Kunst og smag

Karin Waldhausen
Hej Gerald Dejligt med et indlæg som kunne starte en diskussion om smagens betydning for kunstoplevelsen. Jeg er nu ikke enig med dig i at det er meningsløst at fælde smagsdomme over kunstneriske udtryk. Da meget store dele af kunsten taler primært til sanserne og netop baserer sig på en anden erfaringsmåde end den logisk fornuftige, kan man sagtens tale om smag og smagløshed. En lille historie kan illustrere, hvad jeg mener: Jørgen Nash stod engang inde på strøget i København og lavede noget Happening-agtigt med skulpture og mobiler - det peb og sang og fløjtede. Folk stoppede overraskede, forargede op (det var i 50´erne),og man var generelt enige om at dette her var aldeles "smagløst" og ikke kunst - smagløst brugtes her i den gængse betydning (og forvrængning), at det var dårligt. "Nej, nej", sagde Jørgen Nash og hoppede op og ned foran journalisten - "det her er sgu da kraftigt kost". Og det var det jo. Det var ikke smagsløst, det smagte virkelig af noget - sanser og følelser kom i sving - men der var naturlig en hel masse "kræsne" folk, der ikke kunne lide smagen af Nash´happening. Smagsdiskussionen i forhold til kunst er virkelig vigtig netop i Nash´betydning af ordet: Smager det af noget eller smager det ikke. Langt det meste af det kunst der laves i dag smager ikke af noget som helst. Det er tomme kalorier som burgere og pomfritter. I bedste fald bliver man lullet ind i et ufarligt dekorationsland, men i værste fald bliver der tale om så meget sansemæssig forurening at man bliver decideret sløv på sine sanser. En anden del af smagsdiskussionen er jo så, om det man smager, så faktisk smager godt - den gode gamle diskussion om det er god eller dårlig kunst, vores sanser oplever. "God smag" i gængs betydning retter sig altid bagud og er reaktionær. Den gode smag er det de fleste synes er godt. Det man trivielt set synes er godt, er det man er opfodret med - f.ex. centralperspektivet. Den dag en maler brød centralperspektivet, fik han at vide, han var en dårlig maler og at det han lavede var dårlig smag. Indtil tilstrækkelig mange havde brudt det og det flerperspektiviske eller flade maleri var det, man så mest af. Impressionisterne blev forvist fra Salonen i Paris fordi, det de lavede ikke var kunst, men til gengæld virkelig dårlig smag - syntes man dengang. Sådan er det heldigvis ikke mere. Endvidere er smagsdiskussionen kulturbundet. I Kina kan de lide ris, i Italien pasta, i Danmark kartofler - vi kan lære at spise ris og pasta, men i begyndelsen vil mange af os rynke på næsen og ikke synes at det er god mad. Senere vil vi spise det med fryd, men der er så en lille flok gået væk fra det og begyndt at spise biller eller noget andet osv osv. Det er naturligvis også sådan at jo bredede perspektiv man har på verden, så flere ting har man smagt - jo mere kunst har man set, jo flere fortolkninger af verden man har erfaret jo større rummelighed har man, for at opleve forskellige sansemæssige fortolkninger af verdenen og bringe disse erfaringer til bevidstheden. Derfor har malere også altid rejst meget for at få nye perspektiver til deres egne fortolkninger af verden. Om noget er kunst eller ej, giver for mig ikke rigtig mening i dagens debat. Principielt må vi sige, at alt der har en bevidsthed og intention bag kan defineres som kunst, men netop Nash´perspektiv om smagens kraft kan så bruges til at fortælle hinanden om, hvad vi smager - (altså sanser), og hvad vi føler ved den smag. :), Mvh Karin Lykke Waldhausen
03 February  2013

