Færdig med barsel

Karin Waldhausen

Hej Martin - tillykke med barsel - det er en intens tid - jeg har prøvet det 3 gange! Dit projekt derimod forstår jeg ikke noget af... :),

Knus

Martin Leighton Lindhardt

Hej Karin

Det projekt jeg arbejder med hænger sammen med mit syn på stenalderen og min tendens til at gradbøje min tid og måske især forholdet imellem kvinder og mænd i denne tid. Hvis jeg gør det, giver det hele nemlig lidt mere mening for mig.

Venus billeder har jeg arbejdet med før. Stenalderens skønhedsideal som udtryk for frugtbarhed og kvendelighed går ikke just hånd i hånd med samtidens ditto, men rigtigt godt i mit personlige syn på det kvindelige. Udgangspunktet er ikke Venus fra Milo, men de figurer i ben og sten man har fundet rundt omkring i verden af meget volumunøse kvindekroppe. Der er (for mig, i hvert fald), noget helligt og sirligt over disse figurer - de har været svære at lave og er helt klart lavet for at vise noget der går ud over kvindekroppen. Det er en dyrkelse af det ultimativt frodige og frugtbarlige - en dyrkelse af det frugtbarlige som noget guddommeligt (hvilket nyt liv i høj grad må have været i stenalderens trængsler),.

Og så mammutten, som stenaldermennesket uden tvivl også må have dyrket som noget guddommeligt - ikke mindst pga af sin størrelse, sin næsten urørlige position i dyreverdenen og det enorme byttedyr - med sit medfølgende livgivende resultat - den må have været for disse mennesker. Kunst som vi forstår den i dag opstod i denne tid på væggene i hulerne, hvor mennesket søgte ly. Og i mine øjne var disse huler som hvor tids kirker, hvor stenaldermennesket gengav sine guder. På væggene finder man også mammutten, som en stille iagtager til det massive mylder af liv på væggene. Den stille, men frygtindgydende kæmpe, som mennesket uden tvivl kun har nærmet sig med den største ærbødighed.

Og ja. Der er et religiøst tema her for mig. Jeg har altid haft svært ved at tilbede en fremmed gud i en ikke nærmere defineret himmel, når vores lille klode her er fyldt med så meget guddommeligt.

Men det er en helt anden snak :-),

M.

Karin Waldhausen

Kære martin

man går jo aldrig forgæves, når man henvender sig til dig. Nu forstår jeg projektet bedre og jeg er filosofisk og idehistorisk fuldstændig enig med dig i din forståelse af det guddommelige for stenaldermennesket. (Parentetisk og måske uden betydning for snakken her: Vi har stadig et syn som stenaldermennesket - det r slet ikke indrettet til computerskærme og andet nærsynet arbejde - vores syn er skabt til at se mamutter - langt væk - ), Venus fra Willendorf udstråler frodighed og fysisk tilstedeværelse på en måde, som ikke mange moderne kvinder kan gøre hende efter - de findes dog - men mandes respekt for det kvindelige og frugtbarheden forbundet hermed, som han udtrykker i disse fine værker, du beskriver - den kunne man godt bruge en gang imellem i dag - 

Knus ;),