del af det og kan ikke omgåes, men det er kun en lille del af kunstens potentiale - og nu laver jeg så lige et nyt indlæg, får jeg kæmper med den dér 20 min regel de har her på MAS. Fortsættelse følger.. :),

Karin Waldhausen

 jeg vil belyse det ,jeg mener med et afsnit, jeg har kaldt:

Kunst som erkendelse  og den gode smag. ca. 1800 og frem

Kunsthistorien efter oplysningstiden og frem er vanskelig at fremstille i uafhængige afsnit. Det skyldes at en del af tankegodset og de æstetiske overvejelser ikke afsluttes og forsvinder, men holder sig levende og klinger med i de forskellige retninger som det moderne kunstneriske udtryk repræsenterer. På en måde kan man sige, at kunsthistorien nu i stedet for at vokse fremad og opad i én vertikalt gående linie i stedet spreder sig ud horisontalt i flere og flere nuancer som principielt er sideordnede og som hænger sammen indbyrdes, men hvor ingen er overordnet de andre og hvor man i de forskellige retninger genfinder tanker og udtryk fra andre retninger. De er derfor principielt vigtigt at forstå kunstnernes tanker og overvejelser for at forstå deres kunst. Man kan naturligvis stadig nyde et billedet alene for dets skønhed men ikke uden samtale om det og ynder man denne vej ind i værket, så støtter man sig op ad en smagsæstetik som er den ene retning i det moderne. Den gode smag og dens forhold til det gode liv. Men interesserer man sig mere for kunstens erkendende potentiale, dens evne til at drive samfundets fremad med nye erkendelser af sanselig og sensitiv karakter, så bliver det i højere grad kunstens som sandhedskabende fænomen, der kommer i fokus. Begge spor bliver italesat i oplysningstiden, hvor Skønheden får en helt ny og egen retning indenfor filosofien – nemlig den filosofiske æstetik.  Det er filosoffen Alexander Gotlieb Baumgarten (1714 - 1762),, der bruger begrebet første gang i sin afhandling ”Aestica” (1750 – 1758),. Selve ordet æstetik kommer af det græske ”aisthesis”, der betyder sanset eller fornemmet og ordet ”techne”, der betyder teknik eller kunnen (kunst),. Vi kan således oversætte begrebet Æstetik med ”sanseteknikker” eller ”sansekunnen”. Vi ser i første omgang, at begrebet ikke kun knytter an til kunsten, men i højere grad til en særlig type sensitiv erkendemåde, der iflg Baumgarten skulle kunne konkurrere med logikken. Æstetik er således læren om erkendelse igennem sanserne og man kunne sige, at kunst er en af denne erkendemådes redskaber.  En anden betydelig oplysningsfilosof – Immanuel Kant (tal), – udtrykker det således: Æstetik er læren om det skønne og kunsten er dens redskab. De to filosoffer adskiller sig på det meget vigtigt punkt som jeg har omtalt i indledningen til kapitlet: Baumgarten beskæftiger sig nemlig med ”det sande” ved det skønne og Kant beskæftiger sig med ”det gode” ved skønne”. Disse to retninger indenfor æstetikken kan vi følge i de kommende århundreder som 1), kunstnerens søgen efter sandhed igennem sin kunst og hvor kunst er noget der fremlægger og afdækker nye erkendelser om verden og mennesket samt 2), kunst som noget livstilsdannende (den gode smag),, der er kunst som vækker behag og følelsen af ”godt liv”.  De to spor kan sagtens være sammenfaldende, men er det netop ikke nødvendigvis. Den del af kunstnerne i slutningen af 1700-tallet og fremad i 1800-tallet, som ikke finder tilfredsstillelse i at kæmpe mod industrialiseringen og den illustrative ”tomme” fortsættelse af traditionen, finder trøst i den filosofiske æstetik. De tager menneskets nye status som behersker af naturen og Guds lige mand op som et vilkår og de begynder at se sig selv som undersøgere af verden. De giver sig til at søge efter kunstens betydning i dette lys og de begynder med at søge i sig selv. Her fødes den moderne kunstner, som vi kender ham helt op til i dag og her fødes den moderne kunst med dens retninger, der alle på den ene eller anden måde forsøger at give kunstnerens personlige bud på sin omverden (hans perspektiv), og som afsøger kunstens funktion i denne omverden. Resten af kunsthistorien kan på en måde beskrives som variationer over dette emne, hvilket dog ikke gør den efterfølgende kunsthistorie kedelig – tværtimod – langt mere dynamisk, men det er måske meget godt at huske på, at det er variationer over disse to ting: Kunstnerens perspektiv og den sensitive erkendelse, han fremlægger i perspektivet og at denne proces knytter an til dels en sandhedssøgen, der ikke interesserer sig for ”den gode smag” og en smagsæstetik, der beskæftiger sig med kunstens funktion i forhold til et livstilsdannende aspekt.  Disse forhold fletter sig naturligvis ud og ind imellem hinanden, for det er jo ikke givet at den sandhed, der erkendes om et livsforhold ikke på et senere tidspunkt glider ind og bliver til god smag. Men ofte falder sandheden og den gode smag ikke sammen i udgangspunktet, hvilket vi kan se op igennem den moderne kunsthistorie med alle dens skandaler, hvoraf nogle bliver helt spiselige for smagen senere hen, mens andre aldrig kan falde ind som noget man har på væggene i almindelige hjem.

