A.ben alias Anja Altenburg var dommernes favorit i både den indledende runde og altså også i finalen. Hendes værker fortæller om vores menneskelige grundvilkår i en moderne ramme. Her er eksistensen bare bogstaveligt talt skåret ind til ind til benet. Menneskets dårskab afsløres for os, direkte og råt, ikke uden en egen sort humor, der som en troldsplint lægger sig over de teknisk dygtigt udførte malerier. Værkerne er banale, geniale, humoristiske og samtidig makabre. Jo mere man ser på billederne, jo dybere kommer man ind i dem og selvom det ikke ved første øjekast ser sådan ud, er der mange lag i billederne som giver stof til eftertanke. Fremragende teknisk kunnen og et unikt udtryk der gør, at man tydelig kan genkende Anja Altenburgs værker blandt mange.
br>June Jins fortællinger foregår i moderne urbane kultur- og kontorlandskaber, hvor checkede IT-folk og HR-medarbejdere udlever deres ambitionsfyldte liv. Alt er imidlertid ikke idyl i disse high tech´ede omgivelser: døden, smerten og angsten lurer overalt i rum, der ved nærmere granskning antager klaustrofobiske dimensioner. Værkerne provokerer en til at ville se mere og man får en brændende lyst til at opleve dem i virkeligheden, vel at mærke i sikker overbevisning om, at det vil være en endnu større oplevelse. Store tekniske egenskaber og en sikker og personlig stil.
Marie Keis Uhre er den mest rå af de tre vindere. Fysisk set ved at billederne er collageagtigt sat sammen af en broget blanding af sammenkrøllet avispapir, lim, lak og et centimeter tykt lag af maling. De fordrejede menneskeansigter, vi ser, udstråler følelsesmæssige tilstande, der kan spænde fra irritation og kedsomhed til den rene og skære desperation. Marie Keis Uhre har en stærk genkendelighed i sine værker der skiller sig ud – ikke mindst på grund af materialevalget.