Skriv til Knud Larn
09-01-2012 Vist: 1038 gange.
Det er som om der kun er to muligheder for en aspirerende Kunstner i dagens Danmark:
Tjek til det første - der har jeg været i mange år nu. Mht det andet? Well, de ER altså både lukkede og lidt støvede, ikke sandt? Burde man ikke snarere oprette sin egen gruppe?
Jeg har nu et par gange prøvet at oprette en seriøs gruppe (både her på MAS og ovre på CG). Dvs samle en flok der var villige til at gøre noget for andre kunstnere, lægge arbejde i det, og som var interesseret i et længere perspektiv end blot den næste udstilling. Fordi deres eget kunstliv havde et længere perspektiv.
Dét er ikke nemt at finde sådanne skal jeg hilse og sige! Mange på MAS og på CG vil gerne være med, HVIS det altså passer i tid og økonomi det dér I andre arrangerer for mig -- jeg har jo mit barn/arbejde/uddannelsesforløb/etc jeg skal passe. Eller hvis jeg blot selv kan bestemme om jeg vil eller ikke vil være med til de enkelte dele i dét I andre arrangerer. Eller hvis det er gratis - for jeg er på overførelsesindkomst, på førtidspension, og alle de andre undskyldninger.
Men det er jo ikke en kunstnersammenslutning? En kunstnersammenslutning er et kollektiv af skattebetalende, professionelle, ernergiske, personligt ambitiøse, kunstnere hvor alle deltager aktivt. Ikke blot med ophængningen af egne værker! Hvor man er med fordi man ved at man har brug for fællesskabet, ikke blot nu, men også om 10 og 20 år. Hvor der er loyalitet. Journalisterne der besøger udstillingerne skriver ikke om NNs personlige kriser, psykiske sygdom, et tragisk forlist ægteskab, og alt det andet irrelevante fnidder, men om KUNST.For de har alle som én noget på hjerte - de VIL noget med deres Kunst.
Det er som om at CG og MAS er fyldt helt op af kunstnere med det lille k. Hyggemaler-folket. Der maler som en bi-ting. Der gerne maler og udstiller (lidt), men som ikke vil skabe sig en karierre som Kunstner, som ikke drømmer om at komme ind på væggene på Statens Museum for Kunst. Som ikke tror på, eller blot håber på, at de skal smide Paul Gauguin på lageret så deres billeder kan hænge på Glyptotekets vægge (som måske slet ikke ved at Gauguin hænger på Glyoptoteket, endsige hvad Glyptoteket er). Drivet er der ikke rigtigt, vel? Der er ingen lyst til at ofre noget (penge, tid, ressourcer, ego) for sagen. Man hygger sig bare indtil man skal dø… Ved nogen hvor alle de seriøse kunstnere hænger ud?
Min fejl er selvfølgelig mit krav om at alle bidrager. Der er flere grupper på CG og MAS der er ganske aktive - det er blot ganske få der gør hele arbejdet, og så en stor fåreflok der følger med førerhunden. Dét giver godt nok aktiviteter, men giver jo ikke dét forpligtende fællesskab og den ligelige arbejdsfordeling som ligger i en kunstnersammenslutning. Og så bliver gruppen faktisk til en hæmsko OGSÅ for de få aktive… Det har de nok bare ikke opdaget endnu...
Så mit første spm til de potentielle er altid: Vil du være formand, eller kasseren? For her i foreningsdanmark er der stadig en vis forventingsskræk til de jobs. Dér kan man ikke bare flyde med og lukrere på de andre, men er selv krumtappen. Et andet godt spm er at bede om penge: Betal 100 kr pr måned. Det afskrækker også - der er intet som penge der får folk til at vise deres sande prioriteter. Selvom 1200 kr om året faktisk er meget lidt ift alle andre udgifter i folks budgetter - f.eks. Cafebesøg på et år...
Og når vi længere, det gør vi kun i meget få tilfælde, begynder jeg at spørge til hvad kunstneren laver og vil med sine ting, spørger til CV`et osv. For er man stadig i gang med at finde sig selv og sin form, er kun lige kommet i gang med at male igen, eller forstår man slet ikke spm, er det lige så sandsynligt at man stopper helt med at male i morgen som at man faktisk vil kunne bidrag til en gruppe. Og har man endnu ikke taget bare én censureret udstilling, er der nok ikke drive nok til en karierre…
Så OK: Jeg vil stadig gerne lave gruppe med dem der kommer igennem nåleøjet - og har linet udstillinger op i både Danmark, Nordtyskland, og Sydsverige til de heldige der virkelig vil. Meget gerne med gode folk fra CG og MAS. Gruppen er dog flyttet til Facebook i erkendelse af af de fleste seriøse kunstnere enten er totalt tavse på CG og MAS, eller blot befinder sig et andet sted.
DU kan også være med, kære MAS´er, hvis du bor indtil 40 km fra Rådhuspladsen i København (vi skal jo kunne mødes ofte hos hinanden), og har drivet!
Kontakt mig hvis du er interesseret.
Knud
Du skal være logget ind for at kunne skrive en kommentar.