Per Corell
Jeg anser Nash for en bedre forfatter end billedmager, men det er så på grund af mine egne oplevelser på Drakabygget hvor vi måtte tage dramatiske metoder i brug for at sørge for at der blev ryddet op, -- vi savede bunken af gammelt skrammel og efterladte ligegyldigt skrammel midt over, for at kunne bygge de rum der skulle bygges ; "Vandaler .. alle mine uskrevne romaner, hvad er det i har gjort ???" At han måtte gøre sig som maler synes jeg er lidt ærgeligt, men der kom sørme også en masse visionært ud af det også, -- hvis ellers nogle her overhovedet husker Drakabygget. Det havde måske større betydning i folks bevisthed selve stedet, et omdrejningspunkt af en helt anden slags end nutidens museer og kurerede manifestationer, noget ægte og noget der ikke har fået den betydning det var værd. I dag ville man aldrig kunne skabe et sted af samme kaliber og med den ægthed. I dag ville tingene antage en påtaget og pinlig attitude hvor drivkraften dengang var en helt anden, tiltrods for at det kommersielle var lige så vigtigt, -- kunstneren brugte den halve dag med telefonen, i dag bruger kunstneren den halve dag med mobilen. Nogle har altid været foran tiden. I grunden tror jeg at kunsten er på vej tilbage til udgangspunktet. Det meste af den publikum er fremmedgjorte overfor den og skal kunsten i dag fænge, duer kun Deko.
03 February  2013

Jensen
Mange viise og flot svungne ord, Gerald Nyegaard... . PH-citatet banker på: "Der findes ikke dårlig smag. Der findes kun god smag - og den er dårlig..." På et tidspunkt interviewede jeg Willy Omme - ejer af Galerie Moderne i Silkeborg - og spurgte ham "Hvad er kunst". Han svarede med et spørgsmål: "Hvordan smager vand?". Jeg er enig. Kunst - her fraregnet den spekulative del af genren; fupkunsten (hvad det så end er?), - er en individuel frembringelse og oplevelse: Derfor kan overordnede bedømmelser/anmeldelser i bedste fald synes ligegyldige. Jørgen Nash er blevet nævnt. På et tidspunkt arbejdede jeg tæt sammen med ham. Der er ingen tvivl om, at i hans billedkunst/performance var devisen (vist nok udtalt første gang af hans bror Asger Jorn), "Hvis man ikke går til yderligheder, er der ingen grund til at gå." Og kan vist roligt sige, at Nash var god til at gå til den... Han var i sine ord langt mere indfølt præcis og eftertænksom end i billeddelen (enig med Silver),, men det er en anden sang. Jeg har mødt andre kunstnere, der var så stille og introverte, at det var et mysterium, at de overhovedet havde modet til at udstille. Min pointe er, at såvel den kunstneriske afsender som modtager har et stærkt individuelt udgangspunkt. Det er derfor måske tilfældigheder, der afgør, om de to tiltrækker eller frastøder hinanden. Og derfor giver andres smagsdom over dette eller hint værk, som Gerald skriver, absolut ingen mening. Men som Karin udtrykker det - her gengivet i indkogt form - det kan være en fin og vanedannende oplevelse at smage, hvad de andre har taget på tallerkenen...;),
04 February  2013

Gerald Nyegaard

Dejligt at få noget modspil. Så får jeg afprøvet, om min tese holder vand. Sjovt nok påpeger du noget, Karin, som bekræfter min tese, og lad mig forklare, hvad det er. Men først må det være på sin plads, at jeg præciserer begrebet kunst, som jeg bruger det. Og det skal ikke forstås som "kunst, det er noget, jeg selv bestemmer, hvad det er".

Et begreb der bliver brugt så elastisk, er jo svært at håndtere i en diskussion. I mit kunstbegreb tager jeg udgangspunkt i de oplevelser jeg har haft gennem erfaring af kunstværker, som er skabt af hovedparten af akademiuddannede kunstner (ikke alle),, rigtig mange autodidakte kunstnere, som er 'kommet ind i varmen' i 'kunstinstitutionen', men også af mange 'anerkendte' Street-Art-kunstnere. Selv her på MAS findes der værker, der har givet mig oplevelsen af samme karakter.

Karakteren af de oplevelser var, at der i erfaringen af værkerne blev der hos mig fremkaldt et reflektionsmoment.

Jeg prøver stadigvæk på at få et svar på, hvad det er, der fremkalder reflektionsmomentet. Måske er det ligesom at spørge 'hvad er kunst', bare ved at spørge den anden vej rundt. Reflektionsmomentet bliver kun fremkaldt, når jeg erfarer værket, eller sagt på en anden måde: når jeg anvender en 'æstetisk praksis'.

Og i denne praksis er både mine sanser og min forstand i spil. Det lyder måske meget teoretisk, og lugter af fornuft og logik, og at jeg måske står og bladrer i bøger om kunstteori, for at læse mig til hvordan jeg skal gøre, når jeg møder kunsten. Det behøver jeg slet ikke, for kunstnere har generelt et særdeles godt kendskab til, hvordan vi mennesker er indrettet. Og en del af vores 'indretning' er, at vi netop prøver at finde logikken i det vi oplever, når vi oplever noget ukendt eller ulogisk. Det gør vi med reduktion for eksempel, men jeg vil ikke lade det her blive for langhåret.