Det betyder at du ikke kan smide lysten og nydelsen ud af kunstdiskutionen, fordi netop smagsæstetikken stadig geråder og anerkendes indenfor kunsten i dag. Selv finder jeg naturligt nok - den erkendende kunst, hvorunder hører den betydningsbærende snak, du indleder - mest interessant - men det gode liv er ikke uvigtigt at fremstille i kunsten - som jo altså også bl.a. Kant påpegede..

Bedste hilsner karin

Gerald Nyegaard

Kære Karin, det er godt, at du melder dig på banen, især fordi du gør mig opmærksom på at jeg kan komme til at lukke samtalen, som bestemt ikke er min hensigt. Tak for det! Nogle gange kan jeg blive alt for ivrig i min måde at debattere på, og så er det rart lige at få slået bremserne i.

Jeg håber ikke, at konklusionen i mine indlæg på nogen måde kunne læses som "Smag og behag er forskelligt" eller "Kunst er alt hvad en given bevidsthed definerer som kunst", for med disse udsagn kommer vi ingen vegne, og det svarer også lidt til som at sige "Kunst bestemmer man selv hvad er, punktum!", som er stik imod min hensigt.

Du har ret i, at der en lile overvægt i mit sidste indlæg der hælder mod, at kunst og kunstneriske udsagn er kommunikative, men det skal ikke opfattes på den måde, at jeg mener at kunstneren har opstillet et rebus, som det gælder om at løse. Det ville gøre kunstværker til gætteleg, og sådan opfatter jeg kunst slet ikke. Jeg ser det mere, som om kommunikationen foregår på helt andre planer, og slet ikke på det bogstavelige plan, hvis man kan kalde det sådan.

Det er bare, når jeg nu kan se alle de fællestræk, der gør sig gældende i værker af f.eks. Olafur Eliasson, Per Kirkeby, Julie Nord, Anette Harboe Flensborg, Tal R, Marco Evaristi, Elmgreen og Dragset, Ferdinand Ahm Krag, Morten Schelde, Damian Hurst, Bansky, ja jeg kan blive ved, og at deres værker besidder en ufattelig flerdimensional dybde, der trodser enhver beskrivelse, så sidder jeg her og tænker: "hvordan kan jeg dele min glæde over al den kunst med jer andre?", og fornemmer, at kommunikation i hvert fald ikke er en af mine stærkeste sider. "Ensom fornøjelse" siger jeg bare. Besøger jeg et kunstmuseum er jeg nødt til at holde mig til højst tre eller fire værker ad gangen per besøg, ellers kan det føles, som om hjernen koger over af al den information, der ryger ind, alle de betydningslag, der skralles af værkerne efterhånden, alle de dimensioner, der åbner sig ved at betragte kunstværkerne, så det næsten føles som at blive vanvittig. Og ingen at dele disse oplevelser med, "surt show!"

Ved bare ikke, hvordan jeg kan bidrage til en sober debat og en dannende samtale.

Gerald Nyegaard

Tillæg:

Tog mig lige lidt mere tid til at læse dit andet indlæg. Som jeg kan se det, halter begge  retninger inden for æstetikken, fordi den første for mig at se svarer til en positivistisk tilgang ved det at søge erkendelse gennem sanserne (her ville Einsteins relativitetsteori og Bohrs komplementaritetsteori ikke kunne accepteres),, og den anden ved at den forudsætter et absolut og modsætningsfrit skønhedsbegreb. En anden ting er, at hverken Baumgarten eller Kant kan forklare mine oplevelser. Kants filosofi lugter for mig også lidt af: "En sten kan ikke flyve og jeg kan ikke flyve, altså er jeg en sten" (for at skære det helt ud i bølgepap),.

Og jeg vil bestemt ikke smide lysten og nydelsen ud af kunstdiskussionen, men jeg må erkende, at jeg selv ikke kan genkende noget af dem som fællestræk hos de i mit forrige indlæg anførte kunstners værker. Det betyder ikke, at jeg ikke kan værdsætte andre menneskers nydelse, som de beskriver, når de ser på kunst. Lysten og nydelsen som begreb forklarer bare ikke mine kunstoplevelser. Så, hvad gør jeg nu?