Hej Knud, jeg nyder at læse dine linier. For du formå at sige tingene lige ud. En smule kynisme her og der, men i grund og bund nogle tankevækkende ord. Du har gode pointer. Og når jeg tænker på Asger Jorns ihærdige kamp i Cobra sammenhæng, ved jeg at du har fat i den lange ende.
Jeg har besluttet for 6 år siden at gøre mig selvstændig som kunstner. Jeg ville leve af det, måtte komme hvad der ville. Det var en af min bedste beslutninger i mit arbejdsliv og det har også sat spor i min kunstneriske udvikling.
Nu vil jeg følge med på sidesporet og ønsker dig held og lykke med dit projekt, at skabe et nyt ungt kunstnerfællesskab som vi vil kende og læse om, også i 2040.
bedste hilsener Annette
Hvordan starter man med at blive selvstændig? Er stadig under uddannelse på gymnasiet, og har da leget med ideen om at blive selvstændig engang, hvis det kunne være muligt. Men har ingen idé om hvordan eller hvorledes man begynder? Hvordan man skal bære sig ad osv... Har i nogle fif? :),
@ Annette : Det er ærgeligt at vi, som er i samme generation, bor i hver sin landsdel! Jo, naturligvis er der lidt kynisme etc. Man må være skarp hvis budskabet skal trænge igennem. I virkeligheden er jeg såmænd meget rummende og elskelig :-),
@Lege Artis: Jeg er faktisk ikke så forhippet på at man skal være selvstændig. Om man sælger nok til at leve af det eller ej, er for mig mindre vigtigt. Jeg kender mange dygtige kunstnere der reelt lever af deres ægtefælles indtægt, arvede penge, eller ved at have nattevagter på et hotel eller lign. Det er dét om der er fokus på KUNSTEN der er afgørende. Om man VIL noget. Og frem for alt om man tror på sig selv! Og står ved det.
Hvis du tillader at jeg bliver personlig: Et godt eksempel er dit navn. Med mindre du underskriver dine værker med Lege Artis, så misser du i hvert eneste indlæg en reklame for det du står for og det du vil. Det der er dit unikke bidrag til kunstlivet herhjemme og som både du og jeg vil bruge de næste mange år på at opdage hos dig. Når jeg går på et galleri og ser (måske), et af dine værker vil jeg ikke kunne knytte holdninger etc fra MAS dertil, fordi værkerne er signeret med et andet navn end Lege Artis? Det er problemet med pseudonymer - de er helt sikkert sjove og som dit intelligente - men det svarer til at være anonym. Anonyme mennesker har ikke noget på hjerte (er min kyniske påstand),... For en kunstner har et ego på størrelse med Månen (mindst), og råber sine meninger ud konstant.
Ja jeg ved godt det med mit navn, og ja, hvis man havde kunne lave navnet om havde jeg gjort det, men det kan man ikke :(
Haha jo, det kunne man sku godt alligevel. Den har jeg altid overset :P :D
Hej Michael, jeg vil gerne dele lidt af mine erfaringer om at være selvstændig.
Det allervigtigste er at du har et lidenskab, noget du vil med din kunst og lysten til udvikling.
Du skal blive bedre fagligt, søge hele tiden udfordring og øve dig. I 1998 hyrede jeg en professionel maler for en time, hun hedder Barbara Wilson. Jeg havde linet op med mine oliemalerier og hun gik rundt og sagde ingen ting i lang tid. Endelig spurgte hun om jeg har skitser og tegninger. Dem smed jeg på bordet og hun var lettet og sagde: Du kan jo godt. Prøv at lave det du har på papir, på lærreder. Vær legende og brug Oilstick, sagde hun.
Det revolutionerede mit maleri. Og pointen er at finde en mentor, en der kan give fra sig og lære dig noget. Barbara Wilson giver også tegnekurser, hun er rigtig god. Find hende på google.
Når du vil være selvstændig og have din egen forretning og står på egne ben, uden nogen forsørger dig, er det nødvendig at organisere dit arbejde, have en plan et budget og være i netværk. Netværk står øverst på listen. Forfatteren Abelone Glahn har skrevet en fremragende bog hun kalder "Frie Agenter". http://www.abeloneglahn.dk/tag/frie-agenter/
Det er god ide, at kende sit marked. Abonner på forskellige nyhedsbreve fra kunstmuseerne, tidskrifter som Kunstavisen og Kunstmagasin, lade dig inspirere hvad de andre laver. Men husk det er ikke en god ide at samligne sig selv med andre. Du kan kun samligne dig med dig selv på forskellige tidspunkter. Hvor var du for to år siden?
Det er kun et par stikord jeg vil give dig med på vejen. Jeg ønsker dig held og lykke og i øvrigt synes jeg at du er meget moden, at du har disse tanker allerede i gymnasium og går i dette forum og stiller spørgsmål. Godt gået!
Hej Knud
Super fedt og ætsende relevant indlæg. Jeg tager hatten af og bøger mig i støvet for dit initiativ.