Ligeledes vil jeg springe uddybningen af begrebet 'reflektionsmoment' over, selv om det faktisk er kernen i min kunsterfaring. Erfaringen forstås her som en måde at nå ind til indholdet.

Du pointerer, at smagen er kulturbetinget. Enig! Kulturen siger jo noget om, hvad vi dyrker og hvordan vi dyrker det, hvad det er god skik, og hvad det er no-go. (Hvordan vi forstår os selv i et fællesskab, vores kollektive identitet),.

Hvad kunsten angår nævner du bruddet med centralperspektivet. Det påfaldende er, at du over hele linjen nævner ting, der har med emnets form at gøre. Emnet forstået som objekt, handling eller fremgangsmåde. Ja, selv måden at male på, måden på, at fremstille mennesket i kunsten, og listen er jo lang. Selv Jørgen Nashs og Jens Jørgen Thorsens happening på Strøget.

Den smagsdiskussion som de to har prøvet at sætte i gang, ser jeg som et intelligent og ironisk greb med henblik på folks fokussering på overfladen. Det er ligesom om de to skriger: "Så dyk dog ned under overfladen! Prøv at se, hvad der foregår (bag kulisserne),." Måske allerede dengang en komentar til 'almindelige' folks kritikløse konsum af fordummende tomme kulturkalorier. (Her ser jeg selve happening som værket, og slet ikke 'udsmykningen' af plankeværket som det væsentlige.), (Jeg har fundet et link til klippet på dr via 'Den Store Danske'. Hvis du søger efter 'sommerweekend' '1963' 'Nash' i en søgemaskine, og fortsætter på 'Den Store Danske's hjemmeside ned til nederste link.),

Jørgen Nash, citeret fra lydsporet (som jeg kan høre det),: "Med hensyn til dem, der betragter det som smagløst, der vil jeg gerne sige, angående det smagløse: Det er jo det, der ikke smager af noget, men det her [happening], er jo kraftig kost. Det er jo det modsatte af smagløs."

Her pointerer du også noget essentielt for kunsten, Karin.

Også et andet vigtigt aspekt, påpeger du i dit indlæg: Åbenhed. Du skriver godt nok 'rummelighed', men de to ting hænger jo sammen (men jeg ser den i modsat rækkefølge: at den ikke er betinget af, at man oplever megen kunst og rejser meget, men at man kun kan modtage nye og fremmede indtryk, når man er åben og rummelig.),

Her er kunsten og smagen uløseligt bundet sammen, og hvor kunstneren kommer ind i billedet. Den svære opgave for hende eller ham består i, at få sit publikum ledet ind i værket, ind til indholdet. Gennem overfladen. Her er publikummets forventninger om 'hvordan' kunst er, og publikummets åbenhed to modsatrettede kræfter.

Værket skal forsynes med en overflade, der

1),. ikke er frastødende, ikke for ikke-kunst agtig (for sådan plejer vi jo ikke her),, og

2),. ikke skal tage fokus fra indholdet, altså ikke holde modtageren fokusseret på overfladen. Svære odds!

Men der er mere i spil, hvad angår publikummets forventninger. Her er der noget som du, SilverScreen pointerer: Publikummets fremmedgjorthed over for kunsten. Her mener jeg, er der mindst to ting, der gør sig gældende (mindst, fordi der sikkert er flere aspekter),:

1),. Det at kunsten i det tyvende århundrede er begyndt på, at beskæftige med sig selv, stiller spørgsmålstegn ved sig selv, at kunstnere blandt andet forarbejder deres egen fremmedgjorthed i kunsten, og

2),. Oplevelsesøkonomi-diskursen! Forbrugergørelsen af borgeren! Det er som om det at modtage kunst 'bare' skal være en oplevelse. Nul erfaring! Nul reflrektion! Og det skal også skæppe i kassen!

Her savner jeg virkelig de slags happenings á la Nash og Thorsen.

Jeg ser det som et fordummelsesprojekt af gigantisk dimension. Vi skal være nyttige for samfundsøkonomien og skabe vækst: Gode forbrugere! Hurtige fiks på kunstmuseet! Tomme kulturkalorier pakket tiltalende ind i glas og ramme! Oplevelser! Ikke fordybelse!

