Skønhedens historie 8: Manierisme og reformation

af Karin Waldhausen 01-02-2011 Vist: 16401 gange.

Manierisme og reformation – 1600 – 1700 århundrede

Renaissancen er som sagt et af vor kulturs absolutte højdepunkter, måske endda det højeste. Man kan med en vis ret sige, at kunsthistorie kunne slutte efter renæssancen og det var måske også den følelse, der prægede de unge kunstnere efter Michelangelo, Tizian, Leonardo og Rafael.

Hvordan kommer vi videre herfra? Kunsten var nået til at udtrykke en naturens og menneskekroppens fuldkommenhed, der aldrig tidligere var set. I tidlig renæssance gennem en perfekt gengivelse af grundige naturstudier og i højrenaissancen gennem en idealiseret og harmoniseret fremstilling af naturen.

Manierisme som oprørskunst eller krukkeri

De første unge forsøg på at videreføre og udvikle renæssancens skønhedsbegreber, ser vi i en meget samvittighedsfuld teknisk bestræbelse på at eftergøre f.eks. Michelangelos teknik og stil.

Kunstnerne skabte skikkelser og rum efter hans principper og placerede dem på billedfladen samvittighedsfuldt og gerne i hobetal, måske med en tanke om, at hvis denne måde at male på var skøn, så måtte endnu flere skikkelser malet på denne måde gøre billedfladen endnu skønnere.

Denne første bestræbelse på at løfte arven fra mestrene manglede imidlertid ånden fra de store mestres arbejder og blev derfor betegnet som netop en stil – en kunstnerisk maner.

Ordet manierisme var et forholdsvist objektivt udtryk til at begynde med, men i 1600-tallet og for alvor i 1800-tallet får ordet en negativ klang.

Det kommer til at betegne en overdreven, unaturlig og skabagtig stil.

Men manierismen var måske snarere en regulær oprørskunst end en krukket og dekadent udtryksform.

I hvert fald ser vi, at de første manierister er meget individuelle og subjektive i deres udtryk.

De kæmper for at komme fri af højrenaissancens doktriner og de bliver støttet i det af de gamle mestre selv.

Leonardo havde beskrevet udfordringen ved at udtale, at det er en dårlig kunstner, der ikke kan overgå sin mester.

Michelangelo selv brød i sine sene år alle mulige regler, især i sine arkitekturarbejder og lagde tonen for geniets udfoldelse som en konstant afsøgning af nye veje og brud med traditionen.

Manieristernes æstetiske kendetegn

Så de unge kunstneres bud på nye veje gik over et opgør med samtlige doktriner fra renæssancen:

Proportioner (Se ill. Parmigiano, Madonna med den lange hals, 1534 – 40), temaer, måder at fortælle biblens historier på (Se ill. Tintoretto: 

Den hellige Markus helgenlevn findes, ca 1562), perspektiv (Se ill. Madonna med den lange hals), og komposition (Se ill. El Greco: Åbningen af det femte segl i Apokalypsen, ca 1606 – 1614), lys og skygge virkninger (se ill. Tintoretto: Den hellige Markus helgenlevn) samt farvebehandling (Se ill. El Greco og Tintoretteo).

Tintoretto tog et decideret opgør med Tizians velafbalancerede og naturlige farvebehandling og malede tykke omrids og grovere, mere ufærdig farvebehandling. 

Folk syntes det var sjusket og udtryk for manglende teknisk kunnen, men det ufærdige præg var en del af Tintorettos opgør. Han ville fortælle biblens legender og historie i et mere dristigt og direkte udtryk, der talte til voldsommere følelser, skræk, vrede.

Foregribelse af den moderne kunst

Manieristerne vælger sære former og genstande, også selvom de fremstår forfærdende og ubehagelige at se på.

De har en forkærlighed for ikke-menneskelige genstande og de tilføjer ting, som netop ikke kan ses med det blotte øje, psykologiske tilstande.

Sammenholdt med det subjektive afsæt er der derfor en del af de manieristiske malere som fremstår helt moderne og sagtens ville kunne gøre sig i en surrealistisk eller ekspressiv nutidig ophængning.

El Grecos billede Åbningen af det femte segl i Apokalypsen er et godt eksempel.

Han er inspireret af Tizians farver og Tintorettos komposition og tilsætter det sin egen arv fra den byzantinske religiøse kunst.

El Greco, der kom fra spanien men virkede i Venedig, forenede den italienske kunsts tekniske raffinementer med den religiøse kunsts spiritualisme.

Resultatet er en ekspressiv-surrealistisk udtryksmåde, der i sig indeholder såvel sværmerisk religiøsitet som en kølig og behersket tilgang til temaet. Om man kan lide hans billeder eller ej, så er det fantastisk at studere dem og se, hvordan han forener hele den europæiske kulturarv med et dybt personligt udtryk.

Spænding mellem det åndelige og det legemlige

Manieristerne bevæger sig således fra den klassiske realisme og idealisme i retning af abstraktionen, og sandt er det også at denne ligegyldighed overfor det realistiske, kan tolkes som om virkeligheden kun er en anledning til at lave æstetiske konstruktioner og i mange tilfælde - især sidst i perioden, hvor også manierismen er blevet indoptaget og accepteret som retning – forbliver udtrykkene konstruktioner og kan ikke række mod en eller anden form for åndelighed.