Jeg vil IKKE være med. For jeg har ALDRIG kaldt mig selv for kunstner - ikke engang med lille k. Det har jeg nemlig aldrig syntes at jeg kunne, fordi det blot er en hobby, som nyder ved siden af mit job - du ved - og familien og børnene og alt det andet der afskærer mig fra bare at blive kunstner med lille k. Og pengene for fanden. Jeg er ikke uddannet på noget akademi, så ja, jeg er hobby fnider maler - og stolt af det. Selvfølgelig vil jeg gerne hænge på Statens Museum for Kunst (med stort K),, men er devsærre også realistisk nok til at vide, at jeg simpelthen ikke er dygtig nok til nogensinde at komme på et museum. Og at oprette en forening vil ikke ændre på det faktum. At uddanne sig til og leve af at lave kunst kræver en helvedes masse hårdt arbejde, men også en lille portion talent. Og den portion er er simpelthen for lille hos mig til at jeg nogensinde turde tage det spring.
Jeg tror i min bedste overbevisning og uden at skulle pege fingre af dig eller af andre, at foreninger og institutioner der varetager og nærer kunst skal være drevet af ikke kunstnere. Kunstnere er gode til at skabe kunst, men ikke til at drive foreninger, være formænd eller kasserer. Det er derfor der starter så mange små sammenslutninger, som dør ligeså hurtigt som de er begyndt - jeg har selv prøvet det. Og ja, man burde slå et slag, som du så tappert gør, for et mere seriøst, ambisiøst og helhjertet initiativ, men jeg er bange for at du kommer til at lede meget længe. Selv de gamle støvede mastodonter slider sig i tøgeret og en stakkels Per Arnoldi må træde tilbage som formand for Kunstrådet, fordi det ikke var det han mente han var skabt til.
Fuck, hvor lyder jeg negativ. Anywho jeg ville gerne ønske at det du agiterer for kunne gå op. Jeg tror måske bare, at mit råd til dit oplæg ville blive: Find nogen UDEN for kunstverdenen til at hjælpe dig/jer. Og held og lykke med det :-),
M.
Hej Martin, det er en ærlig sag at melde ud, hvorfor du ikke vil være med. Det er jo en god information at få. Og ja, de kreative er sjældent også god til årsregnskabet.
Og Knud jeg har næsten en formodning om at de kunstnere du svinger med og har diverse ambitioner, færdes andre steder, end her.
Hvad med dem der udstiller hos Galleri Nybro?
@ Annette1: Gode pointer!
Lad mig supplere: Det som en god kunstnersammenslutning kan er at danne det netværk, skabe de mentor-roller som vi alle har brug for. Udstillingerne er jo kun det synlige udtryk for publikum, det vigtige ligger i netværket. Både til de andre kunstnere og til deres kontakter. Bare et lille eksempel fra K2-gruppen: Daniel Goldenberg (fra CG), og jeg udstiller med vidt forskellige kunstnere og i forskellige gallerister. Vi abonnerer endda kun på eet fælles tidsskrift. Så ved at diskutere og være sammen får vi begge fordoblet vores respektive netværk, mulighed for input, og kontakten til gallerister, samlere, kritikere, etc.
@Martin: Det er en ærlig sag. Du har tænkt dig om og valgt en vej. Respekt for det! Jeg tror meget på at du har ret mht de to fiorskellige talenter. De er kun kombineret hos ganske få. De fleste af de store sammenslutninger har da også lagt administrationen i hænderne på en professionel forretningsfører. Men K2 skal jo lige vokse sig stor først !
@Annette2: Jo, Nybro er godt - og der har jeg det fint! Men jeg tænker også fremad (+10 år), og dér vil jeg gerne være i en god ny dansk gruppe der udstiller over hele landet. Det er den jeg er ved at lægge grundstenene til nu :-),
Økonomien må aldrig være en bærende søjle i en kunstnergruppe. Det er jeg helt overbevidst om. Ligesom at jeg er ikke har valgt min ægtemand efter hans penge eller tanken om at kunns spare, vil jeg aldrig går i en gruppe, fordi der kan spares.
I sidste ende er det afgørende for en gruppe om den holder (10 år eller mere som du ønsker Knud),, hvordan de enkelte kunstner bidrager med deres værker, personligheder og ideer. Jeg synes også når man spekulerer over at danne en gruppe, og her er der en del, så spørg jer selv hvad kan jeg gør for at det bliver en succes, en god tilværelse. Og ikke hvad man kan få ud af det.
Fællesskabet er et trylleord. Når medlemmerne i en gruppe tror på det overordnede mål (og det bliver defineret i startfasen og kan også ændre sig undervejs for de enkelte),, så holder de også. Det kan være nogen falder fra, andre kommer til. Og her tænker jeg ikke på naturlig afgang.
Knud, måske er det en ide at spørge nogle af de begavede og veletablerede kunstnersamslutninger vi har i landet efter deres erfaring. Grønningen, Cobra, Vrå, Decembristerne og hvad de hedder alle sammen.
Corner åbner f.eks. deres årlige udstilling den 21. januar på Sophienholm. Hvis du kommer i kontakten med nogen der og siger at hvordan gjorde I det dengang 1932? Jeg vil danne en ny gruppe og har brug for erfaringer, så tror jeg de er åben. Det er et forsøg værd, tror jeg.