Gerald Nyegaard

Og hvordan kan jeg holde samtalen i gang?

Karin Waldhausen

 Åh hvor er det dejligt at læse især dit første indlæg, og jeg kan sagtens følge dig i den hjerne, der koger over og den ensomhed, der er forbundet med det - men jeg tror du er kommet i godt selskab her - for det skulle undre mig om ikke Silver, der er med her også forstår dig. Og hvordan kan du holde samtalen igang? Jo for mig ville det være ved at fortælle dine tanker. Formidle dem. Og det må godt - i min optik - være kaotisk - det vigtige er at du fortæller, for mennesker der oplever kunst på alle de planer, du er i stand til kan jo åbne verden for en masse andre. mange vil ikke have noget som helst åbnet og fred med det - men fortæl alligevel. jeg har holdt hele foredrag om enkelte kunstværker, der fik tårerne til at løbe ned af mine kinder, imens min bevisthed arbejdede på højtryk - det er en fantastisk eksistentiel kraft, der også findes i kunst - og i venskab - og i sex - og i natur og i andre sensitive sanseerfaringer - så fortæl - vi er nogle der lytter. :),

Karin Waldhausen

 Ps: Det er ikke dig jeg refererer til med udsagnene: "Smag og behag er forskellig" og "Kunst er alt, hvad en given bevidsthed definerer som kunst"  - det er fordi det er meget hyppigt mødte udsagn i debatten om kunst og jeg vil jo gerne holde samtalen åben for alle - så ind imellem vil du møde referencer, der ikke direkte går på dine indlæg, men måske er af mere almen karakter. 

Per Corell

 Tak, -- jeg var bange for at det var mig, som fik lukket debatten hvilket jo oftest viser sig ved dobbelt indlæg. Men jeg er både enig og fremmedgjort nu.  Jeg har en bagrund som bådebygger og måtte lære mig selv det digitale i en grad så jeg kunne annerkendes på akademiet og det var altså indenfor arkitektur.  Også en masse andet selvfølgelig for er man god til at bruge kombinationen øjne, hovede , hænder så er det jo ikke kun indenfor et snævert område. Skønheden lærte jeg i bådene, linjerne og formerne i vandet. Måden en volume kan bevæge sig gennem vandet hvor fart og stabilitet er målet. 

Nu er formerne eller billedet jo ikke bevidst skønt. Det er heller ikke en simpel entydig process men mange årsager og betydninger det er nødvendigt at mestre ligesom det jo ikke er viljen til at skabe noget unikt, som skaber det enestående -- efter min erfaring, kan disse ting have intet med hinanden at gøre overhovedet. Det er hverken skibets eller bygmestrens mening at skibet skal være smukt, men det bliver det fordi du kan føle det rigtige i de former båden har. Det er heller ikke min intension at male noget smukt når det bliver opfattet sådan, -- jeg ville blot vise det jeg ser i personen.

Det er svært at komme udenom at mange har ønsket om at skabe noget unikt. Et ønske om at distancere sig almenvældet være anderledes eller helt unik, en sund trang, --- men det unike kommer aldrig af ønsket om at skabe det unike, ikke på en måde så det holder eller evner at flytte noget.  Alligevel er det noget der værdsættes meget højt selvom der ikke er en lakmusprøve på det.  Jeg må også ndrømme at jeg tit får kvalme af ordet "jeg", og jeg kan godt se at der er en god måde at beskrive disse ting uden jeg skal forklare mine bevæg grunde, og så alligevel er det den eneste jeg kan bruge for det jeg frembringer ser jeg med lige glæde som dekoration som min personlige måde at udtrykke noget der er vigtigt for mig, --- jeg savner måske det mere personlige når det erstattes af det akademiske som jo mere ligner videnskab end noget andet. Katalogisering, data og systematik alt det der ikke er i mine billeder og hvordan der kan komme det fatter jeg ikke, for det var aldrig min intension.

Det er helt fint at vi får erkendt hvorfor vores billedsprog er så uhjælpeligt bundet i tradision og selvpromovering, --- jeg mener det er to ting som er vigtigere i dagens kunst end så meget andet der da kan være udmærket, men det er svært at se det enkelte træ i skoven især når kunsten har udviklet sig til investering, spetakulære instalationer, publikum succeer og den stakkels kunstners naive forsøg på at videregive en skjult skønhed, måles op med sammenligninger fra toppen, så dan at en middelmådig maler aldrig vil blive set, hvorimod hans 100 år ældre forgænger som han måske enda ikke kender eller har set værker af, tager al nutidens opmærksomhed.  Kunsten minder jo også om arkælogien, hvor vi skal passe på når vi skal bygge nyt, at det nye ikke kommer til at ødelægge sporene fra det forgangne.

