Ubehjælpsomheden, der forsvandt

Groth

Hej Karin

Det kan godt være jeg er lidt dum, men hvis der kom en og sagde at mine ting var "ubehjælpsomme", så ville jeg nok sige "Hvad for noget ?", hvordan kan et værk være ubehjælpsom ?

Personligt syntes jeg du laver nogle fantastiske værker, og som alle andre nogle bedre en andre, men de rummer så meget, hvordan skal jeg sige det... så meget siturations fornemmelse, eksempelvis dine billeder af ældre mennesker på plejehjem, man ser dem, man føler dem og ikke minst prøver at trænge ind i deres situration og følelser, det er efter min mening stor kunst.
 

Det er først her de sidste par år jeg har har haft tid til at dyrke min interesse for at tegne og male, og har virkelig et ønske hver gang jeg maler at udtrykke de ting jeg ser og fornemmer i verden omkring mig, de billeder der fanger mine følelser, de ting jeg finder smukker, ting og følelser der gør indtryk, kogt sammen med de følelser og stemninger jeg har når jeg maler, som føgler med når jeg selv ser det igen senere.

Og nogle gange lykkes det bedre end andre gange, og andre gange ikke. Eksempelvis jeg arbejdet rigtig mange timer med mit seneste projekt, og har fået lavet mange detaljer af ting jeg finder smukke, eks. en smuk HP lampe, og havde en ide om en god komposition jeg syntes var spændende, men helt ærligt ved jeg ikke om jeg selv kan lide det færdige resultat, trods jeg har fået mange roser for det, men det blev for mange ting i billede, og føler jeg tabte helheden undervejs, og de følelser der plejer at blive kogt med.

Men forstod ikke lige den med "Ubehjælpsomhed", du må meget gerne uddybe

Per Corell

 Jeg tror portrætter er blandt de bedste motiver, hvis man skal til at tage tilløb. Ansigtet spejler jo en masse som de fleste er i stand til at "læse", livet har som regel sat nogle spor som det er en befrielse at tyde og videregive og der ska ikke så meget snak til at forklare hvad man som maler "vil" med billedet. det "ubehjælpsomme" kan vel kun fremkomme når man først kan male, men udtrykket ikke befordrer sig selv. 

Desværre er der nogle emner der lisom er Trend emner, der er osse emner der er så vigtige som Trend emner, fordi de peger i en retning malerkunsten kan profitere af og som det er vigtigt at få indraget i malerkunsten. At det så nogle gange ikke lykkes første gang, er vel det der er bagsiden ved profesionalismen og ens egne krav til sig selv. For det er osse somom at når noget er lykkes over forventning, jamn, så ska det næste sørme osse lykkes og helst bedre. Jeg har det sådan at jeg bruger en masse tid på at blive bedre til at tage foto's der egner sig som oplæg til malerier for jeg har endnu ikke fundet nogen bedre måde at fastholde en ide.  Det kræver så til gengæld et godt kamera og at man osse her ikke går på kompromis men lærer sig selv, eller "gen-lærer" det med lys, skygger, kontrast og farvebalance. Men nogen større hjælp end ens egne foto's af det man har den 'der ide om, 'det man gerne vil videreformidle i et maleri fordi maleriet har de'der kvaliteter, i modsætning til fotoet, som så har andre kvaliteter.

Martin Leighton Lindhardt

Hej Karin

Ordet "ubehjælpsom" bliver ofte brugt som en erstatning for "sådan ville jeg ikke have gjort det (og da MIN måde at gøre det på er RIGTIG, er din måde at gøre det på FORKERT),". Med andre ord har vi her med selvhævdelse og dermed også tit med stor usikkerhed at gøre. Og kunst er usikkerhed. Hver gang. Det er - i hvert fald for mig - en billede-for-billede erkendelse af, at jeg aldrig helt opnår præcis det udtryk og den kommunikation jeg ønskede for billedet. Og det kan man vel godt (med de negative briller på), kalde for ubehjælpsomt. Vi der ved bedre kalder det proces, et ord din vejleder måske ikke kunne huske, og det går meget hurtigt op for de fleste der prøver kræfter med det kreative, at den er det vigtigste.

Alle disse ting er du selvfølgelig selv nået til en erkendelse af, Karin. Men som Bering mere pædagogisk prøver at sige, så kræver det sin penselsvinger, at sortere i alt det bullshit, man må lægge øre til, når man prøver at skabe noget kreativt. Og det ER jo netop pga. af SMAG OG BEHAG. Tænk sig at bedømmelsesgraden hviler på så uprofessionelt et leje. Det kan jeg lide - det kan jeg ikke lide. Dybest set. Ja, det og så naturligvis prisen: "jeg vil sgu gerne købe dit billede, men jeg synes det er lidt for dyrt. Vil du gå et par tusind ned?" Og så måske det faktum, at vi udstiller vores billeder i det offentlige rum og sætter vores navn på, som jo automatisk legalisere brugen af Jantes lov og en ufiltreret kommenteren i samme ånd. Over skulderen på mig, imens jeg maler på billedet: "Nej, han kan ikke male portrætter. Det kan du se dér på ansigtet, skat."

Nå, men om i pyt kassen med alt det brok. Alt det bliver nemlig overskygget af procesen - af ubehjælpeligheden som bekæmpes, formes og udvikles for hvert værk vi giver os i kast med. Så gud ske lov for den :-),

M.