Man kan sige, at her bliver manierismen virkelig til maner. Men de bedste manieristiske kunstnere forener gotikkens skønheds idealer uden at give afkald på den legemlige skønhed og accentuerer den ekspressivisme, vi allerede har mødt i den hellenistisk-romerske kunst, med dens betoning af kunstnerens fantasi og evne til at fremkalde følelser igennem værket.

Og gennem deres opløsning af rummet foregriber de den abstrakte kunst og dens afkald på formen. Gotikken betonede det religiøse. Hellenistisk-romersk kunst det ekspressive og kunstnerens følelsesfremstilling.

Renæssancen balancen mellem legemligt og åndeligt – mellem natur og intellekt. Men manierismen blander det hele og får en intellektuel, spiritistisk og sensitiv cocktail ud af det med en stærk spænding imellem det åndelige og legemlige.

Endelig er det således at der sideløbende med manierismen udvikles den retning, vi har kaldt barokken, men dens betydning som æstetisk ide slår først for alvor igennem i 1700-tallet, hvorfor jeg har udskilt Barokkens æstetiske ideer til næste artikel.

Reformation og Nordeuropas malere

Men vi er ikke færdige endnu her i 1500- og 1600-tallet.

For manierismen sammen med den begyndende Barokkunst, var sådan set kun hovedbevægelsen i det sydlige Europa og skønt de nordpå naturligvis blev inspireret af manieristerne, så havde de helt andre og grundlæggende problemer at slås med.

Spørgsmålet for de nordeuropæiske kunstnere var om de overhovedet kunne blive ved med at male og det blev påtrængende p.g.a. reformationens indførelse i første halvdel af 1500-tallet.

Begrebet reformation anvendes almindeligvis som betegnelse for de kirkeligt-teologiske og politisk-sociale omvæltninger, som fandt sted netop i Nordeuropa - først og fremmest dog i det tyske rige.

Den nye religiøse bevægelse – protestantismen - mente at den katolske kirkes billeddyrkelse var i direkte modstrid med den kristne tro.

På den måde blev malerne berøvet deres vigtigste indtægtskilde: Kirken med dens udsmykninger og altertavler.

De strengeste protestanter - Calvinisterne, udelukkede endda udsmykninger af huse og mure i byrummet, hvorfor der for malerne kun blev portrættet og bogillustrationerne tilbage som sikre indtægtskilder.

De bedste malere, blev på denne måde – af nød så at sige -  fremragende portrætmalere (Se ill. Hans Holbein den yngre 1497 – 1543, Portræt af Georg Gisze, tysk købmand i London) og fik ansættelse som hofmalere med den hovedopgave at portrættere fyrstefamilierne.

Genremaleri

Men ét sted overlevede kunstnerne reformationens krise, nemlig i Holland. Her slog kunstnerne sig  ikke kun til tåls med at lave portrætter.

De havde arven fra Van Eyck og evnen til at fremstille virkeligheden helt overbevisende ned til mindste detalje.

Vejen var banet med Hieronimus Bosch og hans detaljerige billeder af helvede og det rædselvækkende liv dernede. Nu udvidede de hollandske malere deres  motivverden til at omfatte alt det andet, der ikke handlede om religion og religiøse emner. Genremaleri blev det kaldt. Det kunne kirken ikke kunne protestere imod.

Genremaleri indbefattede hele virkeligheden udenom kirken: Bøndernes, håndværkernes, tosser og tiggeres liv. Almindelige og ualmindelige mennesker og dagligdags begivenheder. Med sådant et maleri får vi et indblik i den verden og de mennesker, der trods alt var – og altid har været – flest af:

Helt almindelige dagligdags mennesker, der gør helt almindelige eller ualmindelige ting. De arbejder, de fester, de lever og de dør.

Meningmands liv og parodierende billeder

Med dette fokus var der også åbnet op for satiren og parodien, som har så stor en plads i den daglige mands liv.

Den største af disse nordeuropæiske kunstnere er Pieter Brueghel den ældre (1527 – 69)  og billedeksemplet i denne forbindelse er ”Landsbybryllup” fra ca. 1565, Kunsthistorisk Museum, Wien.

Det var ikke nogen solidarisk skildring, som vi ser det i en moderne socialrealisme, tværtimod.

Det arbejdende folk blev af kunstnerne skildret som knoldesparkere og komiske figurer.

Det var ikke en hån, men snarere en indstilling i tiden som byfolket og de veluddannede havde og i disse klasser hørte kunstnerne til.

Ville man skildre menneskets dumhed og dårskab, gik man til håndværkerne og bønderne.

Det er imidlertid vigtigt lige at  huske på, hvordan satiren, parodien og de lavere drifter i alle æstetiske udtryk fra fortiden til i dag, fra billedkunsten til teatret, litteraturen og musikken, har haft sit eget spor, der i sig selv kunne blive en helt ny slags kunstens historie.

I den forbindelse er det italienske Commedia dell´arte teater fra 1500 og 1600-tallet værd at nævne.

Det er nemlig samtidigt med den her beskrevne periode i billedkunsten.

Som meningsmands rejsende gøglerteater, danner denne teaterform ansatsen til vore dages komedier og skabte klovnefigurerne i Cirkusmanegen.

 I forbindelse med denne teaterform og med manierismens sidste tider, er det måske på sin plads at nævne den franske billedkunstner Jaques Callot (1592 – 1635), som i sine værker forenede de italienske manieristers metode med Brueghels tematiske indhold ved at skabe en række raderinger af  - netop – commedia dell´artes  italienske klovner.

KLW, Vive, januar 2011