mosegaard

Men samtidig er stenene jo også en ubønhørlig påmindelse om, at det, vi har haft med de døde, er forbi. Når der kommer sten på gravstedet, er sidste del af begravelsen færdig. Når den står der, med navn og dato på er det, som om der bliver sat et endeligt punktum. Gravstenen sætter en tyk streg under det faktum, at noget er slut. Og så er der jo alle de sten, vi i overført forstand kan bære rundt på. Tonstunge kampesten af forventninger og pligter, som andre har lagt på os, eller som vi har pålagt os selv. Sorger, der gør hjertet tungt som sten. Skuffelser og bitterhed, der lægger sig som sten hen over brystet og klemmer al glæde ud af os. Og så er der alt lyset og glæder ved det der sker, og forhåbentlig skal ske, og glæden ved at se, at fremtiden gror😄.