Dejligt at debatten alligevel fortsætter, men lige så vigtigt, at nutiden forstår nutidens kunstneres opgave er i nutiden, ikke i fortiden eller målt op mod fortiden.

Gerald Nyegaard

Havde ellers mistet modet, men takket jeres indlæg vil jeg gerne være med i diskussionen igen. Jeg tror også, at det var (er), mig selv, der ser på diskussionen med alt for megen alvor.

Jeg vil også lige præcisere, det jeg skrev om Emanuel Kant. Jeg ser ham som én af de store og vigtige filosoffer, med jeg synes, at jeg kan finde alt for mange paralellslutninger hos Kant og æstetikken.

I de tidligere indlæg prøvede jeg at belyse kunstens autonomi. Og det kan jo blive en uendelig process, at nærme sig en bestemt definition af noget, ved at opremse, hvad det ikke er. Indrømmet, at den næsten må være dødfødt.

Jeg kan sagtens følge og genkende det, at det ikke er ønsket om at skabe det unikke, som skaber det unikke, for der modarbejder man sig selv, på en måde. Ja, det unikke, det skaber man, når man er kreativ, når sindet er stille, når man åbner sig for den dybere intelligens, som vi alle har adgang til. Selv videnskabsfolk beretter om, at de fandt løsninger, mens de holdt tankepause.

Det jeg også spørger mig selv om er, hvorfor alt muligt efterhånden skal kategoriseres som (det er med vilje, at jeg ikke skriver ophøjet til), kunst. Mad, sport, reklame, (you name it),. Har det noget med prestige og identitet hos kunstneren, sælgeren og køberen/ejeren at gøre, opfattelsen af at en kunstner er et geni, og at det i kraft af det gør handelsvaren kunst til noget dyrt og kostbart? Er det trangen til selvhævdelse? Du kommer med mange gode svar, Silver. Har Marcel Duchamp med sin udstillede pissekumme ikke kunne aflive myten om kunstværket som produkt skabt af overmennesker, som noget guddommeligt? Én ting er, at en kunstner er nødt til at tjene penge for at kunne leve af sin kunst, og at kunstneren derfor er nødt til at få sig godt betalt for værkerne, en anden ting er, at det nemt kan gå op i persondyrkelse, når vedkommende har opnået en vis status.

Per Corell

 Ens fornemmelse for kunstnere kan jo også ændres livet igennem og det er jo i sig selv vældigt interesant for når jeg tænker tilbage på nogle af de mange malere og andre skabende folk jeg har kendt, kan jeg se hvordan det er mig der har været temmelig rigid i min fortolkning.  Alligevel var det voldsomt at erkende hvordan de mest modbydelige, totalt selvoptagede som bagsiden af deres utiltalende væremåde, kunne skabe det smukkeste mest værdiladede og den mindst intiligente, den man mindst ville forvente var den faktiske mester.  De folk der bare kan 'det 'der. 

Senere har jeg heldigvis opdaget hvordan en smule imødekommenhed oveni den erkendelse, eller måske skulle jeg sige sikkerhed, har tilført den syndsforladelse som skulle til for at fjerne skyklapperne, 

Jeg ved ikke om det er noget generelt, men mange malere har det på den måde har jeg opdaget.  Det handler om hvad man har på sine vægge og jeg har enda udført forsellige experimenter som mere eller mindre har givet mig nogle retnings linjer.  For hvilke malerier har jeg på mine vægge, ---- sjovt nok ikke mine egne andet end et enkelt måske og faktisk af gammel vane, nu det ikke alligevel blev siftet ud med noget nyere. Ellers er det meget få og temmeligt gaamle. Et fra 1948 af en dansk malerinde som inden krigen i 30'erne brugte tiden i Paris som så mange andre malere og så et fra 1917 er det vidst, med titlen "To katte i en tønde" af en maler der malede i en ret særeen stil jo det er to dejlige billeder, men derudover siger jeg altid nej-tak, til at få fyldt mine vægge, der er allerede rigeligt på indersiden af øjenlågene, til at jeg også behøver andres billeder --- med en enkelt undtagelse som jeg nævnte tidligere,  men ham er jeg jo også en smule misundelig på, fordi han kommer "så nemt" til det , billeder jeg elsker.