Kaere Knud, jeg vil gerne vaere med ogsaa selvom jeg bor mere end 40 km fra Raadhuspladsen. Jeg kommer ofte til Kbh og internettet er opfundet til at kommunikere med. Giv det en tanke! ;),
@Isabeel: se min mail.
@Karin: se min mail.
@Annette: Jep, det var et godt input med at spørge de gamle om erfaringer. Det gør jeg.
Desuden er jeg i fuld gang med at jagte medlemmer udenfor MAS og CG. Det er jo som det rigtig blev skrevet, ikke alle der er med her på forum som kunne være interesseret. Jeg tror gruppen som sådan flytter til Facebook snart.
Endvidere har du helt ret (tror jeg), i det med fællesskabet. Vi er alle individualister, og har vores egne ting. Hvis vi skal bruge tid på hinanden skal det være fordi vi er overbeviste om at vi selv får noget ud af det.
Ups, sorry Michael. Det står for CyberGalleriet (www.cybergalleriet.dk), som er det andet store kunstnerforum i Danmark. MAS står for MyArtSpace for lige at tage det med :-),
Knud, et forslag mere:
Spørg dem, der allerede vil være med, om de vil anbefale en eller to i deres faglige netværk for at blive medlem. Nogle der har måske en rolle som forbillede. Jeg tor vi udvikler os mest, når vi er sammen med nogen der er en smule bedre end en selv.
Hvor mange medlemmer har du forstillet dig, at starte med?
Jeg tror der er naturlig grænse, men kender dem ikke. Har været med i en gruppe med 24 medlemmer, vi kaldte os "DE 24". Har også prøvet en gruppe med i alt 4 medlemmer. Det var heller ikke sagen.
@Annette: Jeg forestiller mig et sted mellem 20 og 40 som en god størrelse. Både fordi vi skal kunne mødes hos hinanden, og fordi ikke alle vil deltage i alle udstillinger. Men udstillingerne skal alligevel have en vis størrelse for at slå sig fast i offentligheden Som det er lige nu er der ca 5-6 fra CG, 8-10 fra MAS, og ca 10-12 "udenfra".
Jeg tager gerne flere medlemmer ind her i begyndelsen, idet jeg forventer en del vil melde sig ud igen i startfasen når tingene bliver alvorlige og forpligtende - det sker nemlig altid... Nogle VIL gerne, men rent praktisk kan ikke komme til 8 ud af 10 møder. Andre VIL og KAN men kan ikke opnå accept fra de andre (fra kunstnerisk niveau til personlighed),. Så jeg "overbooker" lidt til at begynde med. Og så fokuserer jeg kun på malere. Skulptører etc er for mig atse en ubrydelig del af udstillingslivet og hører med, men jeg synes malerne skal finde hinanden først.
ang. inspiration & erfaring, så er jeg faktisk meget opmærksom på aldersfordeling og erfaringsfordeling. Hvis gruppen skal fungere skal den også kunne erfa-udveksle - og flere forskellige generationer af malere er et klart mål.
Dejligt at læse om nogle der har tingene så afklaret og fatter de virkelige værdier. Martin du behøver ikke at dukke dig på den måde, det er selvfølgelig dejligt ikke at deltage i kunst ræset men har man evner synes jeg ikke man bør undervudere sig selv. Måske er det bedre bare at sige "Nå", istedet for at fravælge betegnelsen for hvad dækker ordet "Kunstner" egentlig i dag. Vi der fatter bare en smule af det, bruger jo ikke kunsten til at klatre op ad stigen men til at kigge på stigen og gøre lidt grin af den og det er jo befriende istedet for at være tvunget ind i andres opfattelser. Derfor mener jeg at netop forskelligheden kan samle til noget bedre end fælleskabet omkring en helte dyrkelse. Og skal jeg endelig sige noget selvom jeg knap nok tør, tror jeg at den udvælgelse der foregår pt. --- når man kigger på værkerne, -- har jeg svært ved at se forskel fra den ene til den anden, når det enda er samme helte der dyrkes. Når det er det, bliver kunstnerne meget ens i deres udtryk, det er hvad jeg ser.
@SilverScreen: Jeg tror der altid har været "mode" i kunsten. At nogen "opdages", og oversælges - som igen betyder at "alt" handler om den person, den stil, den isme. Jeg tor såmænd ikke det har meget med den enkelte kunstner at gøre - vi maler nok bare - det er snarere udenomsværket, kritikerne, der styrer moden. De har løbende behov for at skrive om noget nyt i medierne og derfor må de konstant "opfinde" nye fokus.
En af de ting jeg selv har observeret hos mig selv, fx omkring denne gruppe, er at jeg tænder på kunst der i bund og grund lægger sig i samme spor som mig selv. Alle dem jeg har valgt har en brændende interesse for maleriet, materialet og teknikken bag. Netop derfor er detså vigtigt hurtigt at få flere aktive ind i gruppen, som har andre netværk, interesser og fokus en mig. Det giver en - for publikum og for kunstneren - mere varierende gruppe.