Så tror da pokker, at når de 'indviede' snakker om, at dette og hint er god kunst, og almindelige dødelige bliver skuffet, når de ikke kan se den 'gode' kunst i disse værker, fordi vi som samfund får italesat kunsten som noget der skal opleves, og ikke erfares.

Måske er det derfor, jeg opponerer imod sammenblanding af smag og kunst, for vist kan man 'smage' en oplevelse, og opleve en smag, men kunsten, som Max Ernst allerde i 1912 skrev i Bonner Volksmund, er ikke til for, at man smager den.

Gerald Nyegaard

Mærkeligt, at jeg ikke kunne se dit indlæg, Jensen, før jeg har skrevet mit. Du pointerer fint, hvad jeg selv har oplevet i mødet med forskellige kunstnere, at det ikke er et spørgsmål om, hvilken personlighed disse mennesker har, for at kunne skabe kunst. Om de er indadvendte eller udadvendte. Det viser sig altid for mig, at personen (kunstneren), slet ikke er synligt i kunstværket. Selvfølgelig bærer værkerne ophavsmændenes og -kvindernes håndskrift. Og det er igen forholdet mellem overflade/form og indhold, der gør sig gældende her. Forholdet mellem den del af 'kunstlivet', som kan smagsbedømmes og som man kan have en holdning om, og selve kunstens indhold.

Med hensyn til det jeg skrev i afsnittet "Jeg ser det som et fordummelsesprojekt..." "Tomme kulturkalorier pakket tiltalende ind i glas og ramme!". Den fremragende kunst er jo vitterligt præsenteret der ude på kunstmuseerne og gallerier, men når jeg opdrages til at søge hjernedød underholdning, og den kunstpræsenterende del af kunstinstinstitutionen indlemmes i underholdningsindustrien som bidragsyder til oplevelsesøkonomien, så mister jeg jo fornemmelsen for, hvad jeg i grunden skal gå efter i mødet med kunsten.

Per Corell
En af de væsentlige ting jeg opdagede på gaden, er at "folk" i grunden tørster efter kunst de kan også se forskel vil jeg mene. Samtidig med det opstår for de fleste der prøver at være seriøse den erkendelse, at når man maler i det offentlige rum, har man et ansvar overfor kunsten. Overfor sit publikum som man pludselig opdager er langt mere engageret end man skulle tro i debtten. Og folk værdsætter også fordubelsen, det at billederne har mere end en attitude et enkelt budskab. Det er min opfattelse at man på gaden møder en kritk som er meget hård tilgengæld er der ingen større belønnelse end når et stykke gadekunst fungerer. Jeg taler ikke om GRaffiti for den er og har altid været indad vendt mod sig selv og er mere et grafisk sprog end kunst. Gadekunsten derimod må leve op til det ansvar som,,,, som jeg nok vil sige mange andre retninger ser stort på. At Gadekunsten så ikke har samme naturlige netværk altså ikke har samme mulighed som den tradisionelle kunst , at jeg f.eks. hellere vil male et nyt piece end at sammensætte en ansøgning om udstilling er også noget væsentligt. Det er ikke samme publikum og efterhånden som tiden går bliver man mere og mere klar over , --- fordi man ser det , --- at ens vigtigste publikum er børn, er voksne og unge som aldrig går til en kunst udstilling, men især børn der har den umiddelbare tilgang og uhæmmede kritik om noget er godt eller dårligt. Man undgår det ikke, publikum har en indflydelse og noget af glæden er at opleve at se når et værk lykkes overfor ganske almindelige folk.
05 February  2013