Jeg ville nok aldrig kunne have andres billeder på mine vægge, der er mange årsager ligesom jeg aldrig har haft brug for for billeder. Malerfaget er nemlig sjældent så romantisk som mange tror og når jeg i forvejen har rigeligt og det i forvejen er en belastning ikke at få malet det jeg vil, --- jamen hvordan kunne jeg så få noget ud af en masse forskellige malerier overalt hvor der er plads. For mig er det at opleve kunst meget anderledes end det at skabe det, og egentlig har jeg mere lyst til at skabe dekoration end kunst, for kunst er så forfærdeligt uhåndgribeligt.Derudover er min erfaring, at tit og ofte er det de største idioter, der skaber den største kunst.

Gerald Nyegaard

Ja, nogle gange har jeg det med at opfinde nye ord. Det jeg mener med "tankepause" skal forstås som det at holde pause fra tankerne. :),

Al den læsning og debatteren har sat noget i gang hos mig, og det har med den måde vi mennesker forstår vores omverden på, og hvordan vi forarbejder sanseindtryk på, og at det må have indflydelse på, hvorfor vi laver kunst, og hvorfor vi "forstår" kunst. Det lyder måske noget bagvendt, hvad processen angår. Jeg kan i grunden godt gå ind for teorien om radikal konstruktivisme.

Og her en opfordring til alle der læser med: Spørg, spørg og spørg igen! Jeg vil gerne dele mine tanker med jer alle, men hvad nytter det, hvis jeg ikke gør mig forståeligt. Ellers bliver jeg aldrig nogensinde bedre til at formidle noget.

I grunden må det alt sammen have noget med den menneskelige bevidsthed at gøre, og det kan lyde så ufattelig teoretisk al den snak om bevidsthed og betydninger op og ned, og hvor er skønheden og poesien i alt dette? Og her er jeg overbevist om, at bevidstheden gør det muligt for os mennesker at opfatte skønheden og at vi kan benytte os af poesien, fordi vi er i stand til at kommunikere ved at bruge et abtrsakt sprog, således at vi kan bruge betegnelser i stedet for tingen (det betegnede), selv.

Lige til sidst: Noget som gik op for mig i morges var, at der som ét af de føromtalte fællestræk kan nævnes, at kunstneren slet ikke er synlig i sine værker. Ikke dermed sagt, at man ikke kan se, hvem der var kunstneren til værkerne, tværtimod, for alle har jo deres personlige udtryk, men at det er noget andet, der gør sig gældende, noget som går ud over udtrykket, noget som knytter sig til værkets indhold. Kunstneren bliver en slags mellemmand/kvinde.

Gerald Nyegaard

Jeg kom vist til at skrive det forrige indlæg, mens du skriv dit indlæg, Silver, for så kunne jeg også have taget udgangspunkt i dit. Jeg kan nikke genkende til så mange ting, som du fortæller, og dog, er der nogle af dine erfaringer, som jeg har til gode at gøre.

På mine vægge hænger der kun et litografi af en tysk kunstner, lavet i 1978, og som skildrer et arbejdsmøde mellem Bertolt Brecht, Hans Eisler og Ernst Busch. Det er en god karakterskildring af de afbildte personer, og der er en ro over billedet, hvorfor det får lov til at blive hængende. Kunst har det for mit vedkommende altid med at tale uafbrudt. Mine egne arbejder hænger der kun, når de skal afprøves og gennemspilles, så at sige, og det er ganske få eller kun et stykke ad gangen.

Når du opfatter, at det undertiden er de største idioter, der skaber den største kunst, er det ikke ensbetydende med, at man selv kommer til at fremstå som en stor idiot, kun fordi man selv har skabt noget unikt. (Indskudt kommentar: Det viser igen, at vores menneskehjerner er af en underlig og vidunderlig beskaffenhed, som er forudsætning for, at vi kan dyrke poesien, fordi vi kan se sammenhænge, og kan skabe illusionen af sammenhænge hos den anden, hvor der ikke nødvendigvis behøver at være nogle sammenhænge.), Jeg kan godt spore en vis forundring hos dig over den modsigelse, der ligger i, at også store "idioter" kan skabe stor kunst, for det burde de jo i kraft af deres ytringer og optræden ikke være i stand til. Og hvad mener jeg med det? Vi sanser nemlig ikke verdenen pga. vores bevidsthed (igen igen),, men vi sanser os selv igennem verdenen. Vores ytringer fortæller mest noget om os selv, og ikke så meget om det, vi ytrer os om. Når jeg har en mening om en bestemt ting eller person, og jeg udtaler mig om tingen eller personen, siger det mest noget om, hvordan jeg opfatter tingen eller personen. Det betyder faktisk, at jeg ikke kan finde sandheden om denne ting eller person, fordi jeg med min menneskelige bevidsthed har en ufattelig begrænset fatteevne. Det jeg vil sige er: Du skal ikke være bange for selv at skabe stor kunst!!! Bare gå i gang!!! Du vil aldrig nogensinde være herre over andres meninger om dig eller din kunst, så hvorfor bekymre sig om det?