Ja, vi fører vel en dialog med vores kunst hver især og når andre spørger ind til udtrykket vil tilhørsforholdet nok ofte være mere snakværdigt end det mere personlige. I dag har kritikerne jo fuldstændigt skrottet den danske kunst, højdepunktet var nok for et par år siden ad Charlottenborg skrottede alle danske kunstnere til fordel for en enkelt der mere kunne betegnes som dekoration og derudover var det alene udenlandske. Bienalen sidste år havde osse nærmest kun udenlandske malere og bærer man i den grad skyklapper, er det der er malet på gulvet jo vigtigere end hvad der sker ude i horisonten., men hvis kunsten er død ved vi osse hvem der tog livet af den.
Sålænge vi forventer og annerkender kritikere der i den grad mangler virkeligheds sans må vi nok forvente en masse hovski-snovski og når den fokus der burde være på danske kunstnere omfatter tilfældige udenlandske kunstnere, kan vi næppe forvente andre fremskridt end de skridt vi selv tager.
Hvilke kunstkritiker taler I om, Knud og Silver Screen? Er det Trine Ross, Torels Laursen, Lisbeth Bonde .... For mig lyder de sidste kommentarer meget stereotyp, spulet af efter et mønster. Det bryder jeg mig ikke om, ved ikke hvad jeg skal bruge det til. Det er tom snak.
Der findes gode og mindre begavede kunstkritiker, ligesom i alle andre brancher. De laver fejl og nogle arbejder også useriøs, jeg tænker på f.eks. da der blev anmeldt en udstilling på Louisiana (tror), og nævnt et værk som slet ikke hænger der.
Jeg kan ikke forstår at I afskårer jere i jeres tankegang fra dem der egentlig burde være jeres samarbejdspartner. Det samme gælder gallerier. De er altså ikke nogle svin, der bare vil tjene kassen på kunstnere og udnytte dem, de vil bestemme hvordan der skal males... De fleste jeg har mødt på min vej er reelle og god til deres fag.
Jeg ønsker jer en god weekend. Annette
Jeg er skam ikke negativ overfor nogen kunstkritikere. Jeg respekterer dem alle. De er gode til det de gør, ellers havde de ikke den talerstol de har. Og jeg læser gerne deres skriverier.
Jeg sætter det bare ind i et perspektiv, som svar på Silverscreens indlæg. Der er moder i kunsten og det er altså ikke fordi tidsånden flyver over danmark og bestemmer at alle malere skal male på en bestemt måde det kommende år, farer ind i alle kunstnerne, besætter dem, og får dem til at male ens. Som kritikerne så pludselig opdager og skriver om. Det er fordi kunstkritikerne falder over en niche (der allerede findes), som de kan skrive noget nyt om, og så skriver andre kritikere videre på denne opdagelse, og endelig begynder nogle kunstnere at lægge sig op i nærheden af den nye stil/isme. Pludselig har vi en mode. Til den næste kommer. Trine Roos har gjort et rigtig godt arbejde for en gruppe kunstnere der var overset, og Bonde gør sit for at forklare (en lille del), af samtidskunsten for et bredere publikum. Det er al ære og respekt værd!
Det er der intet negativt i. Det er bare sådan det må være, sådan har det altid været. Raphael var også mode på et tidspunkt. Det er markedsmeskanismen.
@Annette: og jeg ELSKER gallerister! De gør et kæmpe arbejde for mig, og jeg er konstant forbavset over at møde mennesker som risikerer hus og hjem for at udstille mine aparte værker. Hatten af for det!
(Der er så ganske få som er så pengefikseret at de ikke har blik for kunsten, men de frasorteres automatisk over tid; kunstnerne bliver væk, så kommer kritikerne ikke længere, og de ender med amatørerne på deres betalingsudstillinger),.
Der er bare ikke så mange gallerister som tager den EGENTLIGE gallerist-rolle på sig: At SKABE en kunstner, dvs ikke bare gennem salgsudstillinger, men også bag linjerne at arbejde for at kunstneren vokser, og at der skabes et navn hos kunder, kritikere og kolleger. Dem er der langt imellem i Danmark. Her er langt de fleste - i praksis - en skobutik der blot sælger kunst. Dét er ikke mine ord, men et citat fra Nikolaj Wallner om den danske galleriscene (i den senste udgave af The Art Newspaper),.
Hov forresten.
Hvis I ikke kender The Art Newspaper, vil jeg da gerne anbefale den. Udkommer hver måned og orienterer om alt hvad der sker indenfor auktionsverdenen, udstillingsverdenen, museumsverdenen, og kunsthistorieverdenen. Samt om de politiske processer der ligger bag.
En slags kombination af det bedste fra Politiken og Kunstavisen, af journalister fra information med god tid til at forklare. Bare med hele planeten som område, ikke kun lille dannevang...
Tjek det selv ud på: http://www.theartnewspaper.com/
En kunstnersammenslutning behøves ikke at være stedsspecifik for at være seriøs. Fx sammenslutningen Jylland, som trods navnet har medlemmer fra hele landet. Jeg kan dog godt forstå, når man starter noget op, at man har et ønske om at begrænse afstanden, da det også er et spørgsmål om transport af værker og økonomi.