Karin Waldhausen
Godt brølt, Silver! Netop derfor elsker jeg også gadekunsten. M.h.t. smagen -hm, hm- jeg synes der svært at komme udenom den, Gerald, for hvis kunsten ikke modtages af sanser og følelser, men kun forstand - så har den mistet det kendetegn, der gør den til en erfaringsproces uden sidestykke. Tager du det sanselig, følte lag ud af din tilgang til værket, så er det filosofi, som disciplin vi erfarer igennem. Ikke at filosofien ikke er vigtig - det er den bestemt - og ikke at kunst og filosofi har man grænseflader der støder op til hinanden. Men det kunstneriske udtryk har lige så meget - omend ikke mere tilfælles med legen og legebevægelsen (Se f.ex. Gadamers legebegreb), med sanseindtryk (se f.ex. Løgstrups "Kunst og erkendelse"), og følelser - altså sindets rørelser. Værket rører ved sindet og en denne rørelse er universel (Løgstrup igen),. Tilskueren kan princiepielt ikke bestemme, hvad og hvor han vil røres. Men han kan bestemme om han kan lide det eller ej - dette er en smagsdom uanset hvordan vi vender og drejer det. Billedligt talt kan han gå væk fra det, han ikke kan lide og hen til det han kan lide. Det er børns instinktive tilgang til verden. Vi fødes med de sarteste og fineste sanser og efterhånden blive vi i forskellige grader stumme, døve, lamme, kan ikke lugte, se, smage. Må jeg bruge en metafor fra visdomsverdenen: Et nyfødt barn sanser alt, men ved ikke af det. En vismand sanser alt OG VED AF DET. Bevidstheden undertrykker ikke sanserne og følelserne, men registrerer dem uden at dømme. å den lange vej fra nyfødt til vismand er vi imidlertid i en lang lang række af forskellige sanse- og bevidsthedsmæssige "dumhedstilstande" - vi sanser, men vi ved ikke af, hvad vi sanser. Denne proces - at bevare sansningen og fornemmelsen og følelsen og samtidig have sin bevidsthed med så man ved, hvad man sanser osv er den skabende, kunstneriske proces. Det er selve kunstens funktion, jeg rører her. At fremlægge verden i dette "ikkedømmende" perspektiv. Og hvad mere er: Der er ikke andre fænomener, der kan gøre dette - jo leg - men så igen: Er leg en form eller et udtryk eller bege dele. De postmoderne franske filosoffer: Lyotard og Baudrillard, taler om det sublime i kunsten. Det er det, det handler om. Det er det kunst kan: Holde os i live, øge, som Per Højholt sagde: Fornemmelsen af at eksistere. Derfor kommer vi ikke uden om smagen og det giver utrolig meget mening for mig at have smagsperspektivet med. Ikke om noget smager godt eller dårligt (det må meningmand ligge og rode med), men om noget overhovedet smager? Og i så fald, hvad smager det så af? Hvad er det for et perspektiv kunstneren fremlægger for min bevidsthed og mine sanser. :), Mvh Karin Lykke Waldhausen.
05 February  2013

Jensen
Man får en klar - om end ikke verbaliseret - fornemmelse af, hvad kunst er, når den IKKE er der...
06 February  2013

Gerald Nyegaard

Kære Karin, da fik jeg vist noget at tænke over, og tak for det! Her er det dog på sin plads, at jeg præciserer :

Per Corell
"Smagen" tror jeg ikke har så stor betydning i dag hvor kunst er blevet noget socialt, noget hvor det nærmest er ligegyldigt hvor "godt" eller "dårligt" et billede er malet, men hvor "nåleøjet" er blevet vendt og transformeret i rum og planer, så alt der tidligere ikke slap gennem gør det , og hvad der før gjorde, ikke kommer gennem. Tiltider kan kunsten i dag virke en smule anstrengt, tit kræver den en masse ord, ofte bliver ordene så kedelige og så indforståede at kunsten mister sin friskhed, bliver uforståeligt akademisk og så kommer min tvivl. Anden "kunst" finder man på Tineye, Tineye er en web tjeneste der gennemgår nettet for at finde billeder "magen til" men hvorfor er det blevet sådan at man skal tilgå kunsten med mistanke og tvivl ? Hvorfor skal man hver gang men ser et fantastisk billede, møde det med mistro ? Måske fordi "rollen" altså kunstner rollen i dag er en helt anden, en hvor alle trick gælder hvor promoveringen er blevet det vigtigste og hvor en kritik, handler ikke om billederne men om hvem der udstillede samme sted før, hvem der er malerens forbilleder, om maleren er uddannet eller autodidakt --- aldrig om billederne, tekniken udtrykket gnisten. Til gengæld kan man tit i anmeldelser læse om brancens generelle sundhed, de seneste konkurser, de seneste spetakulære udenlandske galleriers udstillinger, men sjældent om billederne om kunstnerens visioner eller relevans i nutiden. "Smagsdommeri" er efterhånden af det gode, undskyld jeg siger det men jeg ville meget gerne kunne dømme noget ude og andet inde, men det må man jo ikke , gør man det overholder man jo ikke de uskrevne regler, man betræder kritikernes gebet til trods for at de netop tit opfører sig som fulde elefanter på en tiliset skovsø eller værre endny ædru orakler.
09 February  2013