Og hvorfor kan du ikke lave det, du gerne vil? Hvem siger, du ikke kan? Du kan ikke skabe noget nyt, hvis du vil tilgodese andres ønsker (ved ikke om det er der, grunden ligger),. Vi mennesker er for det meste tryghedsnarkomaner, og kan bedst lide de ting vi kender (overlevelsesinstinkt),, og så bliver det en umulig opgave at lave noget, som svarer til de andres ønsker. Det vil skabe en stor usikkerhed hos den kunstner, der prøver at følge denne vej, og denne usikkerhed vil altid skinne igennem i udrykket i denne kunstners værker, men også det, når kunstneren træder fuldstændig til side og kun idéen bliver genkendelig i værket. Det er det jeg mener med, at kunstneren som person bliver usynlig i værket, således at jeg ikke kan spore den mindste antydning af kunstnerens syn på og holdninger om hvad som helst i værket. (Ved ikke, om det er det du, Karin, vil sige med, at det gælder om at fremkalde Platons idéverden i billedet?),

Karin Waldhausen

 Ja så faldt jeg for 20 minutters reglen og at langt indlæg gik tabt og nu er jeg pissesur og det hjælper selvfølgelig ikke jer noget og slet ikke debatten, men lige nu orker jeg ikke at genskabe det. :),

Per Corell

 Ja, -- det er nok noget vi alle har oplevet, men i stedet for at begynde at kaste med tingene, kan man altid trøste sig med, at anden og tredie gang har det man ville sige bagt videre og fylder indre på papiret samtidig med at det så næsten altid er mere koncentreret.  Jeg skrev i en periode alt som kladde og kopierede det så ind, for netop at undgå at miste en halv times arbejde.

Du har sikkert gjort det samme og ligesom jeg forbandet MAS'es krav om log ind langt væk gang på gang, men forhåbentlig bliver problemet løst.  Min dag blev reddet  da jeg så de to billeder der blev sendt fra Mars og som konfimerede at vi nu får en masse nye fantastiske opdagelser. 

Det er jo dertil vi er nået. Automationen kommer til at vise os verden som den virkelig er, vores opfattelse af at der skal sendes mennesker ud i verdensrummet bliver erstattet af en erkendelse af at maskiner kan gøre det meget bedre og efter et par hundreder år, er vi måske endelig klar til at tage det næste skridt.  

Det er det mest positive jeg kan se i tiden og det behøver jeg jo ikke male i mine billedet tværdigmod, ---  jeg forstår for hver gang teknikerne evner at gøre det fantastiske, bedre og bedre hvad der også er at videre befordre nu hvor verden er blevet så meget større bliver de ting nemlig ikke mindre.

At folk der kommer forbi mit stakit, så  kræver mere, viser jo det vaccum der er opstået,  at det kan lykkes at give noget værdifuldt videre til folk der aldrig bruger et kunst museum, er noget jeg ikke havde forudset ville blive en del af min drivkraft i alt dette. Altså det at andre værdsætter billederne, havde jeg aldrig regnet med ville få nogen betydning.

Gerald Nyegaard

Jeg har fundet en metode for at undgå 20-minuttersreglen. Den metode vil jeg beskrive i forummet under en ny tråd.

Per Corell

 Jo jeg kan se der er oprettet en tread i forum. Jeg vil nok sige at det er svært at skulle fastholde en "ideologisk" vinkel. For mig er det fordi jeg kigger meget efter, hvordan mine billeder påvirker det publikum der er. Selvfølgelig forsøger jeg at tyde folk's reaktioner men jeg er mere vågen overfor det faktum at mine største beundrere er børn. Det virker nok overvældende for et barn med store figurer og de farver. Men der sker også meget andet end det, jeg tror børn er langt mere åbne overfor gadekunst, voksne er blot glade for at det er en anderledes "Graffiti", --- så hvad siger det om de voksnes opfattelse af billeder, Nu skal man også passe på med at lægge mere i mine billeder end den gadekunst det er --- min over-overbo er et tydeligt eksempel hun er nemlig overbevist om at jeg er totalt sex-fixeret.  Det fortalte hun mange gange, den halve time efter hun bankede på min dør klokken elleve om aftenen, samme dag som jeg havde sat nogle nye figurer på stakittet og havde sat det maleri der fungerede som skitse i vinduet. Jovist er det damer jeg maler p.t. men modsat hvad min over-overbo ser, har de altså tøj på. Ikke meget men da noget, og at det skulle være tegn på at jeg er sex fixeret og at "mit hovede er fuld af sex" i en grad så jeg simpelthen må male nøgne damer på byens plankeværker, passer altså ikke.  Det nytter heller ikke at jeg benægter det overfor min over-overbo, hun kigger stadig på mig på en meget afslørende måde når jeg møder hende på gaden, --- alligevel siger jeg altid højt og tydeligt "godav", for ellers ville jeg vel blot cementere hendes opfattelse. Af mig og mit hovede der altså ikke er nær så fuld af sex som hun tror.