@Poul: Du har helt ret i at kunstnersammenslutningerne ikke er stedspecifikke, det er GRØNNINGEN, PRO, CORNER, og alle de andre jo heller ikke.
Men for mig er det vigtigt at vi først får "fundet hinanden", får opbygget et netværk og en kollegialt fællesskab - og DEREFTER bliver en udstillende gruppe. Og til den tid kan vi sagtes være geografisk åbne, invitere gæster fra udlandet, og alt det der.
Men det er allerede indenfor Københavnsområdet svært at få folk til at deltage i et 2-timers møde een gang om måneden...! Vi er jo ikke studerende fra akademiet, venner fra samme kunstskole, medlemmer af samme fællesværksteder - men netop en forsamling af individer der ikke rigtig kender nogen af de andre. Dét kræver tid inden vi udvikler et fællesskab.
Tak Charlotte!
(Jeg ærgrer mig også over at du "bor for langt væk", men jeg holder øje med dig!),
mvh
Knud
Hej Knud,
Dejligt med en så engageret og udførlig kommentar, som du her har sendt ud. Langt hen ad vejen er vi meget enige om det at være ”kunstner”, nemlig at have noget på hjertet, at brænde for noget og have visioner med sin kunst, og det kan man gøre på mange måder. Men så sort/hvid som du skriver om talent er det ikke i virkelighedens verden. Her fremkommer mange gråtoner, hvor talent udvikles eller afvikles, hvor drømme bliver til virkelighed eller blot et forsøg. Tag f.eks. alle de amatørkunstnere, der dygtiggøre sig, nogle kommer endog til at leve af deres kunst. Og hvad er i øvrigt forskellen på en professionel og en amatørkunstner? Det er jo nødvendigvis ikke altid kvaliteten, der afgør det, vel? Den vil altid være svingende med plads til forbedring i begge lejre. Du kommer også ind på, at man altid kan se hvilken anden malers egenudvikling man har øst af. Der er vi meget uenige. Jeg tror ikke, du i mine billeder kan henføre dem til nogle af mine kunstlærers påvirkning, idet jeg hele tiden har arbejdet på at finde mine egne veje i kunsten. Det jeg har taget med mig er teknik og forståelse af andres værker, men naturligvis finder du eksempler på dem, der lader sig påvirke lidt for meget, og så snakker vi ikke om kunst mere, og de kommer heller ikke længere.
Det jeg savner i dit indlæg er spørgsmålet om billedstorm, som du overhovedet ikke berører. Når jeg nævner billedstorm, tænker jeg på de mange kunstmesser, vi bliver udsat for, de kæmpegallerier med original kunst under 1000 kr. i Bilka, Ikea, Kvickly, idemøbler m.v. Jeg har ikke noget imod mange billeder og mangfoldighed, er selv en del af den, men når en pengemaskine kamufleres som kunst ringer en advarselsklokke for alle dem, der forsøger at komme ud med deres talent og noget på hjertet, som rækker lidt længere end ”husmoderplanet”. For det bliver en ulig konkurrence bl.a. på pris og kvalitet, bl.a. fordi jo større mængde, jo mere går man op i design, farver og om det passer til møblementet o.s.v. Kunstbegrebet er forsvundet, og det er blevet ren forretning. For messernes vedkommende har jeg den samme fornemmelse. Jeg har selv oplevet det som besøgende. Kunstnerne talte mere sammen om, hvor meget de hver især havde fået solgt end hinandens kunst, og jeg må indrømme efter et par standbesøg måtte jeg søge hen i baren og skylle efter, for derefter at tage direkte hjem igen. Gudskelov havde jeg fået fribilletter!
Så spørger du mig, hvad min historie er? Den er lang og kringlet og begyndte egentlig med forfatterdrømme. Der lå en digter gemt indeni mig, indtil jeg mødte min kloge og lidt mere intelligente kone, som jeg friede til med ordene: Vil du se en verden udenfor Verona? Hvorefter jeg viste hende mine værker og hun straks foreslog mig at begynde at illustrere dem i stedet. Som sagt så gjort, og jeg fandt hurtigt ud af, at et sådant lærred kunne fortælle mere end mammutroman af min karat kunne gøre, og på den måde fandt jeg billedkunsten, som jeg så har eksperimenteret med gennem årene. Jeg fortsatte dog indimellem med at skrive digte, det kan jeg nu ikke lægge fra mig. Men så kommer vi til lidt af en kæphest for. Du skriver: Det er nemlig din historie og slet ikke dine billeder, du skal sælge til gallerierne, det er fortællingen, der skaber kunstneren, som skaber værkerne, ikke omvendt. Det kan godt være, at du har ret i, at det er sådan nu, men så må der laves om på fakta. Jeg vil ikke ”sælges” til gallerierne på min historie men på min kunst, hvad den så end er. Blot fordi jeg har spillet i et berømt band i mange år, har skrevet mange bestsællerter, har slagtet en ko på strøget med en nøgen dame som skarpretter, eller på anden måde er blevet kendt og berømt og begyndt på at male eller lave anden form for kunst, så gør det ikke min kunst bedre. Johnny Madsen, kendt sanger og maler med eget galleri på Fanø, naturligvis mest kendt for sine sange og ture med Lars Lillholt og Allan Olsen, men i Kunstkredse også kendt for sine farvestrålende figurer til en, om man så må sige pæn pris. Pengemaskine? Det er ikke mig, der har sagt det! Han får fine anmeldelser, men jeg må indrømme, at jeg ikke kan huske det første fra det sidste. Det kan være min fejl, indrømmet! Men bliver kunsten bedre af, at man har en god historie? Desværre har det for mange vist sig at være en god forretning både for gallerierne og de nye ”kunstnere”.