Karin Waldhausen

 Åh tuind tak alle 4 - det er dejligt at når nogen responderer på ens tanker - lige som det er dejligt at nogen responderer på ens kunst - men det er ikke altid at det gøres så nænsomt og konstruktivt som I har gjort det her. Hold da op hvor har jeg grinet - Bering - af de to damer, du fortæller om - kender det. Og Silver, ja ansigt kan altid bruges og synes jeg - skal bruges - især selvportrættet. Modellen er lige ved hånden og man kan være lige så grusom man vil for der er ingen der kan blive kede af at man ikke lige har malet dem som de gerne ville. Jeg vender jævnligt tilbage til selvportrættet og selvom nogen synes jeg er hård ved mig selv, så er det slet ikke det, det drejer sig om - men at jeg får fortalt den pågældende historie, der rumsterer i mine rynker og som martin også er optaget af - selvom vi aldrig bliver færdige og tilfredse, martin, for det er vel en af drivkræfterne for at komme videre.

Vi lever i en tid hvor alle i demokratiets og reformpædagogikkens navn må udtale sig om alt - især skabende processer og produkter. Og det værste ved det er - at alle også gør det! Men jeg synes det er decideret pinefuldt, at alle også mener, de kan male selv og skrive selv og spille selv - og det gør de så - i det offentlige rum. Der er ingen selvkritik dér! For det handler ikke om værket, det handler om personen som gør sig synlig som kreativt menneske.

Den pågældende lærer var faktisk en meget ordentlig og dygtig klunstner, men vi var meget forskellige i vores tilgang til værket. Jeg ville fortælle histoprier og hun arbejde mere formelt og materiale orinteret.

Pointen er at hun (som enhver underviser), greb ind i mit liv på en måde, der både var konstruktiv (dfordi jeg blev stædig og ikke lod mig nøje), men også destruktiv, fordi jeg mistede en umiddelbar og uskyldig tilgang til mit værk.

Jeg sender jeg alle knus her fra Vive!

Karin Waldhausen

 Og så er indlægget som sædvanlig fuld af slåfejl, fordi jeg får stress af den der 20-minutters regele, som MAS har lagt ind på at komponere oplæg... I må bære over med mig! :),

K

Annette Nielsen

 En kunstner skal være i stand til at male sin sjæl med kontakt til hele følelsesregisteret for at skabe lige netop "gnisten"....til gengæld forventes det, at kunstneren tager en magisk-distance-følelses-kåbe på, når det drejer sig om hele udstillings- og bedømmelsesprocessen. Der bliver alt lige fra kunstnerens kunst til kunstnerens sokker nemlig åbent diskuteret. Det er ikke så sært, man siger, at mange kunstnere er tossede ;-),  joh...det er et krævende embede at være kunstner. Samtidig er det et job, hvor folk synes, det bærer lønnen i sig selv! Den form for løn er det bare lidt svært at blive mæt af!!!!

Fornylig hentede jeg en udstilling hjem. 2 malerier var uheldigvis faldet ned. Rammen var ødelagt på det ene, og den anden havde fået et hul midt i. Ingen nævnte det, ingen sagde undskyld. Man kunne da godt have vist den respekt at beklage det. Er det et resultat af al fabriks-kunsten? Køb og smid væk? Eller at alle kan male? Jeg har også prøvet, at en kvinde ville tage en masse fotos helt tæt på mit maleri, for hun malede jo selv, så nu skulle hun hjem og male mit billede!!!! Jeg måtte holde fast i, at fotografering var forbudt, men hun måtte gerne købe et kort.

Den største kunst, Karin, er vel netop det at holde fast i sig på trods af alt, hvad vi udsættes for. At kunne mærke hvad vej man nu skal. Jeg tror ikke, at du har mistet noget. Jeg tror, at du er blevet rigere på din egen måde, fordi du er opmærksom! Gode strøg på din vej .....og på i andres veje :-),

Per Corell

Selvfølgelig bruger mange malere billedet i en meget personlig process men for mig er de ting helt afklaret hvilket så forhåbentlig gør, at mine billeder evner at sætte væsentlige og genkendelige emner i fokus. Grunden til at jeg venter til jeg er klar til at billedgøre noget er at for mig er andres meninger temmelig ligegyldige i den process, simpelthen fordi jeg for ofte har stået uforstående overfor, hvordan billeder bliver tolket  ---  jeg synes der alt for ofte overfortolkes og at det lisom er for nemt at være maler på den måde. Der er ingen grund for mig, til at vise for uoverskuelige situationer eller helt at overlade til beskueren at tyde noget -- så vil jeg hellere male sådan at jeg ved hvilke tanker der opstår. Jeg har jo fra starten et billede af hvad jeg vil formidle og det har ikke noget at gøre med problematiker jeg ikke har afklaret.  Du må så undskylde at jeg væver så meget omkring dette emne, men jeg ka ikke bare overlade det til andre som grundlæggende skulle være "mit problem", derimod ka jeg billedgøre resultatet af det, vise noget som jeg ka styre, noget der kan genkendes og andre så kan reflektere over.  Men sådan er vi jo forskellige, for mig er det helt afklaret når jeg først går igang med at skitsere skabelonerne, jeg ved præcist hvor jeg vil hen og hvornår billedet er færdigt, intet er overladt til tilfældighederne hvad angår det tekniske og metoden men "processen" er osse der hvor jeg bryder planlægningen når noget hidtil ukendt pludselig viser sig ---- men så får det aldrig form af et spørgsmål til publikum det vil altid være et udsagn.