Men sådan tror jeg også samtidskunsten kan forstås, --- børn og almindelige mennesker der aldrig besøger et kunst museum får en masse ud af de billeder der trods alt er i det offentlige rum om så de blot synes billederne er fantastiske eller bare er glade fordi det er an anden slags Graffiti end den sædvanlige er vel ligegyldigt, for det vigtigste er vel at de ser noget de enda mener er kunst.

Karin Waldhausen

 Kære Silver - jeg elsker dine indlæg og lærer noget hver gang. Jeg har aldrig tænkt på dine billeder af kvinder som noget, der skulle udtrykke at du havde sex på hjernen - jeg tror din hjerne er fyldt af rigtig mange ting - gode ting, spændende ting og kringlede ting. Lad over-overboen lave sine egne projektioner og ja, når vores billeder er sluppet ud, så kan vi ikke længere bestemme, hvad der bliver set i dem. Mere dannede mennesker end din over-overbo kalder det, at billede får sit eget liv - og det liv er kunstneren ikke herre over.

Gerald - det er så fedt at du holder gang i debatten - selv vil jeg holde en lille pause, da det er blevet tid for min årlige retreat til den vilde, fredede danske natur, hvor jeg vil opholde mig i ensomhed og stilhed, de næste uger, med min hund og min campingvogn..

Per Corell

 Ja, jeg har været glad for at debatten har fortsat fordi jeg synes at selvom vi aldrig når punkt null hvor vi ikke har mere at sige når begrebet er præcist defineret.  Netop at vi alle er så vidt forskellige men alligevel søger nogle fælles mål er hvad der har gjort denne snak værd at følge, forhåbentlig for andre end den lille håndfuld. Alle må have set hvordan jeg har kæmpet med netop det at tage udgangspunkt i "mig", det har været rigtigt svært at holde eksemplerne væk fra mine egne meninger og selve ordet "Jeg" er blevet min største hindring her. 

Simpelthen fordi når vi er så forskellige har det været svært ikke at fremhæve det jeg føler for

Men der må være flere der har vegeteret over vores meninger, udlægninger og guldkorn.  Når jeg en sjælden gang får læst mig gennem en artikel i et af de få sites der seriøst og på mit plan fortæller en historie om en retning eller en kunstner, føler jeg mig ofte temmelig fremmedgjort ---  Jeg må indrømme at jeg nok er ret gammeldags og selvom jeg har meget få Ikoner, ser jeg mere malerkunsten i et spejl og jo jeg synes den enkelte kunstner i tiden i kunstnerens livs situation netop er interesant, selvfølgelig fordi jeg også nok spejler mig selv på den måde.  Jeg arbejder ikke i en bestemt gruppe eller indenfor en bestemt retning ikke bevidst.  Jeg vil hellere finde mit eget udtryk, ikke at jeg er bange for at blive påvirket og miste noget personligt eller særegent -- det tror jeg nemlig ikke kan svækkes men kun styrkes ved at se andres værker eller forstå nutidskunsten og andres situation.  Men som mange vælger kunsten i dag, hvorfor og med hvilke resultater kan være vældigt vgtigt og måske siger netop det en masse om samtidskunsten --- hvorfor vælger så mange at udtrykke deres indre på denne måde, hvad er det der er så unikt i malerkunsten må være vigtigt for mig, for da jeg var yngre ville jeg aldrig have troet jeg nogensinde ville starte eller blot forsøge mig her. Måske er det rene tilfældigheder eller at malerkunsten har den udfordring de andre ting jeg har beskæftiget mig med også havde, egentlig tror jeg det, for jeg følte faktisk en del for bådebyggeriet, for programeringen og alt det andet jeg dengang havde mulighed for at udfolde mig indenfor.  ---- Jeg vil opfordre til at denne tread bliver permanent, jeg tror mange har læst og mange har haft lyst til at skrive.

Gerald Nyegaard

Jeg kan tilslutte mig SilverScreens ønske om at denne tread bliver permanent. Al den diskussion her udvider min horisont. Jeg håber at mit kunstsyn vil udvikle sig, og ikke blive til noget, der skal støbes i beton.