For at gøre en lang historie kort har jeg i de sidste 10 år været sat ud af udstillingsmulighederne på grund af sygdom, en alvorlig ryglidelse med operationer til følge. Men vilje og stædighed har dog ikke afholdt mig fra at vedblive med at male videre og i 2008 lykkedes det mig da også at få 2 billeder med på den Censureret udstilling 2008 på Rønnebækholm, Næstved kunstforening nemlig: Forførelsen og Favntag med Chopin, begge billeder du kan se blandt mine billeder, desværre i en dårlig digital udgave, men de skiftes ud senere, når jeg får taget nogle bedre sammen med et par andre. I dag er jeg ved at komme op på hesten igen og er gået i gang med et større projekt, der gerne skulle få mig helt op på den og måske ud og ride en tur. Det vil nok være at stramme den lidt rigeligt, hvis man gik rundt og pralede af, at man var ”Vorherres gave til folket”, men det gør heller ikke noget, hvis man tror lidt på sig selv og sit projekt.
Mogens
Hej Mogens! Internettet er fuld af løse sætninger og påstande. Jeg synes et forum som her på MAS skal bruges til udførlig debat, grundige samtaler, ellers er der vel ikke nogen grund til at debattere? Så jeg forestiller mig altid at vi sidder i et atelier med en kop kaffe og debattere/erfaringsudveksler… Tak fordi du vil lege med! Et par reaktioner på dine kommentarer: "Det jeg har taget med mig er teknik og forståelse af andres værker" Min pointe omkring at se mesteren bag eleven er netop et spm om teknik, ikke stil. Det enkle eksempel er: Hvorfor maler nogle pastost, andre tyndt? Og har de nu også helt selv valgt det, eller har de ureflekteret overtaget en holdning til virkeligheden fra en anden? Der er ikke én teknik, én måde at løse et malerisk problem på. Der er lige så mange som der er malere. Og derved kan man gennem teknikken se mesteren der bygges på - de ubevidste "sandheder" som blot er overtaget fra andre. Helt grundlæggende: I tegningen bygger folk det grundlæggende op i enten kugle, kegle, trekant, kvadrat (én skole: verden er geometrisk - CEZANNE),, op i bløde buede outline liner (en anden skole: verden er organisk - MATISSE),, skraveringer og schatteringer (en tredje skole: verden består af masse der fylder forskelligt i luften - GIACOMETTI),, etc. I maleriet har vi pastost eller tyndt. RUBENS eller RAPHAEL. Begge tilgange delt op i enten eet hurtigt lag (MONET),, eller et åbent og længe gennemarbejdet lag (ROUSSEAU),, eller mange lag ovenpå/ved siden af hinanden (BÖCKLIN/SIGNAC),. I selve farvevalget har vi enten kold/varm harmoni (verden består af modsætninger), eller en grad af enstonigt maleri (objekter er i familie med hinanden),, og pigmenterne bag er enten valgt ud fra deres skjulte egenskaber (harmoniske subdominanter), eller ud fra farvecirkelens kassetænkning (i dens mange udgaver siden 1700-tallet),. Det er - gennem observation - gået op for mig at malere ikke reflekterer så meget over dette som jeg synes de burde - og at "fejlen" er begået af lærernes lærer eller endnu før. Vi forenkler budskabet af pædagogiske årsager, og får aldrig "åbnet boksen" igen senere hen når vi egentlig har erfaring nok til et erkendelsesniveau mere. Så vi er ved at tabe en malerisk frihed. Bare eet eksempel er farvefabrikanternes ensidige insisteren på kold/varm farvecirklen. Blå og gul skaber IKKE en grøn! Alt efter hvilken blå og hvilken gul skabes en gråliggrøn til den ene eller anden side. Skal man lave en rigtig grøn skal man kende subdominanterne i de enkelte pigmenter man mikser for det er dem der skaber den grønne blandingsfaves karakter. På samme måde med alle andre blandinger. (dertil kommer hele kemien i hvad der kan blandes og hvad de ikke kan blandes - og hvordan man omgår kemien), Og man kunne blive ved, vi får flere og flere løsninger jo længere ned i detaljen vi kommer. Hvordan maler vi en skygge, et højlys, en massetone, en himmel, en sky? Men de er alle konstruktioner, sat op af malere for at beskrive en uforståelig virkelighed opfanget af eet øje. Og der er ikke nogen af dem der reelt er mere autoritære end andre. Andre øjer ser noget andet. Men den enkelte malers valg i dag afspejler oftest hvilken autoritet man er kommet i berøring med da man var mest påvirkelig… "Det jeg savner i dit indlæg er spørgsmålet om billedstorm" Jeg er ikke skræmt af dette. Jeg synes det er RIGTIG GODT at der er massevis af billeder i samfundet. Vi malere kan nemlig slet ikke følge med efterspørelsen! Med gennemsnitlig 5.000 værker på et langt fuldtids malerliv, og