petra

Jeg var virkelig virkelig vred - men jeg prøvede virkelig at lade være med at reagere udadtil. Jeg lagde stille på sofaen, inden jeg rejste mig hårdt op, for at hente lærredet. Jeg sagde, - "hvorfor blive ved med at fucking kæmpe mod dig selv og lige præcis denne følelse lige nu". Det var fandeme hårdt, for den lille uskyldige petra blev mere og mere synlig. Jo mere synlig hun blev, jo mere rasende blev jeg. Hvem ved dog hvorfor? Bomben sprang fandeme, og det endte med at jeg bed, kradserede og slog lærredet med flade og knyttede hænder - med specifikke tanker om hvem dette lærred kunne være. Shit, det var rart! Å’ ve’ du hva’, det bedste var fandeme at kunne flabet sige “det var fandme lige hvad jeg trængte til!” - de bedste hilsner til min lille petra, det er ikke din skyld!