Ærgerligt, Karin, at dit lange indlæg er gået tabt. Det vil jeg gerne have læst. Jeg kunne også godt tænke mig at diskutere "det at genkende en idé" i forhold til billedkunst noget mere uddybende. Måske i en anden tråd. Håber i hvert fald, at du kan få koblet af i din årlige retreat.

Der er så mange ting i samtidskunsten, der efter min opfattelse adskiller sig fra den kunst der blev skabt for ca ti år siden. Tegningen f.eks. er som kunstværk blevet salonfæhig. Gadekunsten (Street-Art), er blevet anerkendt. En af grundene, at der er kommet flere, der udtrykker sig kunstnerisk, må være, at kunstnerartiklerne er blevet mere tilgængelige. Måske har internettet øget mulighederne for at dele sin egen kunst med andre. Men der er ikke kun en udvidelse i brugen af medier, der gør sig gældende. Det er emnerne, der tages op i kunsten, som har ændret sig. Her går udviklingen måske ikke så forfærdelig stærkt. Men karakteristisk for emnerne i kunsten, som jeg ser det, er altid, at de følger med eller rettere sagt genspejler tidsånden. Ja, mere end det: At de er en refleksion over tidsånden. Samtidskendetegnet gør sig gældende i værkerne, som det påpeges indledningsvis. Og her kan man spørge, hvilke kendetegn der er karakteristiske lige nu. Det må være på sin plads, at komme med nogle eksempler.

Jeg vil tage mig lidt tid til samle sammen på et par eksempler, og vende tilbage på et senere tidspunkt.

Per Corell

 Det er nok forkert at sige noget er på vej ud. Men for mig er det åbentbart at det abstrakte ikke i nær så høj grad gør sig gældende i samtids kunsten, som den tidligere gjorde. Jeg synes der er en tendens i retning af det mere realistiske både som vi ser i David Goldenbergs stemnings mættede tegninger og Popkunstens magnetiske tiltrækning på mange, -- det er realisme folk vil have.  Både foto realistisk eller abstrakt fabulerende, Og det er "den ægte vare", håndværket og billeder der fortæller om fordybelse eller erkendelse --- men så må I også undskylde, for for mig existerer hverken instalationer eller video.  Tidligere, dengang, ville jeg nok sige at jeg ikke behøver vide hvad forskellen er på impresionisme og expresionisme for at male mit, i dag siger jeg det bare ikke højt.  

Men derfor kan jeg godt tilslutte mig det debatten allerede har bragt frem, det er jeg helt enig i.

Per Corell

Det er blevet moderne for musikere at male, ovenstående er malet af en musiker der adspurgt "hvad det er" ikke kan svare hvad han mente med det. Billedet skal sælges på QXL til fordel for et godt formål, så mon ikke næste initiativ, bliver malere der spiller musik for at støtte et godt formål, ---  Om de så "ved hvad de spiller" på samme måde som musikere der ikke ved hvad de maler er bare ikke så ligegyldigt når der er tale om musik , for der er næppe nogle der orker at høre maler klimperiet til gengæld står kritikerne i kø for at bedømme kvalitetsmæssigt ligeværdigt billedmageri.

Hvad fanden bilder de sig ind ?

Det skulle da lige være omvendt, altså at malere gør nar af malerkunsten "til et godt formål", gad vidst hvad de kære musikere ville sige til det --- hvorimod malere der tager kunsten alvorlig, skal finde sig i lalleglade amatører fordi "alle kan vel male", -- eller hvad ?  Vi malere skal altså finde os i at vores kunst blir voldtaget medens vi ville blive huujet ud, hvis vi forsøgte os med en tværfløjte og en gulvbas.  Er det rimeligt ?

Nej vel, men det er samtidskunst !

Per Corell

 Hej, jeg kan se der sneg sig en fejl ind, -- jeg skriver et sted  ;

"Det skulle da lige være omvendt, altså at malere gør nar af malerkunsten "til et godt formål", gad vidst hvad de kære musikere ville sige til det --"

Jeg skulle selvfølgelig have skrevet ;

"Det skulle da lige være omvendt, altså at malere gør nar af musiken "til et godt formål", gad vidst hvad de kære musikere ville sige til det --"

En lille fejl, men du synes måske i forvejen jeg over reagerer, --- men gør jeg egentlig det, prøv at overføre det til andre kunst arter som jeg har gjort eller værre, til andre fag områder. Om noget af det er malernes egen fejl kan jo diskuteres, alligevel er det på kanten af cykeltyvens undskyldning, altså at "'det har man ret til, hvis idioten ikke vil ofre en ordentlig cykellås".  Men er det ikke blot endnu et eksempel i en lang række, på hvor lavstatus kunsten er blevet fordi ingen åbentbart indser, hvad det indebærer med falske vare deklarationer og denne mærkelige ide om at "alt er kunst".