med 2,4 millioner hustande alene i Danmark, skal der altså være mindst 500 fuldtidsmalere i hver generation for bare at lande eet maleri i hvert hus. Ofte hænger der jo 10-12 stykker, så der er altså plads til 5.000 fuldtidsmalere pr generation. Så mange er vi jo slet ikke…! Husene vil altså stå tomme hvis ikke der var billedstorm. Jeg deltager ikke selv i betalingsmesser - jeg kan ikke sælge mine malerier med deres priser til det publikum der kommer der (de impulskøber jo ikke et maleri til 30.000 kr dér),, så jeg venter til eet af mine gallerier vover pelsen og betaler for at få mig på de RIGTIGE kunstmessser. "Jeg vil ikke "sælges" til gallerierne på min historie men på min kunst" Jeg har blot beskrevet hvad jeg oplever. Når jeg hører om en maler, hører jeg først meget langt henne i samtalen om selve kunsten, så for mig er det tydeligt at det er historien der kommer før personen, der kommer før værket. Jeg har ikke noget imod dette, det er bare grundvilkår for en moderne maler. Jeg kan råbe og skrige, men det hjælper jo ikke hvis reklamemøllen ikke vil lytte. Hvor mange forfattere kan du nævne fra medierne som er præsenteret ud fra værkerne? Ofte er jeg nødt til at købe bogen for overhovedet at finde ud hvad forfatteren skriver, for det fremgår slet ikke af al pressen. "For at gøre en lang historie kort har jeg i de sidste 10 år været sat ud af udstillingsmulighederne på grund af sygdom" Velkommen tilbage! Glæder mig til at se meget mere fra dig i årene der kommer! Og tillykke med Rønnebæksholm - det er et deligt sted at udstille! Mvh Knud
Hej Knud.. spændende indlæg.. trods de mine 5 flytninger og en periode hvor jeg igen samler kræfter og finder tråden i Nordsjælle.. Helsinge.. Kunne jeg for min del godt være intresseret..
Søs
Hej, jeg ville ikke blande mig i debatten, bare sige at nu begynder der at dukke den slags indlæg op jeg har savnet.
Jeg har aldrig haft nogen lærer, nogen bestemt mester eller illusioner om roller. Jovist har jeg brugt akademiet, men netop derfor ved jeg osse at det man kan lære der ikke handler om at lære at male eller lære at kunne tegne geniale huse --- det er noget helt andet som måske først manifesterer sig langt senere man "lærer". Derfor er jeg ikke skræmt over mængden af billeder tværdigmod er det jo opfyldelsen af visionerne, det der så er svært er vel at frigøre sig fra illusionen om rollerne, at bruge teknikerne uden at tænke over det, at ha noget at sige der er vigtigere end responsen og publikumet. Måske at forstå hvor sjældent det er at nogen beskæftiger sig med noget så givende på alle andre områder, end det økonomiske.
Men jeg bliver alligevel nødt til at sige at det ikke er alle som har brug for forbilleder. For hvem selve processen er nok i sig selv og hvor , når det er færdigt er det videre til næste for intet er så lidt givende, som at være sin egen tilskuer, og det er jo gennemlevet hvorefter man bliver gnaven medmindre man allerede er i gang med det næste. Jeg glæder mig over mængden af amatør malere, --- selvom det godt nok er en hindring kun at have en to enhalv værelses at gøre det i, når man er vandt til at ha et værksted. Det eneste jeg er utilfreds med, er når man ikke ka komme til for folk der kun vil leve en rolle, ligesom de arkitekter der kun ka tegne et billede af det de forestiller sig som fremtiden, når der ingen substans er men kun forventningen til en rolle, eller når sociale færdigheder erstatter talent og i virkelighedens verden fortrænger tallentet. Jo i de situationer er der for meget at skulle trænge igennem, og så alligevel er det blot hvordan kunsten vil synes død indtil den dag den genopstår uden nogen tvivl for den der så oplever den. Men en ting er helt sikkert ; ingen video instalationer til mig.
Hej Knud.
En meget spændende debat! Her i huset er vi to malere, der godt kunne være interesseret i at være med i gruppen. MEN vi bor i Vestsjælland. Det afholder os dog ikke fra jævnlige ture til København. Så hav os med i overvejelserne, please.
Vh..Randi
Dansk maler, født 1965 i København.
”Med sikker hånd udtrykker maleren Knud Larn pertentlige, naivistiske malerier med symboler og strejf af dukketeater med synlige snore og tegneseriestreger. Opmærksomheden vækkes. Alvor og humor giver stof til eftertanke.”
Margit Larsen, Kunstavisen 8/2006
Gitte fra sønderjyskhundeklip.dk "Jeg er utrolig imponeret over jeres utrolig gode service"
Michael Harrig Jensen
Ville gerne være med, men bor i midtjylland :P
09 January 2012